Mozart Lindberg.

(1903-1921-1938)

  

 

Med udgangspunkt i

S. Tage Jensens

Artikel

  

MOZART LINDBERG er uden Tvivl en af de allerfarligste Forbrydere, vi har haft herhjemme, og der er sikkert ikke nogen Grund til at tvivle om Rigtigheden af den Udtalelse i en Lægeerklæring, der i 1921 blev afgivet om ham, at hvis han ikke uskadeliggjordes ved livsvarig Indespær­ring, vil han stadig være en uhyggelig Trussel mod Samfundet.

 

Han var født i 1881 her i Byen i et ret velstillet Hjem. Han var i Skolen jævnt flittig og altid mellem De dygtigste i Klassen, Han var en ivrig Læser af de Moulins Revue med dens bloddryppende og spændende Dramaet, Som ganske ung kom han ud at sejle, og forøvede der sin før te For­brydelse, Tyveri af nogle Penge ombord.

 

17 År gammel begik han et Bedrageri, der kostede ham 20 Slag Rotting, Så rejste ham til London, hvor han havde Ansættelse som Tjener på nogle af de fineste Hoteller.

 

Så kom han hjem for at besøge Familien, men da han ikke kunne finde noget Arbejde her, ville han igen bort, men da han ingen Midler havde til Rejsen, begik han nogle Indbrud for at skaffe sig de fornødne Penge.

Han blev imidlertid anholdt og blev idømt 3 Års Forbedringshusarbejde. Han blev løsladt den 2. September 1903.

 

Samme Nat blev nogle af Gæsterne på Hotel "Kongen af Danmark" København vækket ved høje Råb om Hjælp.

I et Værelse på 1. Sal fandt de Natportieren liggende blødende af nogle store Sår i Hovedet. Han blev straks bragt til Hospitalet, og Politiet blev tilkaldt.

 

Inden en Time var der ingen Tvivl om, hvem der havde foretaget Over­faldet. Forskellige efterladte Ting i Værelset godtgjorde, at det var Mozart Lindberg.

 

Efter at Aviserne havde bragt hans Billede, blev han tre Dage efter genkendt af Tjeneren i Korporalskroen ved Køge Landevej og anholdt.

 

Under den første Afhøring, der foretoges af daværende Opdagelsesbetjent, senere Kriminalassistent Caspersen, nægtede han sig skyldig i Overfaldet, og denne Nægtelse fastholdt han i de første Forhør i Kriminalkammeret.

Så opgav han den uholdbare Stilling og gav fuld Besked.

 

Han forklarede, at medens han hensad i Vridsløselille Straffeanstalt be­skæftigede han sig med den Tanke, der efterhånden modnedes til fast Beslutning, at ville forøve et Kup for at kunne komme til London igen og der købe sig en Beværtning.

 

Efter at have kasseret forskellige Planer bestemte han sig til at røve Kassebeholdningen i Hotel "Kongen af Danmark". Fra sit tidligere Arbejde der som Tjener vidste han, at der om Natten opbevaredes en hel Del Penge på Hotellets Kontor, og at Natportieren var den eneste, der var oppe om Natten.

 

Samme Dag, han var løsladt, gik han efter at have aflagt sin Moder et kort Besøg, ud og købte en Køkkenøkse. Han drev så rundt i Byen til ud på Aftenen, gik så hjem til Moderen og pakkede en Håndkuffert og kørte så i Droske til Hotellet. Han bad om at få et Værelse, idet han udgav sig for Sekondløjtnant Würmer fra Helsingør.

 

Han kunne ikke, som han ønskede det, få et Værelse på Mezzaninen, hvor Kontoret lå, men fik anvist et på 1. Sal.

 

Han bad så om at få noget Brevpapir og nogle Konvolutter samt en Flaske Øl bragt op.

