Lampevejsmordet.

(1889)

  

 

Med udgangspunkt i

S. Tage Jensens

Artikel.

   

JO almindeligere og jo mere dagligdags Omstændighederne er ved en For­brydelses Udførelse, des vanskeligere er som oftest dens Opklaring.

Er Omstændighederne særegne eller komplicerede, vil der i de allerfleste Tilfælde være Holdepunkter for Opklaringen.

 

I 1889 kom Frederiksberg Politi ud for en vanskelig Opgave. En Mand blev fundet myrdet en Snevejrsnat på Alfarvej.

 

En Stenhugger Sørensen anmeldte Tirsdag Morgen den 12. Februar Kl. 6 ½  at han ½  Time forinden havde fundet en død Mand i Grøften på Lampevejen, da han sammen med to Kammerater var på Vej til Arbejde ved Befæstningsanlæggene.

 

En Betjent blev straks sendt til Stedet og besørgede den Døde kørt til Lighuset.

Af Papirer, der fandtes på Liget, fremgik det, at han var Snedker Carl Sørensen fra Vanløse, endvidere fandtes på ham nogle Dokumenter, en Sparekassebog med 11 Kr. og en Papirpose med Kaffe.

 

Hans Hustru forklarede, at han var gået hjemme fra den foregående Dags Morgen. Han skulle hæve nogle Penge for et Prioritetslån på Søndre Birks Kontor og skulle derefter betale en Del Regninger i København.

 

Hun oplyste, at hans gule Læderportemonnaie og hans Sølv ur savnedes. Hvem der kunne have begået Mordet, havde hun ingen Anelse om. Hun mente, det måtte være en, der tilfældigt havde set, at han havde mange Penge hos sig.

 

Fra Birkekontoret fik man oplyst, at Afdøde der om Formiddagen havde fået udbetalt 2.739 Kr. deraf fem 500Kr.-Sedler, to 100Kr.-Sedler og Resten i 10Kr.-Sedler og Mønt.

 

Undersøgelsen blev straks grebet energisk an under Politiassistent Holcks Ledelse. På Gerningsstedet fandtes intet Spor. Alt var dækket af et tykt Lag Sne. Det eneste, man fik at vide, var, at en Gartner, der boede ca. 100 Alen derfra, havde hørt, at hans Lænkehund havde gøet voldsomt og ved­varende mellem Kl. 3 og 4 om Natten.

 

Der blev foretaget Forhøringer i Vanløse og i Fæstningsterrainet, men intet fremkom af Interesse.

 

Forespørgsler blev rettet til de Steder, hvor Hustruen kunne oplyse, at Manden skulle hen, og det konstateredes, at da han ved 9-Tiden om Afte­nen havde været hos en Urtekræmmer i Lavendelstræde, hvor han havde købt det halve Pund Kaffe, der blev fundet hos ham, og hvor han havde betalt med en 500Kr. Seddel, havde han besørget sine Ærinder på et enkelt nær, og efter de Regninger, han havde betalt, måtte det antages, da han gik derfra, at have haft ca. 2400 Kr. på sig.

 

Ved Forhøring i alle de Restaurationer og Beværtninger, der lå på Vejen mellem Lavendelstræde og Frederiksberg, bragtes den Oplysning frem, at Afdøde Om Aftenen havde været i "Pariserhallen "på Vesterbrogade Nr. 5  Han var alene, da han kom ved 10-Tiden, og han sad helt alene ved et lille Bord og talte ikke med nogen, og der sad heller ikke nogen lige i Nær­heden af ham.

 

Da han skulle betale de 7 Bajere, han havde drukket, ville han partout have en 500Kr.-Seddel vekslet, og kun efter længere Parlamenteren fik Tje­neren ham til at betale med en 10 Kr. Seddel.

 

Ved 12 ½ Tiden gik han. Han var nok noget påvirket, men hans Be­ruselse kunne dog ikke mærkes hverken i hans Tale eller på hans Gang.

