Mordet i Kompedal Plantage.

(1932)

 

 

Med udgangspunkt i

S. Tage Jensens

Artikel

  

SAGEN angående Mordet i Kompedal Plantage har sin væsentligste, Interesse ved de to Erklæringer, den ene fra Obducenterne, den anden fra Hærens tekniske Korps, der med afgørende Sikkerhed modbeviste den Tiltaltes Påstand om, at der forelå Vådeskud.

 

Da Landpost Willumsen ikke var kommet hjem fra sin Tur, om Aftenen den 6. December 1932, blev man urolig og foretog en Eftersøgning af ham.

 

Den næste Dag fandtes han som Lig gemt bag nogle Graner ved Vejen, der førte igennem Kompedal Plantage. Han var dræbt af Bøsseskud og meget ilde tilredt.

 

Store Blodspor og et Stykke af Kraniet fandtes i en Grøft ved Vejen og viste, at det var Stedet, hvor han var dræbt, og Dele af Hjernemassen og af Kraniet, der blev fundet i Lyngen, angav, at han var slæbt derfra hen til Stedet, hvor han blev fundet.

 

Hans Cykle lå ved Siden af ham, og hans Kasket hang i en Gren, gennemhullet af Hagl,

Hans Pung med Penge var borte og hans Tegnebog, som han altid bar i en indvendig Vestelomme, lå åbnet og tømt.

 

Der fandtes et tomt Patronhylster ca. 6 Meter fra Liget.

 

Mistanken samlede sig meget hurtigt om en tidligere straffet arbejdsløs Gårdskarl, Valdemar Jensen, som havde været på Egnen i de seneste Dage; men var forsvundet derfra netop den 6. om Aftenen.

 

Han blev efterlyst, og den, 11. blev han anholdt her i København. Efter i nogen Tid at have nægtet at kende noget til Drabet, tilstod han overfor Politimesteren, at det var ham, der havde affyret det dræbende Skud, men det var, påstod han, et Vådeskud.

 

Han forklarede, at han havde været på Krybskytteri i Plantagen, og da han så Postbudet komme, cyklende imod sig, ville han gemme sig inde i Tykningen, men så snublede han, og Bøssen gik af, og Skuddet ramte Postbudet. Der var således kun afskudt eet Skud.

 

På Forehold af, at dette ikke kunne være rigtigt, indrømmede han, at da han havde set, at Postbudet var helt Skamskudt, affyrede han endnu et Skud på ganske kort Hold, for som han sagde, at gøre det af med ham, så at han ikke skulle ligge og pines.

 

Geværet, han havde benyttet, havde han Natten før stjålet ved Ind­brud på en Gård. Efter Gerningen havde han kastet det i et Mosehul i Plantagen, hvor det blev fundet.

 

Han blev ført til Påvisning og demonstrerede, hvorledes det var gået for sig.

 

Efter en i Forbindelse med den almindelige Obduktion nøjere foretagen Undersøgelse af Kraniet, der var sprængt i 23 Stykker, afgav Lægerne en Erklæring, hvorefter der kunne udsondres 3 Grupper Skudlæsioner, der var klart adskilt fra hinanden, og som viste, at der var affyret 3 Skud mod Afdøde.

 

Et Skud var omtrent vinkelret mod Ansigtet, navnlig Panden, men havde også ramt Halsen og Brystets Forflade.

 

Et Skud havde ramt højre Isseregion og havde medført en Sprængning af den ydre Knogleskal. I Forbindelse med dette Skud måtte sættes en Række Skudhuller bl.a. gennem højre Øre, som viste, at Skuddet var af­fyret på langs af Kroppens Længderetning, altså rattet ovenfra mod Issen.

 

Et tredje Skud havde ramt den bageste Del af venstre Isseregion og havde her frembragt en cirkelrund Åbning til Kraniehulen med påføl­gende fuldstændig. Sprængning af Kranie og Hjerne. Dette Skud udviste Varmepåvirkning af Hårene og måtte således være affyret på meget nært Hold.

 

Forinden denne Beretning forelå, havde Hærens tekniske Korps afgivet en Erklæring, hvori der ligeledes udtaltes, at der var affyret 3 Skud, idet kun denne Forklaring gjorde de forskellige læsioner forståelige.

 

Foruden det Skud, der var tilføjet forfra, og det der var affyret på nært Hold, måtte der være et tredje Skud, der var affyret i Legemets Længderetning.

 

Herfor talte Sårkanalerne gennem højre Øre, samt at der på Afdødes Uniformsfrakke på Rygsiden fandtes en Række Skudhuller, 12 i alt, der viste tydelige Indgangs- og Udgangsåbninger i Legemets Længderetning.