 

Han lagde 3 ubeskrevne Ark Papir i Konvolutter og gik så ned til Portieren og bad denne komme op på hans Værelse for at skrive Adressen udenpå Konvolutterne, da han ikke så gerne ville have, at hans Hånd­skrift skulle blive genkendt på dem. Lidt efter kom Portieren og satte sig ned ved Skrivebordet i Værelset.

 

Nu svigtede Modet ham imidlertid, men han drak så en Slurk Øl, og så fattede han atter Mod.

 

Med den skarpe Side af Øksen tilføjede han Portieren et Slag i Hovedet og derefter 2 Slag til.

 

Slagene virkede, mærkeligt nok, ikke bedøvende, og Portieren råbte højt om Hjælp. Han blev så bange og styrtede ud og glemte i Farten at få sin Kuffert og Overfrakke med.

 

Øksen kastede han i Kanalen ved Boldhusgade. Så gik han hjem til Moderen, hvor han skiftede Tøj, da hans Benklæder var blevet meget blo­dige fra et Hug, han var kommet til at tilføje sig selv i Knæet.

 

Så gik han til Fods ud på Landet og flakkede om, til han blev anholdt. Han forklarede yderligere, at da han udpønsede sin Plan, havde han først tænkt at bedøve Portieren med Sovepulvere, som han ville indgive ham ved at komme dem i nogle Drikkevarer, som han ville invitere ham på, men han var så kommet til det Resultat, at den Fremgangsmåde var for meget afhængig af Tilfældighed, som han ikke ville give sig i Vold, idet han "ikke ville handle som en Lykkeridder, men således at Udfaldet ikke var tvivlsomt".

 

Han havde tænkt på at benytte en Hammer, men også dette Middel opgav han, da det ikke var pålideligt nok, og han besluttede sig så til Øksen som det sikreste Våben. Han tilsigtede at slå Hul på Hovedskal­len, da det sikkert ville medføre Bedøvelse.

 

Han var klar over, at der var i høj Grad Sandsynlighed for, at de Slag, han således førte, vilde medføre den Overfaldnes Død, men en sådan Eventualitet lå ganske udenfor, hvad han ønskede eller tilstræbte.

 

En Lægeerklæring angående den Overlast, Portieren havde været udsat for, gik ud på, at under Hensyn til, at der var hugget med den skarpe Side af Øksen og på de farligste Steder af Hovedet, nemlig Tindingeregio­nen, og at der var fremkaldt Brud på Hjerneskallen, måtte de tilføjede Sår anses for livsfarlige.

 

I de seneste Forhør tilbagekaldte han sin Tilståelse om forsætligt at have hugget med den skarpe Side af Øksen, og han gjorde stærkt gæl­dende, at det kun havde været hans Hensigt at bedøve Portieren, idet det havde ligget ganske udenfor hans Forsæt at aflive ham.

 

I Kriminalretsdommen af 29/12 1903 udtaltes det, at ligesom de af ham afgivne Forklaringer om hans Hensigt objektivt set er ganske uantagelige og urimelige, således findes der i hans øvrige Forhold Momenter, der bestemt peger på, at han ikke har villet vige tilbage for selv de yderste Midler til Opnåelse af det Formål, hans Tanker i lange Tider har kred­set om. I denne Henseende skal særlig fremhæves den Udviklingsproces fra det mindre sikre til det sikrest mulige, som hans Planer har gennem­gået, den Omstændighed, at han har erkendt, at han ved Læsning af Romaner har suget Næring for sit forbryderiske Forsæt ved i flere af disse Romaner at have læst om Mord iværksat ved Hjælp af Økse, men ingen­sinde om Anvendelse af en sådan kun til Opnåelse af Bedøvelse, samt endelig, at han under Opholdet i Straffeanstalten, hvorfra han karakteri­seres som et forhærdet og samvittighedsløst Menneske, ganske utilgænge­lig for Moral, har givet Udtryk for Tanker, der bærer Vidne om hadefuldt og hensynsløst Syn på Omverdenen, og om at hans Tanker beskæftigede sig med Mord.

