Langelands-Sagen.

(1891-1902/05)

 

 

Med udgangspunkt i

S. Tage Jensens

Artikel.

 

 

ANDEN Pinsedag, den 25. Maj 1896, om Eftermiddagen hørte Husmand, Hans Christensen i Oure på Langeland, at Køerne stod og brølede i Stalden hos hans Naboer, de gamle Hjulmandsfolk Christian Mogensen og Hustru.

 

Han gik hen for at se, hvorfor de ikke var sat på Græs om Morgenen som sædvanlig, Døre og Vinduer var lukkede, men gennem en Rude opdagede han, at de Gamle lå i deres Senge svømmende i Blod.

 

Han tilkaldte straks Assistance, og der gik Bud efter Sognefogden og Læ­gen i Humble.

 

Der var ingen Tvivl om, at der forelå Mord, de Gamles Hoveder var knust.

 

Ved Daggry den næste Dag foretog Herredsfoged Krarup Undersøgelse på Gerningsstedet, men nogen Spor af Gerningsmændene fandt man ikke, der var nok nogle Fodspor i Marken uden for Huset, men da de Personer, der havde tilset Kreaturerne, havde færdedes der, mente man ikke, at der ved Undersøgelse af disse Spor kunne opnås noget.

 

Inde i Huggehuset opdagedes det, at der på en ret stor Trækølle var en Del Blod. Der var herefter næppe Tvivl om, at det var Mordvåbnet, man havde fundet.

 

Der var ingen Uorden i Stuerne, og det kunne ikke ses, at der var stjålet noget.

Politiassistent Jørgensen foretog en videre Undersøgelse og fik derved oplyst, at en Kone, Martha, Anden Pinsedags Morgen ved 4 ½ Tiden, da hun var på Vej fra sit Hjem, havde mødt en Mandsperson, som havde set så dyster ud, at hun var blevet helt ængstelig til Mode. Hun var sikker på, at det var en Mand, der gik under Navnet "Ruderkonge".

 

Hans Navn var Hans Rasmussen, han var 48 År, havde været ansat som Røgter på en af Gårdene i Nærheden indtil Fredagen før Pinse, da han var blevet jaget bort på Grund af Næsvished. Han boede i et lille Hus sammen med sin Hustru og flere Børn, deres økonomiske Forhold var yderst slette.

 

Jørgensen tog straks hen til hans Hus, men traf ham ikke, men noget efter kom han hjem. Han indvilligede i at gå med hen til Martha, der er­klærede, at hun var aldeles sikker på, at det var ham, hun havde mødt den Morgen.

 

Han nægtede at have været uden for sit Hjem hele den Nat, og dette bekræftede hans Hustru.

Han blev så anholdt.

 

I det derefter afholdte Forhør fastholdt han sin Benægtelse af at have været ude den Nat, og han anførte, at hans Stedsøn Rasmus Christensen og dennes Hustru, der havde besøgt dem Første Pinsedag og havde overnattet hos dem, kunne bevidne dette.

 

Nærmere udspurgt forklarede han bl.a., at ingen af dem havde haft Penge, det var med Nød og næppe, at de havde kunnet skrabe 30 Øre sam­men til en Flaske Brændevin.

 

Ved den videre Undersøgelse blev det forklaret, at Ruderkonges 15-årige Søn Alfred en af Pinsedagene havde hentet en Flaske Brændevin i Lindelse Kro og betalt med en 10 Kr. Seddel.

 

Dette benægtede han bestemt, og da han blev konfronteret med den Kone, der havde ekspederet ham, og hun gentog, at hun var sikker på, at det var ham, der havde været der, svarede Knægten kun, at det var den Onde raspe ham Løgn, hvad hun sagde.

Så blev han også anholdt.

 

Stedsønnen, Rasmus Christensen, der boede i Svendborg, kom selv til Stede i Retten for at afgive Forklaring.

 

Da han hævdede, at Stedfaderen ikke havde været uden for Huset den pågældende Nat, hvad han ellers absolut måtte have mærket, da han lå i den forreste Stue, blev også han sat under Anholdelse, og da han fastholdt denne Forklaring, blev han et Par Dage efter sammen med de to andre­ arresteret.

