Mehren.

(1922)

 

  

Med udgangspunkt i

S. Tage Jensens

Artikel.

  

BARBER Mehren's Hustru kom d. 23. Maj 1922 ved 8 ½ Tiden ned i Ha­ven til det fælles Morgenbord. Hendes Mand og to Svigerinder sad der allerede.

 

I Hånden havde hun et Glas med Karlsbadersalt, som hun da hun havde sat sig ned, drak ud. Hun gjorde en Bemærkning om, at det smagte væm­meligt, det var besk som Galde, og efter Opfordring af en af Svigerinderne drak hun et Glas Mælk for at tage den ækle Smag.

 

Så skænkede hun sin Kaffe og drak den og spiste et Par Stykker Smør­rebrød til. Kort efter følte hun nogle heftige Smerter i Maven, og da hun var blevet bragt ind i Huset, fik hun nogle voldsomme Krampeanfald.

En Læge blev tilkaldt og pumpede hende øjeblikkelig ud.

 

Hun kom da bl.a. med den Bemærkning, at "jeg så nok, det skummede så underligt, bare jeg ikke havde taget det", og da en af Svigerinderne sag­de, hvad det dog var, hun havde gjort, svarede hun: ”Ved Gud i Himlen," det er ikke mig, der har gjort det."

Efter en Times Forløb døde hun under heftige Pinsler.

 

Politiet blev tilkaldt og satte en Undersøgelse i Gang.

Såvel i det udpumpede Maveindhold som i Æsken med Karlsbadersalt blev der fundet Stryknin.

Saltet var om Søndagen købt på Apoteket i Lyngby af Familiens Pige, og Fru Mehren havde den Morgen taget en Teskefuld deraf.

Æsken havde derefter stået på Servanten i Ægteparrets soveværelse, hvor også de to små Børn lå.

Om hun havde taget deraf om Mandagen kunne ikke oplyses.

Pigen forklarede, at Børnene om Mandagen havde bedt hende, om de måtte se i den, og hun havde da vist dem den og da lagt Mærke til, at der var en Fordybning i Saltet efter den første Skefuld.

 

Om Morgenen havde Fru Mehren, lige før hun gik ned, i Pigens Påsyn taget en Teskefuld af

Æsken og kommet den i en ren Kop, som Pigen der­efter hældte varmt Vand i.

 

Pigen havde lagt Mærke til, at der steg nogle fine sølvglinsende Nåle til vejrs, som bredte sig på Overfladen af Vandet, og hun gjorde Fru Mehren opmærksom derpå, men Fruen sagde, at det nok var, som det skulle være.

 

Da Mehren og Svigerinderne ikke kunne tænke sig andet end, at der fore­lå en Fejltagelse fra Apotekets Side, blev Undersøgelsen rettet derhen.

 

Hele Beholdningen af Karlsbadersalt blev beslaglagt, og Publikum blev anmodet om at aflevere det, de måtte have købt i den sidste Tid.

 

Ved den foretagne kemiske Undersøgelse fandtes der ikke Stryknin i no­get af det, og der fremkom ikke noget som helst Holdepunkt for, at der havde været Stryknin i Æsken, da den blev udleveret, og på Apoteket var Stryknin og Karlsbadersalt ikke anbragt i Nærheden af hinanden.

 

Farmakologisk Institut havde imidlertid foretaget en Undersøgelse. Det viste sig, at. Strykninen i Æsken fandtes blandet jævnt gennem hele Indhol­det og ansloges til at være 20 etg. (dødelig Dosis 5 etg.). I Liget og det ud­pumpede Maveindhold fandtes en Mængde, der ansloges til 50. - 100 etg.

Heraf fremgik det, at den Stryknin, Afdøde havde indtaget, havde ligget samlet omtrent på Overfladen.

 

Der blev så foretaget forsøg med at transportere en Æske, hvis Indhold svarede dertil, fra Lyngby til Instituttet under samme Forhold, nemlig på Motorcykle, som det første Gang var sket; og det viste sig da, at en enkelt Klump Stryknin undervejs havde fordelt sig jævnt i hele Æskens Indhold.

 

Mehren afviste Tanken om, at Hustruen skulle have begået Selvmord, og han nægtede at have været i Besiddelse af Stryknin.

Da man imidlertid mente at have begrundet Mistanke mod ham, blev han anholdt og fængslet. Det var d. 2. Juni.

 

Dagen efter gav han en lang skriftlig Fremstilling til Politimesteren. Han fortalte heri om sit Ægteskab, at han stadig havde været meget for­elsket i sin Hustru, men hun havde ikke brudt sig om ham. Under en Rejse, de foretog sammen i Tyskland den foregående Sommer, havde han tænkt på at tage sig af Dage og havde henvendt sig på et Apotek for at købe noget Cyankalium, som han havde sagt, at skulle bruge til at dræbe en syg Hund med. Han kunne imidlertid ikke få det udleveret uden Polititilla­delse, men fik et lille brunt Glas, hvis Indhold han ikke vidste, hvad var. Han lukkede det ikke op.