 

Det findes da derfor ikke tvivlsomt, at han ved det længe forberedte og med fuld Beregning iværksatte Overfald har tilsigtet at skille Over­faldne ved Livet for derved at få Lejlighed til at iværksætte den planlagte Plyndring.

 

Efter Straffelovens § 190 og § 243 begge sammenholdt med § 46 idømtes han 16 Års Tugthusarbejde.

 

Dommen blev ikke appelleret fra nogen af Siderne.

I Straffeanstalten var hans Opførsel i høj Grad utilfredsstillende. Re­spektstridigt Forhold, groft Brud på Fængselsordenen, Slagsmål, Rapserier, Ufred, Overfald på Medfanger havde indbragt ham skarpe discipli­nære Straffe, og han forlod i Januar 1920 Straffeanstalten med Betegnelsen:

Upåvirket af Straffen.

 

Efter Løsladelsen rejste han til Amerika, hvor han var i 4 Måneder men tog så til England. I London blev han i Oktober 1920 anholdt som sigtet for Forsøg på Indbrud sammen med en Rumæner, som han efter dennes Påstand skulle have truet med at skyde. Han idømtes 3 Måneders hårdt Arbejde, og efter Afsoningen af Straffen blev han udvist.

 

Skotland Yard betegnede ham som en yderst farlig Forbryder, der næppe ville vige tilbage for at begå Mord for derved at opnå sin Hensigt.

 

Efter sin Hjemkomst hertil foretog han nogle Rejser til Hamburg, Ber­lin, Dresden og andre tyske Byer, hvor han efter egen Forklaring solgte Varer, som han havde købt her.

 

I Marts det følgende År, 1921, forøvede han Indbrud i en ubeboet Villa i Charlottenlund og nogle Dage derefter i en Villa i Skovshoved.

 

Så tog han en Tur til Odense, hvor han stjal en Cykle, kom tilbage hertil og stjal en Damecykle på Frederiksberg.

 

Nogle få Dage efter begik han et Indbrud i en Lejlighed i Bredgade, hvor Beboerne var bortrejst og havde været uforsigtige nok til at markere dette ved at rulle Gardinerne ned.

Han havde nu fået sig en Kæreste, Olga Jeppesen.

 

For hende udfærdigede han en falsk Anbefaling og opfordrede hende til at søge Plads hos en velhavende Familie, hvor hun så skulle lukke ham ind, så han kunne få Lejlighed til at stjæle. Hvis nogen af Familien skulle høre eller se ham, ville han hinde dem.

 

Hun søgte så og fik takket være Anbefalingen Plads hos en Arkitekt. Dagen efter indfandt han sig medbringende 4 hvide Pulvere, som han sagde var Sovepulvere, og som han pålagde hende at komme i Herska­bets Eftermiddagskaffe. Det gjorde hun Dagen efter, men da Kaffen smagte stærkt bittert, ville Herskabet ikke drikke den.

 

Da hun fortalte ham, at Forsøget var mislykkedes, gav han hende Be­sked om at forlade Pladsen, og et Par Dage efter gik hun sin Vej .

Den 8. Juni fik Opdagelsespolitiet så følgende Anmeldelse:

En gammel Enkefrue på 83 År, der boede sammen med sin Datter, havde to Dage før averteret efter en Enepige. Der indfandt sig en pige der hed Olga Jeppesen, der øjensynlig gerne ville have Pladsen. Nogen Anbefaling havde hun, ikke med, men sagde, at hun havde en hjemme.

Senere på Dagen indfandt der sig en Mand, der sagde, at han var Statsbetjent, og spurgte; om der der havde tjent en tysk Tjenestepige, som han skulle søge Oplysning om.

Han loden Bemærkning falde om, at en af hans Bekendte, nemlig Olga Jeppesen, vist havde søgt Pladsen, han kunne anbefale hende på det bedste, for hun havde tjent hos en Ven af ham, fra hvem hun havde en udmærket Anbefaling.