 

Dagen efter, da Bladene havde omtalt Sagen, meddelte en Droskekusk, at han Mordnatten ved 12 ½ Tiden var blevet standset på Gl. Kongevej af en Mand,. der kunne passe på den offentliggjorte Beskrivelse af Afdøde. Manden havde spurgt om, hvad han ville have for at køre ud på den anden Side af Frederiksberg Bryggeri; men da han syntes, at Taksten. var for høj, ville han ikke køre, men fortsatte sin Vej ud mod Frederiksberg.

Kusken fik Lejlighed til at se Liget og mente med temmelig Bestemthed, at det var ham, han havde talt med den Nat.

 

Sagen havde vakt megen Opsigt, og Publikum viste stor Interesse, hvad der resulterede i en Mængde Henvendelser til Politiet.

Det blev således meddelt, at Forvalteren på en Gård i Vanløse havde sagt til Afdøde, at når han skulle ind og hente. de mange Penge, så ville han tage med og så kvæle ham og tage Pengene.

Forvalteren blev hentet. Han indrømmede at være kommet med de Ud­talelser, men det var naturligvis sagt i Spøg.

Hans Forhold blev dog undersøgt, og det oplystes bestemt, at han havde været hjemme hele. den Nat, i hvilken Mordet blev begået, og at han Dagen efter havde bedt en Ven om et Lån på 30 Kr. Så fik han Lov til at gå.

 

I et Pensionat havde en af Pensionærerne hørt, at en Mand inde i Væ­relset ved Siden af havde sagt til sin Hustru, at de store Sedler ikke kunne veksles nu, det måtte vente.

Manden indrømmede at være kommet med den Bemærkning, men det var, da de talte sammen om Mordet og om, hvorledes Chancerne var for Morderen.

 

l Bikuben på Østerbro, fik man meddelt, var der en Mand, der havde indsat 2000 Kr. i 500Kr.-Sedler. Det viste sig at være en af Østerbros Rig­mænd.

 

Den 15. indleverede en lille Dreng en gul Læderportemonnaie, som han havde fundet i Sneen på Lampevejen på højre Side af Vejen nogle Hun­drede Alen fra Mordstedet længere ind mod Byen. Afdødes Hustru genkendte den med Bestemthed som Mandens.

 

En Lygtetænder kom med den Oplysning, at han Mordnatten ved 3 ½ -Ti­den havde set en Mand stå ved en Lygte på Lampevejen og betale en Droskekusk. Han fik Lejlighed til at se Liget og mente "temmelig sik­kert", at det var Afdøde, han havde set. Kusken kunne han ikke beskrive nøjere.

 

Samme Dag fik Politiet Meddelelse om, at en ung 21-årig Droskekusk Adolf Schick, Søn af Værtshusholder og Vognmand Carl Schick, i de sidste Dage havde udgivet flere Penge, end han kunne antages at have tjent på lovlig Måde.

Schick blev hentet. Han nægtede at have brugt særlig mange Penge de sidste Dage. Han påstod, at han Mordnatten var kommet hjem med Faderens Droske, som han kørte, ved 1-Tiden og havde været hjemme til næste Morgen Kl. 7, og dette bekræftedes af hans Moder og af hans Kæreste.

 

Lygtetænderen fik Lejlighed til at se ham. Han turde ikke udtale sig bestemt, om det var ham, han havde set den Nat. Han kunne godt ligne, sagde han, men med Bestemthed kunne han ikke udtale sig.

Skønt den Forklaring, Schick gav, ikke stemte med de indkomne Op­lysninger, mente man ikke at kunne holde ham tilbage og lod ham gå.

 

Så den 18. indleverede en Dame et Sølvur, som hun havde fundet i Frederiksberg Alle udfor "Sommerlyst".

Det blev genkendt som den Myrdedes.

Samme Dag meddelte to Koner, at de Mordnatten ved.4-Tiden havde set en Droske på Lampevejen køre i fuld Fart ind mod Byen. Udover at Kusken så ud til at være en yngre Mand, kunne de ikke give nogen Be­skrivelse.