 

Herredsfoged Krarup anmodede nu Justitsministeriet om, at der måtte blive nedsat en Kommission, da han frygtede for, at hans øvrige Embeds­forretninger ikke tillod ham at ofre tilstrækkelig Tid på Undersøgelsen, og ved kongeligt Reskript af 6. Juni blev det overdraget Kriminalretsassessor Lütken at fortsætte Undersøgelsen.

 

Steins Laboratorium havde fået nogle Udklip af Ruderkonges Jakke sendt til Undersøgelse for Blod, men kunne ikke fastslå, om nogle Pletter på den var Blod eller ej, da Jakken havde været vasket for nylig.

 

Ruderkonges Hustru Maren fastholdt i Retten, at hendes Mand ikke havde været borte fra Huset Natten mellem Pinsedagene, og gjort bekendt med, at hendes 10 årige Datter havde forklaret, at hun havde fået Pålæg af Moderen til at sige, at de ikke havde haft nogen 10 Kr. Seddel i Huset i Pinsedagene, benægtede hun dette, idet hun sagde, at hun nok havde tænkt sig, at den forraspede Unge en Dag skulle gå hen og rive dem alle sammen i en Ulykke.

 

Hun måtte derefter gøre de andre Følge i Arresten.

Rasmus Christensens Hustru, der også påstod, at Ruderkonge ikke havde været ude om Natten, blev også arresteret, men blev dog løsladt kort efter.

 

I den følgende halvanden Måned var Arrestanterne stadig i Forhør.

De måtte detailleret forklare, hvorledes Natten mellem 1. og 2. Pinse­dag var forløbet, hvad Tid de var gået til Ro, hvornår de var vågnet og hvornår de var stået op.

Adskillige Uoverensstemmelser fremkom mellem deres Forklaringer, men det var ikke muligt at få nogen af dem til at ind­rømme at have set eller hørt Ruderkonge forlade Sovekammeret.

 

Alfred fastholdt ligeledes, at han ikke havde vekslet nogen Tikroneseddel, og Ruderkonge afviste harmfuldt Tanken om, at han skulle have haft noget med Mordet at gøre.

 

Den første Indrømmelse fra ham kom først i Midten af August, idet han efter først at have forklaret, at han var inde i den forreste Stue, da Kok­ken slog 4, uden at han dog erindrede, om han sad ned eller stod op, om han var afklædt eller havde sit Tøj på, eller overhovedet hvorfor han havde været derinde, så indrømmede, at han i det hele taget ikke havde nogen Erindring om den Nat, og således heller ikke vidste, om han havde været inde hele Natten eller om han havde været ude i nogen Tid.

 

Den næste Indrømmelse kom nogen Tid efter, da han forklarede, at han straks var stået op af Sengen igen, fordi hans Kone havde skældt ham ud, og han var så gået ud i Huggehuset, hvor han havde lagt sig, til at sove, og senere var han gået ud ad Vejen og havde lagt sig til at sove i en Grøft, men hvor længe han havde ligget der, og hvornår han var kom­met hjem, vidste han ikke, men det var imidlertid ikke rigtigt, at Martha havde mødt ham, hvor hun havde forklaret, for så langt borte havde han ikke været.

 

I et senere Forhør sagde han, at han var gået ud for at besøge en Køb­mand, som han ville bede om Kredit, og gjort bekendt med denne For­klarings Meningsløshed, da man Jo ikke opsøger Købmænd på den Tid af Døgnet, svarede han blot, at så vidste han ikke, hvad han skulle sige.

 

I de følgende Forhør vævede han frem og tilbage, uden at det var muligt at få en bestemt Forklaring af ham, men Mordet ville han ikke høre Tale om.

 

I Begyndelsen af September tog Dommeren ham med ud til Gerningsstedet.

Da de var kommet ind i Huggehuset, sagde Dommeren til ham: "Tag så Køllen, Hans," og han "vendte da straks med en hastig Drejning Hovedet hen imod det Hjørne af Huggehuset, hvor Køllen stod, men umiddelbart her­efter drejede han, ligesom han tog sig i det, Hovedet tilbage og spurgte om, hvad det var, Dommeren mente".

