Ladby-Sagen.

(1926)

 

 

Med udgangspunkt i

S. Tage Jensens

Artikel

 

 

POLITIET i Kerteminde fik den 5. Maj 1926 Anmeldelse fra en Gårdejer, i Ladby om, at en derboende Arbejdsmand Sørensens Hustru var for­svundet om Søndagen den 2. og befrygtedes omkommet.

 

En af hendes Sønner forklarede derefter, at han og hans Brødre om Søndagen efter at have spist til Middag sammen med hende var gået ud. Faderen havde ikke været hjemme om Formiddagen og var ikke kommet hjem, da de gik.

 

Senere på Eftermiddagen var en af hans Brødre kommet hjem og havde da truffet Faderen beskæftiget med at grave i Haven. Hvor Moderen var, havde han Sagt, at han ikke vidste, hun var gået, da han kom hjem.

 

Da Moderen ikke var kommet hjem til næste Morgen, havde han og Brød­rene med Hjælp af Landsbyens andre Beboere søgt efter hende, men ikke fundet hende nogen Steder.

 

Der manglede ikke noget af hendes Overtøj, også hendes Fodtøj var der med Undtagelse af det Par Træsko, hun gik med hjemme.

 

De kunne derfor ikke tænke sig, at hun var gået på Besøg, og de havde ved nærmere Eftertanke fundet det påfaldende, at Faderen om Eftermidda­gen, efter at han havde været inde i Kerteminde og svire, var så ivrig med at grave i Haven, for han plejede ellers, når han kom hjem fra en af sine "Ture", ikke at gide bestille noget som helst, men ville blot ligge og drive på Sofaen.

 

Det var almindeligt kendt, at Forholdet mellem Ægtefællerne var alt andet end godt. Grunden dertil var hans Hang til Drik og Svir, hvad Hustruen, der var en arbejdsom og flittig Kone, idelig bebrejdede ham.

 

Politiet nærede derfor straks Mistanke om, at han havde aflivet hende og på en eller anden Måde skaffet hende af Vejen.

Efter de givne Oplysninger var det nærliggende at antage, at han da hav­de gravet hende ned i Haven.

 

Under en Afhøring nægtede han at have nogen Anelse om hvor Hustruen var.

Der blev så foretaget en Gravning der. Da Haven imidlertid var ret stor, og man først var begyndt hen på Eftermiddagen, blev man ikke færdig den første Dag, men måtte fortsætte Dagen efter. Men det gav intet Resul­tat, man fandt ikke noget Lig.

 

Da der heller ikke på anden Måde kom noget frem, henlagde man Sa­gen indtil videre, men holdt dog stadig et øje med den mistænkte.

 

I Begyndelsen af det følgende År begyndte Rygterne atter at svirre. Det skyldtes dels, at Sørensen ved flere Lejligheder, når han havde væ­ret beruset, havde udtalt sig med, at han godt vidste, hvor hans Kone var.

 

Og så kom dertil, at Hustruens forlorne Tænder blev fundet af en af Sønnerne i et Udhus.

Politimesteren anmodede nu om Assistance fra Statspolitiet, og Overvagt­mester Himmelstrup blev sendt derover.

 

Sørensen nægtede fremdeles at vide noget om, hvad der Var blevet af hans Hustru. Han nægtede også at have sagt, at han vidste, hvor hun var. Det han havde Sagt, var at han tænkte sit om, hvor hun var, og derved tænk­te han nærmest på, at hun muligvis havde gjort en Ende på sit Liv, ved at drukne sig, for det havde hun År tilbage truet ham med at ville gøre.

 

Da det stadig var at formode, at han havde gravet Hustruen ned i Ha­ven, og der var den Mulighed, at han havde fået Lejlighed til at flytte Li­get fra det uopgravede til det opgravede Stykke, efter at Politiets Gravning var standset for den Dag, lod Overvagtmester Himmelstrup grave op igen en Alens Dybde, denne Gang med en ret anselig Arbejdsstyrke.

 

Sørensen var forinden indsat i Arresten.

Det meste af Dagen gik, uden at der var fundet noget mistænkeligt, og der manglede til sidst kun et lilje Hjørne, hvor der var lagt en Kartoffel­kule.

 

Trods megen Skepsis og nærmest Protest beordrede Himmelstrup, at Kar­toflerne skulle flyttes, og der skulle graves også på det Sted.

Kort efter stødte man på Liget af den Forsvundne.

 

Da Sørensen blev gjort bekendt med Fundet, nægtede han fremdeles, at det var ham, der havde dræbt sin Hustru og gravet hende ned. Han udtalte, at det nok var "en af de forbandede Drenge", der havde gjort det.

 

Først da han fik at vide, at han nu ville blive konfronteret med Liget, aflagde han Tilståelse.

Han forklarede, at da han den pågældende Søndag var kommet beruset hjem, havde Hustruen skældt ham ud. Han var meget sulten, da han ikke havde fået noget at spise hele Dagen, og da han så, at der stod en Gryde med gule Ærter, bad han hende om at få nogle af dem, men hun ville ikke varme dem til ham, og da han så Selv gik hen til Gryden, rev hun Skeen fra ham og slog ham i Hovedet med den. Han værgede for sig, men hun greb fat i hans lange Skæg og trak i det, og det så hårdt, at han fik Tårer i øjnene. Han blev nu rasende og greb hende om Struben for at få hende til at slippe Taget, hun havde i Skægget, og så faldt hun om for hans Fødder og var død.

 

Han forsøgte at blæse Liv i hende ved at puste hende ind i Munden, men det var forgæves.

 

Så besluttede han sig straks til at grave Liget ned i Haven.

Han bar hende over i Udhuset og gik så i Gang med Gravningen.

Da Politiet havde fået Mistanke til ham og begyndte at opgrave Ha­ven, så han Lejlighed til om Aftenen, at flytte Liget hen til det Stykke, der var gennemsøgt.

 

For at sikre sig så godt som muligt under en eventuel Genoptagelse af Sagen anbragte han så senere en Kartoffelkule over det Sted, hvor Liget lå, en Plan, der om Overvagtmester Himmelstrup havde været mindre grundig, var lykkedes.

 

Sagen blev derefter hurtigt sluttet.

Ved østre Landsrets fynske Nævningeting blev han, der stadig næg­tede at have haft til Hensigt at begå Drab, idømt Tugthusarbejde i 6 År.

 

I 1932 blev han fritaget for den resterende Del af Straffetiden.