En ny Forhøring i hele Kvarteret, om nogen skulle være kommet hjem i Droske på den Tid, gav ikke noget Resultat.

 

Så meddelte en Snedkersvend Henriksen, at han mente, at det var en Kolportør Persson, der var Gerningsmanden. Han anførte, at Persson under et Besøg hos ham havde opfordret ham til at deltage i et Overfald på en ældre rig Murermester for at stjæle de mange Penge, han sikkert lå inde med. Og når han kunne foreslå sådan noget, kunne han jo også godt have begået Mordet, mente Henriksen.

 

Persson blev anholdt. Han nægtede at have udtalt sig som påstået. Men Henriksen fastholdt sin Anmeldelse. Da Persson havde siddet anholdt i to Dage, og der ved Undersøgelse af hans Forhold ikke var fremkommet noget ufordelagtigt om ham, blev han løsladt.

 

Den 20. kom der en Meddelelse fra "De udvalgtes spiritistiske filosofiske Broderskab", der meddelte, at "de fra deres åndelige Medarbejdere havde modtaget en Rapport gående ud på, at den Myrdede sidst havde været i en Kælderbeværtning, hvor han var blevet beruset. En Herre, der havde Med­følelse med ham, ville følge ham hjem, men det ville han ikke tillade. Værtshusholderen turde ikke lukke ham ud i den Tilstand, da han var bange for at blive noteret for uberettiget Udskænkning. Der blev da forskaffet en Vogn fra Beværtningen, i hvilken han steg ind. Kusken kørte da et Stykke ud på Vejen, men den Myrdede kunne ikke udholde at blive i Drosken, han måtte træde af på Naturens Vegne, og ville da betale Kusken, der imid­lertid ikke kunne få nok betalt. Kusken, der blev meget grådig efter at tilvende sig den Myrdedes Penge, fik det Indfald at tilvende sig dem. Han lod som om han ville tage Skaglen fra, men gjorde det ikke, han tog deri­mod en i Vognen under Muleposen liggende Vognbolt, vendte sig hurtigt om og bibragte den Myrdede et Slag i Baghovedet, hvorved han faldt til Jorden som Død. Kusken besteg derefter sin Vogn og kørte udefter, men da han var kommet et Stykke bort påkom den Tanke ham, at Sørensen mulig­vis kun var bevidstløs, han steg da af og gik tilbage og bibragte ham endnu to Slag i Hovedet, trak hans Frakke op over Hovedet, for at det kunne se ud, som om han ved et Uheld var kommet af Dage".

 

Derefter fulgte et Signalement af en "indskrænket Person med blå øjne, bred Næse, lidt lyst Overskæg, iført en blå Trøje ca. 7 Kv. lang og et gråt Klæde om Halsen. Hesten var brun, og Vognens Hjul mørke med røde Striber. Pengene skal, lød det videre, være gemt i Hestestalden under Gul­vet i et Stykke Rør".

 

Skrivelsen sluttede med, at det ikke var Ånden tilladt foreløbig at give nøjere Oplysninger.

Skulle Rapporten senere vise sig ikke at være nøjagtig, ville Grunden da være, at "vor Skole endnu er så ung og vore Medier endnu ikke fuldt udviklede" .

 

I den følgende Tid var det ikke godt at være Droskekusk.

Ikke mindre end 7 blev afhentet til Afhøring, da Opmærksomheden var blevet henledt på dem. Men i alle Tilfælde viste Mistanken sig at være ubegrundet.

Heller ikke var det klogt i den Tid at veksle 500Kr.-Sedler. Gjorde man det, kunne man være så nogenlunde sikker på, at Politiet fik det at vide, og Afhøring var Følgen.

 

Men trods Politiets Energi og den Interesse, Sagen stadig vakte hos Pub­likum, fremkom der intet Holdepunkt for, hvem Gerningsmanden var.

