Jensine Nielsen og Lars Christian Lauritzen

(1867)

og

Ane Jensen og Jonas Peter Svendsen.

(1879)

 

Med udgangspunkt i
S. Tage Jensens
Artikel.

 

DRABENE af Boelsmand Søren Johansen på Mols - i 1867 og af Gård­ejer Anders Pedersen i Nærheden af Viborg i 1879 ligner på mange Må­der hinanden.

 

Begge de Dræbte var gamle Mænd, der var stærkt forfalden til Drik, og begge havde i en sen Alder giftet sig med langt yngre Koner.

 

Begge Drab blev i fuld Forståelse med Konerne begået af disses Kæ­rester, nyantagne Gårdskarle, for at de derefter kunne gifte sig med hinanden.

 

Begge Drab viste desuden en uhyggelig Grad af Mangel på enhver Mo­ral og Samvittighed, og for det førstes Vedkommende en fuldstændig Blot­telse for enhver Følelse, som havde det været en skabet Hund eller et giftigt Kryb, der skulle slås ned, og de skyldige udviste en, muligvis i ren og skær stupiditet bundende Mangel på Forståelse af Gerningens Gru og der­efter en fuldstændig Mangel på Anger over; hvad der var gjort.

 

I September 1867 afgik Boelsmand Søren Johansen på Stabrand Mark på Mols ved Døden.

 

Han havde i længere Tid været forfalden til Drik, og i det sidste År havde denne Last taget til i den Grad, at han slet ikke kunne arbejde.

 

Tre Måneder før han døde, havde han da også antaget en Tjenestekarl, Lars Christian Lauritzen, til at gøre Arbejdet for sig.

 

Der var ikke gået mere end nogle ganske få Dage, før der udviklede sig et Forhold mellem Tjenestekarlen og Johansens langt yngre Hustru, Jensine Nielsen.

 

De blev enige om, at de ville gifte sig med hinanden, når den Gamle døde, og Lauritzen blev derfor også boende hos hende efter Mandens kort efter indtrufne Død.

Idyllen varede imidlertid kun kort.

Han spillede allerede fuldstændig Herre i Huset og var tilmed så ond g brutal mod hende, at hun det følgende Forår gjorde Skridt til at få ham fjernet af Myndighederne.

 

Samtidig betroede hun i sin Harme en Nabokone, at han i sin Tid havde villet forlede hende til at tage hendes Mand af Dage ved Gift.

Nabokonen gik straks videre med Nyheden til Præsten, der underrettede Herredsfogden, Cancelliråd Bonnez i Ebeltoft.

 

Efter at have siddet arresteret i nogen Tid og påhørt Jensines Forkla­ringer, tilstod Lauritzen, at han nok havde ønsket, at Johansen skulle dø snarest muligt, og også havde opfordret hende til at give Manden noget i Brændevinen, men hun var ikke Spor bedre end han, for det var en Aftale mellem dem, at de skulle se at få Manden af Vejen.

 

Jensine kunne ikke helt benægte Rigtigheden heraf og blev så, også arresteret.

Efter at de i en hel Række Forhør gensidig havde skudt Skylden på, hinanden, opnåede Herredsfogden endelig at få så, nogenlunde Overens­stemmelse mellem deres Forklaringer, og Lauritzen blev nødt til, hvor meget han end strittede imod, at tage Hovedparten af Skylden på sig.

 

Næppe en Uge efter, at han var kommet i Huset og han og Jensine havde fundet hinanden, havde han foreslået hende, at hun skulle give Manden så meget Brændevin som vel muligt for at afkræfte ham.

 

Da det ikke hjalp hurtigt nok, hældte han en Dag en ½  Pot ren Sprit i Brændevinen for at gøre den stærkere og derved mere skadelig, men Virk­ningen var kun, at den Gamle blev mere beruset end sædvanlig.

 

Så foreslog han Jensine at prøve at komme en Teskefuld Terpentin­olie i en Bittersnaps, men det gjorde hverken fra eller til.

 

Nogle Dage efter kom han med noget i en lille Flaske, som han sagde, nok skulle have sin Virkning, det var noget, der hed "Rivende Hovedvand" og det var anbefalet ham af en Husmand Eberhardt Bager.

 

Jensine mærkede straks på, Lugten, at det var Salmiakspiritus, og hun var noget betænkelig ved at benytte det, da hun mente, at Manden straks ville opdage det og fatte Mistanke.

 

Den Gamle drak imidlertid et Par Dage i Træk en Snaps med en Teskefuld deraf uden at reagere overfor det i ringeste Måde.

 

En Snaps, hvori der var udrørt Krudt, og noget Brændevin med Anilin­dråber i havde heller ikke nogen Virkning på ham.

 

Af den megen Brændevin og deraf følgende konstante berusede Tilstand blev han dog, hvad ikke kan siges at være urimeligt, svagere og svagere og lå stille hen.

 

Så besluttede Lauritzen, at nu skulle det være Alvor, nu ville han giftes med Jensine og være Herre i Huset.

 

En Morgen hældte han så meget Brændevin i Halsen på den Gamle, at han var nær ved at kvæle ham.

Derefter tændte han sin Pibe, tog Porcelænshovedet af og stak Spidsen af det ind i Munden på den gamle hjælpeløse Mand og pustede så af al Kraft Røgen ned i Halsen på ham, til Døden efter nogle Minutters Forløb indtraf.

 

Nogen som helst Anger over, hvad han havde gjort, følte han ikke, og over­for Dommerens strenge Tale om, hvor ualmindeligt råt, han havde båret sig ad overfor den gamle værgeløse Mand, som aldrig havde gjort ham noget ondt, men kun havde været god mod ham, havde han ikke andet end en dum Måben og et Skuldertræk.