 

Det blev så aftalt, at Olga skulle indfinde sig på ny, og kort efter kom hun og fik Pladsen. Ved 10 Tiden gik de to Damer i Seng. Ud på Natten vågnede Datteren ved, at der blev kastet et Håndklædeover Hovedet på hende, hun råbte forskrækket; hvem det dog var, men fik dog set,

at det var "Statsbetjenten".

Han greb hende med et hårdt Tag i Struben, således at hun kun med Besvær kunne få Vejret, hun fik dog spurgt; om det var Penge eller Sølvtøj, han ville have; hvad han sagde nej til. Han tog nu nogle Bånd op af Lommen og gav sig til at vikle dem om hendes Hals og op om Munden og bandt også hendes Hænder, idet han gentagne Gange truede med at kvæle hende, hvis hun ikke tav stille.

 

Han gik så over til Moderens Seng og bandt også hende om Halsen og Munden og snørede hendes Hænder fast ind til Kroppen.

 

Så tog han en Revolver frem og sagde, at han ville skyde dem begge to, hvis de gaven Lyd fra sig, Han tilføjede, at han havde en Revolver til, og at der desuden var 5 Mand gemt i Køkkenet, som kunne komme ind og hjælpe til med at holde dem, Han sagde, at han hørte til det tyske Statspoliti, og at der skulle foretages en Undersøgelse.

 

Olga gav han Besked om at hente Todtenschlägeren eller Tottenslageren, som han sagde.

Han gik så ind i Kabinettet og åbnede og lukkede Skuffer op og i og raslede med Papir. Så sagde han, at han måtte foretage nogle Afhøringer, og førte så den gamle Dame ind i Pigeværelset, hvor Olga sad og læste i en Bog.

 

Han stillede nogle få Ligegyldige Spørgsmål om hendes Familieforhold, løste hendes Bånd og blev høfligere og sagde, at det hele beroede på en beklagelig Misforståelse, og tog så, også Båndene af Datteren.

Han sagde, at det var nogle Artilleriplaner, som en Mand af samme Navn som de to Damer havde stjålet i Tyskland, som han var sendt op for at finde men han var nu klar over, at der forelå en Misforståelse.

 

At han ikke var kommet for at stjæle; kunne de selv se efter.

Det viste sig da også, at både nogle Hundrede Kroner i kontante Penge og en stor Del Kuponer, der lå i en Kommodeskuffe, som han havde gennemrodet var urøt.

 

Optrinet varede nogle Timer, så gik han og Olga.

I Opdagelsespolitiet var man straks klar over, at et sådant "Nummer" kunne Mozart Lindberg så godt som nogen tiltænkes. Hans Fotografi blev forevist Damerne, og de genkendte ham begge bestemt.

 

Næste Morgen blev han anholdt. Da man kendte hans Voldsomhed, blev 5 Opdagere sendt ud for at foretage Anholdelsen, da man ikke ville risikere noget.

 

Der skete imidlertid intet. Under et Påskud blev han lokket ud på Gaden og blev der ganske overrumplet.

 

Overfor Overvagtmester Caspersen, der igen havde Sagen, nægtede han sig skyldig i noget som helst ulovligt, også efter at Olga, der ligeledes straks var blevet anholdt, havde indrømmet.

 

l Undersøgelseskammeret erklærede han overfor daværende Politiassessor Krenchel, at hvis han havde gjort de Ting, han sigtedes for, måtte han være fuldstændig fra det, men det mente han ikke, han var, selvom hans Hukommelse var svækket fra den tid, han var i Horsens, og han mente, at der undertiden var nogle mørke Punkter i hans Hjerne.

 

Fra 1. Overlæge ved Københavns Fængsler forelå en Erklæring gående ud på, at Lindberg hverken var sindssyg eller åndssvag, men tværtimod gjorde et ret velbegavet og beregnende Indtryk.