 

Så d. 27. April meddelte en Politibetjent, der var Vicevært i Ejendom­men Vesterbrogade 171, at gamle Schick, der havde sin Beværtning "du Americain" og sin Vognmandsforretning der, Dagen i Forvejen ganske pludselig havde udbetalt sin Fouragehandler 1200 Kr. og betalt 200 Kr. til en Hestehandler.

Dette var i højeste Grad påfaldende, da Schicks økonomiske Forhold i de sidste År havde været rent ud elendige.

 

Regninger havde han slet ikke betalt, han blev rykket Gang på Gang selv for små Beløb, han var i Restance med Husleje for næsten et År, og det blev nu yderligere oplyst, at han i Begyndelsen af Februar havde pant­sat en Spilledåse for 20 Kr. for at få Penge til at betale Renter af et lille Lån, han i 1887 havde fået i en Bank.

 

Schick blev så afhørt. Angående de Penge, han nu havde været i Be­siddelse af, forklarede han, at han havde tjent 2000 Kr. i Forsommeren 1888 på Kørsel og havde haft dem liggende hjemme. For en Del af de Penge havde han senere købt italienske Obligationer af en Udlænding, han traf på Udstillingen. Han havde ligget med dem, indtil han for 3 Uger siden var  rejst til, Hamburg for at sælge dem, da Kursen var højere der. Han solgte dem til en Vekselerer i Altona for ca. 2000 Mark. Hos en anden Vekselerer vekslede han de tyske Penge om og fik udbetalt ca. 1700 Kr. i danske Sedler.

 

Ved en derpå på hans Bopæl foretaget Husundersøgelse fandtes 530 Kr. i kontante Penge.

Schick blev derefter anholdt og Dagen efter arresteret, og to Opdagere blev sendt til Hamburg for at foretage Undersøgelser der.

 

I det første Forhør hos Straffedommer van Wylich forklarede han om sig selv, at han var født på et hollandsk Skib på Elben, han var opdraget i Hamburg og havde senere ført en meget eventyrlig Tilværelse, idet han havde ernæret sig rundt om i Verden på mange forskellige Måder, som Hånd­værker, Skuespiller, Dyretæmmer, Tolk, Fremmedfører m. m. I alt havde han, efter hvad han havde regnet ud, haft 26 forskellige Livsstillinger, indtil han

1862 kom her til Landet, hvor han siden 1864 havde ernæret sig i Køben­havn og på Frederiksberg som Vognmand og Værtshusholder.

Han fastholdt i øvrigt sin til Politiet afgivne Forklaring, men et Par Dage efter ændrede han den til, at det ikke var rigtigt med Obligationerne.

 

Når han var rejst til Hamburg var det for at veksle 4 500 Kr.-Sedler, som var Penge han havde tjent den foregående Sommer. Veksle dem her havde han ikke turdet, da han var bange for, at han så skulle blive ind­blandet i Mordsagen. Det var ham ikke muligt at opgive, hvem han havde fået de store Sedler af; det var af ham ubekendte Personer, sagde han.

 

Det blev ham meget skarpt foreholdt, at det var ganske usandsynligt, at han, der var en praktisk og snu Forretningsmand skulle ligge inde med de mange Penge, fra Sommeren 1888, samtidig med at han med Tab måtte gøre Udveje for at klare sin Gæld, og at det ikke kunne tænkes, at en Mand, der som han sad i så vanskelige Forhold ikke skulle vide, af hvem han havde tilbyttet sig 4 500Kr.-Sedler, så at han kunne give nøje Oplysninger derom, hvis han var kommet i Besiddelse af dem på lovlig Måde, men han fastholdt, at han ikke kunne give nogen Forklaring derpå.

 

Sønnen Adolf blev så også arresteret. Han blev foreholdt, at det nu ved Vidner under Edsansvar var godtgjort, at han Natten mellem den 13. og 14. Februar havde brugt mindst 100 Kr. til Svir og Drik.