 

Den Gamles Lig blev gravet op og obduceret, men noget Resultat kunne ikke ventes efter så lang Tids Forløb.

 

Foruden Drabet tilstod Lauritzen, at han for at blive fri for en Pige, som skulle have et Barn med ham, havde skrevet et Brev til hende med for­drejet Håndskrift og underskrevet med Johansens Navn, hvori stod, at han var død ved et Ulykkestilfælde og ikke havde efterladt sig noget.

 

Ved Underrettens Dom blev han idømt 10 Års Tugthusarbejde, Jensine fik 8 År, og Eberhardt Bager, der ikke havde kunnet nægte, at han havde givet Rådet med det "rivende Hovedvand", fik 2 Års Forbedringshus.

 

Denne Dom stadfæstedes af Viborg Overret og af Højesteret, der dog for­højede Straffetiden for Jensine til 10 År og nedsatte Bagers Straf til 1 År.

 

I 1875 blev Ane Jensdatter, der var 33 År gammel, gift med den meget ældre Gårdejer Anders Pedersen.

 

Han var allerede dengang stærkt forfalden til Drik, og dette tog til de følgende År, og da han samtidig var ond mod hende og gik så vidt, at han slog hende, var Ægteskabet, hvori der var kommet to Børn, i højeste Grad ulykkeligt.

 

Efter at det på Grund af Mandens manglende Arbejdskraft var nød­vendigt at få en ekstra Avlskarl på Gården, blev hans Drikfældighed endnu værre, og fra Juletid 1878 var hans Helbred så nedbrudt, at han ikke kunne støtte på Benene, men altid måtte ligge i Sengen.

 

Her lå han og råbte på Brændevin, som Hustruen og Gårdens Folk beredvilligt gav ham for at få ham til at være rolig.

 

Ikke længe efter at den nye Karl, Jonas Peter Svendsen, var kommet, opstod der et Forhold mellem ham og Ane, og de enedes om at ville gifte sig med hinanden, når Manden var død.

 

I Løbet af det følgende Forår forværredes Mandens Tilstand betydeligt, og to Læger fandt ham lidende af kronisk Alkoholisme, og i Midten af Sep­tember Måned døde han.

 

Allerede siden Foråret havde forskellige, Sognepræst, Sognerådsformand, Distriktslæge og Politimester rettet indtrængende Forestilling til Ane mod vedblivende at tilfredsstille Mandens Drikkelyst, og foreslået at få ham indlagt på Sygehuset, hvad hun havde modsat sig bestemt.

 

Kort efter Mandens Død blev der indledet Undersøgelse mod så vel hende som Jonas.

De tilstod, at de havde fattet den Plan at rydde Manden af Vejen ved at give ham så meget Brændevin, at det til sidst måtte have Døden til Følge.

 

De havde derfor sørget for, at han altid havde en Flaske fyldt hos sig i Sengen, og da han efterhånden var blevet så svag, at han ikke kunne holde Flasken for Munden, gav de ham Brændevin i en Patteflaske, så at han kunne sutte den i sig, når der ingen var til Stede til ellers at hjælpe ham.

 

Hun ville påstå, at hun hen på Sommeren var blevet noget betænkelig og havde overvejet, om hun ikke alligevel skulle lade ham indlægge for at undgå ethvert Ansvar, men hun havde så spurgt Egnens Folketings­mand, der havde sagt, at der ikke var nogen Lov for, at de ikke måtte give Manden så meget Brændevin, som han ville have, når de blot ikke tvang ham, og at Herredsfogden ikke kunne tvinge hende til at lade Manden ind­lægge på Hospitalet.

 

Ved Fjends-Nørlyng Herreders Extrarets Dom udtaltes det, at det måtte anses for tilstrækkeligt godtgjort, at de Tiltalte i den overlagte Hensigt at skille Manden fra Livet havde dels forsynet ham med Midler til at tilfreds­stille sin Drikkelyst dels direkte indgivet ham Brændevin og anden Spiritus, uden at det dog er oplyst, at det er sket mod hans Vilje.

 

Da Døden imidlertid ikke udelukkende kan tilskrives de Tiltaltes Virk­somhed, men må antages fremkaldt dels ved hans egen tidligere Umåde­holdenhed, dels ved senere fortsat frivillig Medvirkning fra hans egen Side, findes Gerningen kun at kunne tilregnes de Tiltalte som Forsøg på at skille ham ved Livet, og for dette Forhold vil de være at anse med en Straf, der findes passende at kunne bestemmes til Forbedringshusarbejde i 1 År for hver.

 

Denne Dom stadfæstede Viborg Overret, idet dog Straffen forhøjedes til 2 Års Forbedringshusarbejde for hver.

 

Højesteret udtalte i sin Dom, at de af de Tiltalte udviste Forhold findes ikke som i Dommen antaget at kunne henregnes under Straffelovens § 190, da det efter de for Højesteret foreliggende Oplysninger ikke kan antages, at de Tiltalte har indgivet Anders Pedersen Brændevin uden hans Vidende eller imod hans Vilje. Derimod ville de, idet deres Forhold må sættes ved Siden af og navnlig i Strafbarhed på ingen Måde er ringere end de i §§ 196 og 197 omhandlede Forbrydelser, være at anse efter Analogien af disse §§. Straf­fen bliver efter Omstændighederne at bestemme for hver af de Tiltalte til Forbedringshusarbejde i 3 År.