 

Med Hensyn til enkelte af dem kunne det påvises, at de uden at berøre Legemet havde passeret en Fold, der erfaringsmæssigt dannes tværs over Nakken på en Uniform, når Bæreren af den fra liggende Stilling søger at rejse Overkroppen i Vejret ved at støtte sig på Armene. Til disse Skudhuller svarede yderligere en Del Huller i Huens Puld, også gående i Legemets Længderetning.

Dette Skud måtte derfor antages at være affyret, idet Afdøde efter at være bragt til Fald ved et Skud forfra forsøgte at rejse sig op på Armene. Skuddet var da affyret ned over Hovedet på ham, således at det ramte Issen, Skuldrene og Ryggen.

 

Angående Skuddenes Følgerække var det givet, at Nærskuddet måtte være affyret sidst, idet Afdødes Hue ikke bar Mærker af et sådant Skud, der ville have medført et stort Hul i den.

 

Angående Spørgsmålet om Vådeskud kunne yderligere oplyses, at Geværet og dets Låsedele var i god og fuldt ud sikker Tilstand. Hanerne måtte, efter den Forklaring, Sigtede gav, have været dækket af en Hånd, så at Grene ikke kunne være kommet imellem og have trukket Skuddet af. Ikke heller var der nogen Sandsynlighed for, at en Knap eller lignende på hans Frakke var Årsagen.

 

Afgørende var det, at et Skud affyret på den Afstand, Sigtede foregav, i Følge Skydeforsøg og anerkendte Beregninger mellem Skydedistance og Haglspredning ikke kunne have medført de Læsioner, der forefandtes. Spredning på Ansigt og Bryst svarede ganske klart til en Skydeafstand omtrent dobbelt så stor som den Afstand, ca. 4,7 m, mellem det Sted, hvor Sigtede påstod at være snublet og det Sted, hvor Afdøde efter Blod­sporene måtte være styrtet om. Dertil kom, at et sådant Skud ville have medført Skudkanaler fra neden opad, idet Geværet da havde været helt nede ved Jorden, men sådanne fandtes ikke på Liget, men kun Skud­kanaler, der gik på tværs af Kroppen eller snarere fra oven nedad.

 

Under de Omstændigheder anså Korpset det for udelukket, at det før­ste Skud, der havde ramt Postbudet, kunne være affyret som Vådeskud, hvorimod alt tydede på, at dette Skud såvel som det følgende var affyret som sigtet Skud på en 7-9 Meters Afstand, medens det tredje var af­skudt på ganske kort Afstand formentlig indenfor 2 Meter.

Dette stemte også med den på Stedet forefundne afskudte Patron.

 

Da Valdemar Jensen var gjort bekendt med denne Erklæring, erkendte han, at der var affyret 3 Skud, men han hævdede, at de to var Vådeskud.

Denne ganske usandsynlige Forklaring forandrede han på flere Gange.

 

Han blev endvidere sigtet for at være Gerningsmanden til et Overfald på en ældre Kone, der boede alene i et lille Hus ved Landevejen mellem Ringsted og Sorø.

 

Den 28. November, 8 Dage før Mordet, ved 10 Tiden om Aftenen ind­fandt en Mandsperson sig ved hendes Hus, affyrede igennem en af Ruderne to Skud, hvoraf det ene ramte hende i Hovedet, forsøgte så at bryde Døren op, og da det ikke straks lykkedes, da hun stod indenfor den og holdt på den, affyrede han endnu et Skud gennem den og ramte hende i Armen og med et Strejfskud i Hovedet. Da hun råbte om Hjælp, forsvandt han.

 

Om Valdemar Jensen var det oplyst, at han netop i de Dage havde passeret igennem Sjælland, og hans Opgivelser om, hvor han havde været, havde vist sig at være urigtige.

 

Den Overfaldne, der havde fået et Glimt af Gerningsmanden gennem Vinduet, "mente bestemt", at det var Jensen, men hendes Genkendelse vir­kede dog ikke overbevisende. Han nægtede sig bestemt skyldig.

Derimod tilstod han forskellige Tyverier.

 

Retslægerådet udtalte om ham, at han "er ikke sindssyg eller i højere Grad" åndssvag, men et i moralsk Henseende meget defekt Individ, udtalt asocial, respektiv antisocial, og psykisk degenereret samt farlig for Rets­sikkerheden".

 

Kredslægen udtalte, om ham, at man ikke helt kunne, afvise Mulig­heden af, at en Hjernerystelse, han havde pådraget sig i 1924, havde haft en uheldig Indvirkning på hans Karakter.

 

Ved Vestre Landsret blev han fundet skyldig i Manddrab samt i Tyveri. Derimod blev han frifundet for så vidt angik Overfaldet.

Straffen blev fastsat til Tugthusarbejde på Livstid.

I 1939 blev Domfældte overflyttet til Psykopatforvaringsanstalten Her­stedvester.