 

I den følgende Tid blev Forhørene fortsat daglig, adskillige Vidner blev afhørt, men det var kun lidt eller intet, de kunne oplyse, eller også var de tvære og tilbageholdende.

 

Et af dem, en Gårdskarl Carl Gustav Christensen, forklarede, at han havde besøgt Ruderkonge 1. Pinsedag om Eftermiddagen, men derefter havde de ikke set hinanden i flere Dage.

 

Rasmus Christensen erkendte, da han havde hørt Ruderkonges seneste Forklaring, at det kunne så godt være, at Stedfaderen alligevel havde været ude, men han havde ikke lagt Mærke dertil, han havde i det hele taget ikke den fjerneste Anelse om, hvad der var passeret den Nat, og han havde kun forklaret, som han havde gjort, for at fri Stedfaderen for enhver Mistanke.

 

Kort derefter blev han løsladt, medens Alfred, der stadig hævdede ikke at have vekslet 10 Kr. Sedlen, måtte blive i Arresten til hen i Oktober.

 

Tilbage var der da Ruderkonge og hans Hustru. Forhørene fortsattes, men det blev en March på Stedet:

Alle Dommerens Formaninger og Forehold af de indhentede Oplysninger prellede ganske af på disse to Arrestanters hårde og stejle Benægtelse. Ma­ren vedblev med sit, at Manden ikke havde været borte fra Hjemmet om Natten, og han endte med at sige, at han ikke vidste hverken ud eller ind.

 

Da det ikke var muligt at skaffe flere Oplysninger udefra, besluttede Dommeren at løslade dem begge den 29. Januar det følgende År, 1897, og den 5. Februar sluttede han Forhøret.

 

Over 5 År gik.

I Maj 1902 henvendte Kaptajn Hansen på Damperen "Thorseng", der gik i Fart mellem Rudkøbing og Svendborg, sig til Politiassistent Frederiksen i Rudkøbing og meddelte, at da han Pinselørdag 1896 havde Soldater på orlov med på en Tur fra Nyborg til Rudkøbing, var der en af dem, der ikke havde Penge nok til sin Billet.

 

2. Pinsedag sejlede han tilbage, og han så da Soldaten stå helt for sig selv ude i Forstavnen og se så underligt fortabt ud. Da han billetterede ham, så han, at han havde en 10 Kr.-Seddel i sin Portemonnæ.

 

Ved at læse om Mordet slog den Tanke ham, om det mon ikke skulle være Soldaten, der var Gerningsmanden, men da han ikke havde noget som helst yderligere til Bestyrkelse af den Tanke, meddelte han sig ikke til nogen, men holdt dog, så godt han kunne, øje med ham de følgende År, da han havde set, at han havde fået Beskæftigelse i Svendborg.

 

For kort Tid siden så han ham igen om Bord, og han bad da Maskin­mesteren om at give sig i Snak med ham.

 

Maskinmesteren indledede Samtalen med  at sige, at nu var det længe siden, han havde været Soldat, for det var jo i 96, det År, Mordet i Oure blev begået, hvortil den anden, idet han slog øjnene ned, svarede: "Ja, men jeg var kun i Lindelse."

 

I Samtalens Løb fortalte han, at hans Navn var Christian, almindelig­vis kaldet Kullerup, og at han var fra Humble, men nu boede i Stenløse ved Odense.

 

Politiassistent Frederiksen, en energisk og dygtig Politimand, der kendte så godt som enhver på hele Øen, tog straks ud til Kullerups Søster Caro­line, der tjente på "Vestergård".

 

Hun forklarede, at Broderen 1. Pinsedag 1896 havde været i Besøg hos hende, der dengang tjente på "Lindegården", han var taget bort om Afte­nen, og hvor han havde overnattet, viste hun ikke.

 

Et andet Vidne forklarede, at hun engang havde hørt Kullerup græde og sige til sin Moder Mette, at han ikke kunne bære, hvad han havde gjort.