 

Overlægen på Kommunehospitalets 6. Afdeling udtalte, at Lindberg "synes at være en psykopatisk Natur, impulsiv med stærke Affekteksplosioner og hensynsløs i sit Selvforsvar, med betydelig Appetit på Livet, lidet skrupuløs i de Midler, han benytter til at, skaffe sig Livets Goder. Noget Tegn på virkelig Sindssygdom nu eller i Gerningsøjeblikket var ikke fundet".

 

Fængselslægen underkastede derefter Lindberg en nøje Observation og erklærede derefter, at der "ikke kan Være Tale om Sindssyge i egentlig Forstand, og han frembyder heller ikke egentlige Tegn på psykogen Deviation, og dog er der ved den Måde, hvorpå han forbereder sine Forbrydelser, bringer dem til Udførelse og den Måde, hvorpå de løber ud i Sandet, noget for ham ganske særegent, der ikke træffes hos andre For­brydere.

Han må karakteriseres som et lavtstående fuldstændig amoralsk Individ, hensynsløs og brutal i Udførelsen af sine Planer, velbegavet, snu og beregnende, uberørt af Straffen, med den fikse Ide engang at ville gøre et stort Kup; og selv, om han for kortere eller længere Tid indespær­res, vil denne Ide stadig følge ham, og han vil gå videre ad Voldsforbry­delsens Vej uden småligt Hensyn til Menneskers Liv og Førlighed. Hvis han ikke uskadeliggøres ved livsvarig Indespærring, vil han stadig være en uhyggelig Trussel mod Samfundet."

 

I December kom Sagen for Nævningeretten.

Nævningerne fandt ham skyldig i de ham påsigtede Tyverier og i Rø­veriforsøgene overfor Arkitekten og de to Damer.

 

Og Olga fandtes skyldig i Hæleri med Hensyn til den stjålne Dame­cykle og i Meddelagtighed i Røveriforsøget mod Damerne.

 

Retten fastsatte derefter Straffen til 16 Års Tugthusarbejde for hans Vedkommende, og Olga fik 3 Års Forbedringshus.

 

Anklagemyndigheden appellerede for Lindbergs Vedkommende Sagen til Højesteret. Han appellerede også selv under Påberåbelse af, at han var uskyldig. Da Skyldsspørgsmål imidlertid ikke kan ændres ved Højesteret, blev hans Appel afvist.

Højesteret stadfæstede de 16 Års Straffetid.

 

Den 24. Oktober 1938 blev Lindberg løsladt efter Afsoningen af den lange Straf.

Ved Løsladelsen fik han udbetalt 1800 Kr. hovedsagelig Penge, han havde tjent ved sit Arbejde i Straffeanstalten.

Da man indenfor Politi ledelsen ikke havde nogen Tiltro til, at han heller nu ville holde sig i Ro, blev der ved Løsladelsen meddelt ham Til­hold om at melde sig til Politiet på det Sted, hvor han tog Ophold. Sam­tidig blev samtlige Politimestre anmodet om at indberette alt, hvad de erfarede om ham af Interesse, og der blev etableret en gennemført "Skyg­ning" af ham. Hvor han stod og gik, skulle han følges.

 

Instruktionen gik ud på, at han kun skulle antastes, dersom han begik en betydelig Overtrædelse og ikke f. Eks. blot Overtrædelse af det ham givne Tilhold. Man ønskede nemlig ikke, at der skulle være blot Skin af en Forfølgelse mod ham.

 

Det blev en uhyre vanskelig og meget krævende Opgave for de to køben­havnske Opdagere, der først fik den tildelt, og derefter for deres Kolleger ide mange forskellige Jurisdiktioner, hvorigennem han passerede.

 

Da han var fulgt til Jernbanestationen i Horsens, tog han Billet til Fre­dericia, men stod ud i Vejle. Her købte han sig en Cykle, og på den kørte han ad Kolding til. Om Aftenen stoppede han op i en lille Landsbykro, men senere kørte han uset derfra. Hvor han var den næste Dag, ved man ikke, men den følgende Dag om Eftermiddagen ankom han fra Haderslev til Odense, hvor han indlogerede sig under Navnet Kommissionær Carl Lind.