 

Han kunne ikke modsige det, men han var ude af Stand til at sige, hvor han havde fået de Penge fra.

 

Det foreholdtes ham endvidere, at det var oplyst, at han havde passeret Gl. Kongevej på samme Tid, som Afdøde var kommet ad denne Gade i mod­sat Retning, og at Lygtetænderen godt kunne tænke sig, at det var ham, han havde set på Lampevejen i Samtale med den Mand, som han mente var Afdøde. Men han nægtede bestemt at have nogen Andel i Mordet.

 

Gamle Schick blev foreholdt, at det ved et Vidne nu var blevet godtgjort, at han var oppe i sin Beværtning Mordnatten Kl. 4 ½ , medens han selv og hans Familie hidtil havde påstået, at han først stod op ved 6 ½ -Ticlen. Han kunne hertil kun svare, at Vidnet måtte tage fejl.

 

Et andet Vidne, der var fremskaffet, forklarede, at han var ganske over­bevist om, at det var ham, han Mordnatten ved 4-Tiden havde mødt og talt med et Øjeblik på Lampevejen. Han havde bl.a. lagt Mærke til, at Manden, han talte med, havde et uldent broget Tørklæde bundet om Livet, noget Schick altid gik med.

 

Heller ikke dette Vidnes Forklaring rokkede Schicks Ro. Der var vel andre, der gik med Tørklæde bundet om Livet, sagde han. Han havde i hvert Fald ikke været derude på den Tid.

Det hele var så småt ved at ebbe ud, men så fik Politiet skaffet yder­ligere Oplysninger ved at gå tilbage til Schicks Fortid.

 

Det blev oplyst, at medens han i 1867 boede i Grønnegade, havde han en finsk Matros som Logerende. Danne døde en Dag pludselig uden fore­gående Sygdom efter Nydelsen af en Kop Kaffe.

 

Schick havde opgivet, at Matrosen ikke havde efterladt sig andet end nogle Gangklæder, og hans Begravelse blev da bekostet af det russiske Kon­sulat.

 

Det var ved nu foretagen Undersøgelse oplyst, at Matrosen to Dage før Sin Død havde fået udbetalt sin Hyre, 300 (eller mulig 600) Rd. og da han var en meget sparsommelig og nøjsom Mand, måtte det anses for udelukket, at han havde brugt Pengene i Løbet af de få Dage.

 

Den Mand, der nu gav Oplysningerne, forklarede, at han og flere andre allerede dengang havde fattet Mistanke, men de havde dog, da de intet ganske bestemt kunne anføre, ikke meddelt Politiet noget.

 

Endvidere fik man oplyst, at en engelsk Gravør Stevenson, der i en længere Årrække havde boet i Logis hos Schick, der nu var flyttet til Holbergs­gade, i Februar Måned 1884 var fundet hængt i sit Værelse. Da Døren var aflåset, og Nøglen sad indvendigt, var Politiet af den Opfattelse, at der fore­lå Selvmord, og foretog intet i Sagen. Schick opgav til Skifteretten, at den Afdøde intet havde efterladt sig.

 

Ved den nu foretagne Undersøgelse konstaterede s det, at Stevenson havde haft en Sparekassebog, på hvilken der ved hans Død inde stod 1084 Kr. Her­af var der samme Dag, han døde, hævet 70 Kr. og nogle få Dage efter Rest­beløbet 1014 Kr.

 

Stevenson havde kort før sin Død udtalt sig med, at han agtede at rejse til Italien og blive der et halvt År for at Søge Helbredelse for den Brystsyge, han led af. Og han havde sagt, at han havde Penge nok både til Rejsen og til Opholdet.

 

Schick blev så foreholdt disse Oplysninger. Med Hensyn til den finske Matros, vidste han ikke noget om, at denne havde fået Penge udbetalt, men der var da heller ingen, sagde han, der kunne sige noget, om han ikke muligvis havde sendt disse Penge hjem.