 

Da det var oplyst, at Kullerup en Tid havde tjent på en Gård ved Ebeltoft, blev Proprietæren udspurgt, og han forklarede, at han engang havde hørt Kullerups Moder, der var på Besøg, sige til Sønnen, at nu skulle han snart ikke få Lov til at gå fri længer, for hun ville fortælle, at han havde været Ruderkonge behjælpelig med Mordet på Langeland. Da hun den Dag var ikke så lidt beruset, havde han ikke tillagt hendes Udtalelse nogen Betydning.

 

Christian Kullerup blev nu efter Herredsfoged d'Auchamps Ordre anholdt.

Han påstod, at Moderens Beskyldning, der var fremkommet i Fuldskab, savnede ethvert Grundlag, det var rigtigt nok, at han havde sagt, at han ikke kunne bære, hvad han havde gjort, men dermed havde han hentydet til, at han var blevet straffet for et Tyveri.

 

Han nægtede at have været i Besiddelse af nogen 10 Kr. Seddel, da han rejste tilbage med Damperen.

Han blev derefter arresteret.

 

Hans Moder Mette, der af ham var blevet beskyldt for en Sædelig­hedsforbrydelse, nægtede frækt alt og blev ligeledes belagt med Arrest.

 

Hans Hustru, Petrosine, der var mistænkt for at have været delagtig i en Voldshandling, som han engang efter Moderens Angivelse skulle have for­øvet mod hende, hvorved de, efter hvad hun påstod, ville dræbe hende, blev ligeledes arresteret.

 

Hun forklarede bl.a. at Manden ofte havde været meget nedtrykt, to Gange havde han forsøgt at hænge sig, den ene Gang havde hun og Moderen skåret ham ned, den anden Gang havde hun gjort det alene, og hun havde måttet give ham en ordentlig Dragt Prygl for at få Liv i ham.

 

I et Forhør den 3. September fremkom Kullerup med sin første Tilståelse om Mordet. Den gik ud på Ja, at han havde talt med Ruderkonge Pinsedags Aften uden for Lindelse Kro. Ruderkonge havde senere på Aftenen opsøgt ham på "Lindegården" og spurgt ham, om han trængte til Penge, for så ville han låne ham nogle, hvis han ville gå med hen til nogle gamle Folk, som han havde nogle til gode hos.

Han havde indvilliget deri, og de var så gået hen til et lille Hus, hvor der stod to Personer udenfor.

Ruderkonge var gået alene ind gennem en Lem, medens han selv stod udenfor i Går­den. Herfra havde han set Ruderkonge tage en Kølle, og lidt efter havde han hørt, at "det gav nogle Dunk derinde" og havde hørt nogle Skrig. Ruderkonge var så kommet ud med Blod på Jakken og havde givet ham en 10 Kr. Seddel. De var så alle fire fulgtes derfra, hvem de to andre var, vidste han ikke, og han var så gået tilbage til "Lindegården", hvor han havde overnattet i Karlekammeret.

 

Senere havde han ikke rigtig været Menneske, og det var da også Sam­vittighedskvaler, der drev ham ind i Frelsens Hær, hvorfra han dog hurtigt måtte trække sig tilbage, da Ruderkonge havde sørget for at drikke ham fuld nogle Gange.

Petrosine blev derefter løsladt.

 

Ruderkonge blev så omgående hentet, og i det første Forhør, hvor han nægtede ethvert Kendskab til Mordet, blev han arresteret.

 

I et følgende Forhør erkendte Kullerup, at han havde været med inde i Bryggerset, men påstod, at det ikke var ham, der havde dræbt de Gamle.

 

Dagen efter tilstod han, at han havde været med inde i Soveværelset, hvor Ruderkonge havde rakt ham Køllen og sagt til ham, at han skulle bedøve Manden. Han havde slået den gamle Mand i Hovedet og havde rakt Køllen til Ruderkonge, der havde dræbt Konen.

 

De havde så søgt efter Penge, men han havde ingen fundet, men han havde på Vejen derfra fået 30 Kr. af Ruderkonge, der havde sagt, at han havde fundet en 100 Kr. Seddel, men den kunne han ikke få noget af, da de ikke kunne få den vekslet.

 

Hvem de to andre var, der havde holdt Vagt, påstod han fremdeles, at han ikke vidste; om der overhovedet havde været mere end een, var han ikke sikker på.