 

I Hamburg havde Hustruen fundet Glasset i hans Kuffert og taget det fra ham, og ombord på Færgen fra Warnemünde havde hun kastet det i Vandet.

 

Han mente, hun måtte have gemt noget af Giften og taget sig af Dage, fordi hun var utilfreds med sin Tilværelse.

 

Han sluttede Beretningen med, at han nu samme Nat ville tage Livet af sig.

Hen ad Morgenstunden gjorde han et ganske ufarligt Forsøg på at hænge sig. Han blev straks fundet, og der var ikke sket ham det ringeste.

 

Nogen Tid efter erklærede han i Retten, at han hele Tiden havde vidst, at Hustruen havde begået Selvmord. Et Par Timer efter, at hun var død, havde han nemlig i sit Cigaretetui fundet et Brev fra hende, hvori hun skrev, at hun havde taget den Gift, han havde købt i Tyskland. Grunden dertil var, at hun ikke havde været en god Ægtefælle for ham.

 

Brevet havde han under den første Afhøring, han blev underkastet, smuldret med Fingrene i Lommen og derefter kastet Stumperne fra sig i Arresten.

 

Der blev så gjort Forsøg med at smuldre et Brev således som han sag­de, han havde gjort, og han selv fik Lejlighed til at vise, hvorledes han havde båret sig ad. Det viste sig, at det kun var ganske ufuldstændigt, at man kunne smuldre et Brev, og at det ikke kunne gøres, uden at det efter al Sandsynlighed ville blive bemærket under en Afhøring, og at Stumperne af det (Mehren havde nu revet sit i 58 Stk.) utvivlsomt ville være blevet set i Arrestgangen.

 

Senere tilstod han, at han engang to År forinden havde forsøgt at dræbe Hustruen med Gas. Det var gået således til, at han en Nat havde ligget vågen på Grund af økonomiske Bekymringer. Hustruen var så også våg­net, og han havde så bedt hende om at lave en Kop Te. Ude i Køkkenet var hun døset hen og havde siddet og halvsovet på en Stol. Han havde så åbnet for Gashanen, men påstod han, sat sig selv ved Siden af hende, da han også ønskede at dø.

 

En Kriminalbetjent var sendt til Tyskland og kom hjem med den Op­lysning, at Mehren på et Apotek i Düsseldorf havde fået udleveret noget Stryknin under Foregivende af at skulle bruge det til at dræbe sin syge Hund med.

 

Da Sagen kom for Nævningetinget førte Statsadvokat Moltke den for An­klagemyndigheden.

Statsadvokaten anførte, at hele Billedet af, hvad der var gået for sig umiddelbart før Fru Mehrens Død, så lidt som noget passede på Selvmord.

 

Hvorfor skulle hun med Giftbægeret i Hånden gå ud i Haven til det fælles Kaffebord, skænke Sin Kaffe og smøre sit Smørrebrød og så tømme Giften i Overværelse af 3 Mennesker? Det var jo ikke almindeligt, således som Farmakologen Professor Bock også havde udtalt som Vidne, at Folk valgte at begå Selvmord, når andre var til Stede. En sådan fortvivlet Handling foretages i Enrum.

 

Og ville hun begå Selvmord, var det dog sand­synligt, at hun havde valgt en mindre smertefuld Metode. At det skulle være, et fingeret Selvmord, der fik et ganske andet Udfald end tilsigtet, derimod talte Brevet, som Mehren påstod, at hun havde efterladt til ham. Men hvorledes var det med det Brev? Der var den allerstørste Grund til at tro, at det aldrig havde eksisteret, og var det Tilfældet, så faldt Mehrens Støtte for Selvmordsteorien til Jorden.

 

Det var rigtigt, at Mehren troligt havde fundet sig i Hustruens til Tider mutte og gnavne Væsen og hendes hånende Opførsel overfor ham, men når det fra Forsvarets Side som det vigtigste blev hævdet, at Mehren ikke havde noget Motiv til at ville skille sig af med hende, så var der at svare, at man kan slå en Hund så længe, at den bider fra sig.

 

Efter en lang Votering kendte Nævningerne Mehren skyldig i med Over­læg at have forsøgt at dræbe Hustruen med Gas og i med Overlæg at have dræbt hende med Stryknin.

 

Straffen var Livsstraf.

Ved kgl. Resolution ændredes den til Tugthusarbejde på Livstid.

 

I 1926 begærede han Sagen genoptaget, da han stadig hævdede at være uskyldig dømt. Hans Andragende blev afslået.

 

I 1936 blev han benådet for den resterende Del af Straffetiden. Han rejste til Tyskland, hvor han døde to År efter.