 

Hvad angik Stevenson måtte han indrømme, at han havde hævet Pen­gene på Sparekassebogen, men det var han berettiget til, og han kom så med en lang Forklaring om, at Stevenson havde haft et uægte Barn og var meget interesseret i at sørge for dette Barns Fremtid. Han havde derfor bedt Schick om i Tilfælde af sin Død at disponere over Pengene til Fordel for Barnet og at udbetale hele Beløbet på Barnets 18 Års Fødselsdag.

Schick skulle dog have Tilladelse til for nogle af Pengene at købe en Hest og en Droske til sin ældste Søn, Charles, mod at denne skulle tilbagebetale Be­løbet i Afdrag.

 

Det var uheldigt for ham, at Barnet, der for længst var fyldt 18 År, ikke havde fået nogen Penge og heller aldrig havde haft Anelse om, at der til­kom det noget, og Sønnen Charles havde aldrig fået nogen Hest og Vogn, og hverken han eller den øvrige Familie havde hørt noget om det.

 

Nogen yderligere Forklaring om, hvordan han havde brugt Pengene, ville han ikke give.

Yderligere havde man fået at vide, at en Tømrersvend engang, medens han sov sin Rus ud i Beværtningen på Gl. Kongevej, var blevet frastjålet sin Portemonnaie med 40 Kr., og at en ubekendt Svensker ved en anden Lej­lighed i Beværtningen var blevet plyndret for et ret anseligt Beløb.

 

Disse Forhold var dog kun så svage, at man ikke var forundret over, at Schick afviste Beskyldningerne som grebet ud af Luften.

 

Sønnen Adolf måtte efter lang Tids Nægtelse indrømme Rigtigheden af Oplysninger, der nu var fremskaffet om, at han en Nat havde udplyndret en Slagtermester for 200 Kr.

 

Slagteren havde først været i Beværtningen på Gl. Kongevej, derefter ovre i Schicks Privatlejlighed og så havde Adolf kørt ham til nogle Mor­genbeværtninger, hvor han til sidst var blevet fuldstændig bevidstløs af Drik. Da Adolf havde fået ham ind i Vognen igen, havde han taget hans Tegnebog fra ham.

 

Han påstod, at han havde soldet alle Pengene op selv og ikke bragt nogen hjem, og at den øvrige Familie ikke vidste noget om Tyveriet.

 

Efter forgæves gennem mange og lange Forhør at have forsøgt at få en Indrømmelse angående Mordet sluttede Straffedommeren Sagen.

 

I Dommen, der afsagdes d. 19. April 1890 udtales, efter at alle de forskel­lige Indicier er opregnet, at trods alt, hvad der således er fremkommet mod Arrestanterne, har de vedblivende under Forhørene benægtet at have myr­det og udplyndret Carl Sørensen eller at have været meddelagtige i eller at vide Besked om denne Forbrydelse, så at det ikke har været muligt at til­vejebringe tilstrækkeligt Bevis imod dem i så Henseende, ligesom der hel­ler ikke lige overfor deres Benægtelse har kunnet, trods alt hvad der taler mod dem, tilvejebringes Bevis for, at der foreligger nogen Forbrydelse med Hensyn til den finske Matros' Død.

 

Derimod må det anses for godtgjort, at Carl Schick har gjort sig skyldig i bedrageligt Forhold ved at fordølge og at tilvende sig i egen Interesse et større Pengebeløb, som Stevenson havde efterladt sig ved sin Død og ved at fremføre en opdigtet Fordring i Stevensons Dødsbo, og at Adolf Schick har gjort sig skyldig i Tyveri fra Slagtermesteren.

 

For disse Forhold vil de være at straffe, Carl Schick efter Straffelovens § 252 med Fængsel på Vand og Brød i 3X5 Dage, Adolf Schick efter Straffelovens § 230, 1. Stk. med samme Straf i 6X5 Dage.

 

Kort Tid efter at have afsonet Straffen rejste den gamle Schick til Ame­rika, hvor han døde nogle År efter.