 

Et Par Dage efter tilstod han, at det også var ham, der havde dræbt Konen, men det var også sket efter Ruderkonges udtrykkelige Forlangende, og han hævdede fremdeles, at han ikke havde anet noget om, at der skulle begås Drab, han havde troet, det kun drejede sig om et Tyveri.

 

Det var nok rigtigt, som et Vidne havde forklaret, at han havde vasket sin Uniformsfrakke, da der var kommet nogle Blodstænk på den, men han havde haft Ruderkonges Jakke over den, da han forøvede Drabene.

 

Ruderkonge erklærede simpelthen Forklaringen for Løgn fra Ende til anden.

 

Hans Hustru Maren fastholdt stadig, at han ikke havde været ude den pågældende Nat, og at hun blev hensat i Arresten havde ingen Indvirkning på hende.

 

Tjenestekarl Carl Gustav Christensen med Tilnavnet Fynboen, hvis Navn også havde været fremme ved Sagens første Behandling, blev afhørt i An­ledning af, at han skulle have sagt, at Ruderkonge havde opfordret ham til at gå med et Ærinde Pinsedags Aften, men at der havde været noget indeni ham, der havde sagt, at det skulle han lade være med.

 

En sådan ytring, påstod han, var han aldrig kommet med, og han havde da heller ikke fået nogen Opfordring i så Henseende, tværtimod havde Rasmus fortalt ham, at Ruderkonge havde bedt ham gå med sig, men det ville han ikke, men havde foreslået, at han jo kunne tage Fynboen med, men hertil havde Ruderkonge sagt, at "det Får vil jeg Kræft æde mig ikke have med."

 

I Midten af Oktober havde Ruderkonge efter egen Begæring fået Til­ladelse til at tale med Sønnen Alfred i Arresten.

 

Dagen efter meddelte han Dommeren, at Alfred havde indrømmet over­for ham, at han havde vekslet en 10 Kr. Seddel, da han købte Brændevin. Sedlen havde Fynboen givet ham.

 

Han var nu kommet i Tanker om, at det muligvis var Carl Gustav, der havde begået Mordet, og han bad Dommeren rette Undersøgelsen mod ham.

 

Alfred nægtede pure, at det var rigtigt, at han havde vekslet 10 Kr. Sed­len, han havde ikke fået nogen af Carl Gustav.

 

Carl Gustav blev så arresteret, han nægtede ethvert Kendskab til Mor­det og nægtede også at have givet Alfred nogen Pengeseddel til Veksling.

 

Efter at Kullerup derefter havde forklaret, at Carl Gustav havde været med inde på Mordstedet, men at det først var, efter at de Gamle var dræbt, ændrede han sin Forklaring derhen, at da han havde slået Manden ihjel og ført det første Slag mod Konen, havde han rakt Køllen til Carl Gustav, der så havde slået hende flere Slag.

 

Kullerups Søster Caroline og Røgteren på "Lindegården" Mads Chri­stiansen, der måtte indrømme, at deres tidligere Forklaringer om, at Kulle­rup Pinsedags Aften havde været så fuld, at de havde måttet lægge ham i Seng, var urigtig og i Forvejen aftalt, blev nu arresterede.

 

Caroline indrømmede, at hun Pinsedags Aften efter Opfordring af Mads var fulgtes med ham og Broderen hen i Nærheden af de Myrdedes Hus, hvor hun var klar over, at de ville begå Tyveri. På Vejen var en Mand, som hun fik at vide var Ruderkonge, straks efter stødt til dem. Hun var imidler­tid blevet betænkelig ved at gå med og var vendt om.

 

Mads kunne ikke bestride denne Forklarings Rigtighed, men påstod, at han ikke havde været med inde i Mordværelset, han havde holdt Vagt uden­for, og da han syntes, der kom nogen, var han løbet sin Vej.

 

Kullerup påstod hertil, at Mads havde været inde i Forstuen, for han havde selv lukket ham ind. Dette måtte Mads så indrømme, og han måtte også erkende, at Kullerup havde givet ham 3 eller 4 Kr. for at han skulle tie stille.

 

I den følgende Tid arbejdede Dommeren energisk med Carl Gustav, men uden at opnå nogen Tilståelse fra ham.

 

Han ville nok indrømme, at han havde været med de andre, men han påstod, at han ikke

havde slået nogen af de Gamle. Først sagde han, at han kun havde været i Bryggerset, og derefter måtte han indrømme, at han også havde været inde i Sovekammeret, men herud over var det ikke muligt at få ham til nogen Indrømmelse, uagtet Kullerup gentog sin For­klaring i hans Overværelse, og et Vidne, Peter Jeppesen, kaldet "Peter søde Lars", forklarede, dog først efter at have været arresteret nogle Dage, at han havde indrømmet, at det var ham og Kullerup, der havde slået de Gamle ihjel, men at Kullerup havde slået mest, og Mads yderligere gentog sin Forklaring om, at han, da de alle fire gik fra Gerningsstedet hørte Carl Gustav sige til Kullerup: "Hvor kunne du slå?", hvortil Kullerup svarede:

"Jo, for du havde slået først."

 

I et Forhør, som Dommeren afholdt på Gerningsstedet i Slutningen af Februar Måned, gentog Kullerup og Mads deres Tilståelser og påviste de forskellige Steder, hvor de havde stået. Carl Gustav tilbagekaldte sine tidligere Indrømmelser, idet han påstod, at han overhovedet aldrig havde været i det Hus før, og denne Forklaring holdt han derefter aldeles bestemt fast på.

 

Ruderkonge, der var gjort bekendt med de andres Forklaringer om, at han havde været med, og at det var ham, der havde fattet Planen, nægtede til det sidste at have nogen som helst Andel i Forbrydelsen.

 

Den 4. Marts sluttede Dommeren Forhøret.

Som Meddomsmænd valgte han fire Sognefogder.

Ved Dommen, der blev afsagt den 17. Juni 1903, blev Kullerup idømt Tugthusarbejde i 12 År, Carl Gustav samme Straf i 8 År, Ruderkonge og Mads Forbedringshusarbejde i henholdsvis 6 og 2 År.

 

Efter at Sagen var appelleret til Landsoverretten, blev der på denne Rets Foranledning afholdt et Reassumptionsforhør, hvor der dog ikke fremkom noget nyt.

 

Herredsfoged d'Auchamp sluttede dette Forhør med en Bemærkning om, at han selv ikke nærede nogen Tvivl om, at der mellem Carl Gustav, Ruder­konge og Kullerup har været truffet langt videregående Aftaler end af Kul­lerup tilstået, hvilket også stemte med, at Kullerup stadig havde søgt at skjule alt, som kunne tyde på, at Forbrydelsen havde været overlagt.

 

Overrettens Dom af 12. April 1904 blev en Stadfæstelse af Underretsdom­men, dog at Straffene blev betydeligt forhøjede, idet Kullerup blev idømt Tugthusarbejde på Livstid og Ruderkonge og Carl Gustav samme Straf i 16 År.

 

Før Højesteret var Højesteretssagfører Dietrichson beskikket som Aktor, Højesteretssagfører P. G. C. Jensen som Defensor for Kullerup og Mads Chri­stensen og Højesteretssagførerne Winther og Høgsbro for henholdsvis Ru­derkonge og Carl Gustav.

 

På Højesteretssagfører Høgsbros Foranledning blev der i Slutningen af Året optaget et nyt Forhør af Herredsfoged d'Auchamp og forskellige, ret betydningsløse Oplysninger måtte samles rundt om i forskellige Juris­diktioner.

 

Sagen kom derfor først for den 11. April 1905. Den varede 6 Dage – den trykte Ekstrakt var på over 500 Sider.

 

Højesteretssagfører Bagge mødte i Stedet for Højesteretssagfører Høgsbro, der i Januar Måned var blevet udnævnt til Trafikminister.

 

Ved Dommen blev Straffen også for Ruderkonges og Carl Gustavs Ved­kommende sat til Tugthusarbejde på Livstid.

 

Ved kongelig Resolution blev de tre Domfældte i December 1915 fritaget for den resterende Del, af Straffen mod 5 Års straffri Vandel.