 

Dagen derefter tog han til København, hvor han blev på et Hotel Resten af Dagen og den følgende Dag. Så tog han Toget til Hedehusene, hvor han overnattede. Den følgende Dag cyklede han til Ringsted, og næste Formiddag tog han tilbage til København. I en Papirforretning på Kongens Ny torv købte han noget Skrivepapir, et Håndtrykkeri, en Sværtepude og en Stang Lak. Hos Crome & Goldschmidt købte han nogle Silkebånd.

 

Om Eftermiddagen tog han tilbage til Ringsted, hvor han overnattede.

Dagen efter cyklede han til Sorø, tog med Toget derfra til Korsør og videre til Fredericia, hvorfra han cyklede til Kolding.

 

Derfra kørte han den følgende Dag til Vejen, hvor han boede i tre Dage på Hotellet under Navnet Handelsmand Edvard Berg. Så cyklede han til Esbjerg. Den næste Dag kørte han til Ribe og var der Resten af Dagen og den følgende Dag. Dagen derpå kørte han til Skodborg, hvor han var i tre Dage.

 

Den følgende Dag kørte han tilbage til Vejen, hvor han bl.a. på ”Jyllandspostens” Kontor afhentede nogle Billetter på to Avertissementer, han havde indrykket tidligere i Bladet. I det ene søgtes som Chauffør "en Mand mellem 25 og 30 År, ugift og pålidelig, som er villig til at køre i Udlandet", og i det andet søgtes "en Kontordame, som har Lyst til at rejse".

 

Fra Vejen kørte han til Bække, hvor han tog ind på Kroen. Der blev han den følgende Dag for så at køre til Landsbyen Lindknud, hvor han, da der ikke var Plads på Kroen, blev indlogeret hos private Folk.

 

Dagen efter tog han med Toget til Esbjerg, hvor han blev til den føl­gende Eftermiddag, da han cyklede til Tjæreborg, hvor han på Hotellet indskrev sig som Skribent Edvard Berg fra Odense.

 

Der blev han de tre næste Dage.

Så kørte han igen til Esbjerg, hvor han på Hotellet kaldte sig Direktør Edvard Rosenkrans. Han havde her sat en Del Mennesker Stævne, Folk der havde indlagt Billet på hans Avertissementer.

 

Den følgende Dag ankom han om Eftermiddagen i Bil til Ribe sammen med tre unge Mænd, og her traf han to andre unge Mennesker, som han havde sat Stævne.

Der var nu lige gået en Måned.

Sammen med de tre første ankom han Dagen efter i Bil til Holstebro.

Her lejede han en Lastbil.

 

I den lille Vogn, hvori han var ankommet, kørte han så sammen med de to af de unge Mænd og efterfulgt af Lastbilen med den tredje som­ Chauffør til Brande, hvor de alle overnattede.

 

Her blev en stor Trækasse, som han under sit tidligere Ophold der havde bestilt, påmonteret Lastbilen, hvorefter hele Selskabet kørte til Skodborg, hvor de overnattede, han under Navnet Ingeniør Pater Larsen.

 

Trækassen var så stor, at flere Personer med Lethed kunne opholde sig i den samtidig; den var indvendig ved et Forhæng delt i to Rum. Der var et lille Vindue i den og en Dør med Yalelås.

 

Den næste Dag ankom Selskabet om Eftermiddagen til den lille ensomt beliggende Mikkelborg Kro ved Skodborg, hvor de slog sig ned.

 

Udover, at Lindberg havde sat en Del Personer stævne forskellige Steder angående Avertissementerne, havde de "skyggende" Politimænd ingen Anelse om hans Planer eller Hensigter.

 

Ved 10 Tiden den næste Formiddag forlod Selskabet Kroen og kørte til Rødding, hvor de gjorde et længere Ophold, under hvilket Lindberg foretog forskellige Indkøb af Spirituosa, Cigarer, Cigaretter og Frugt og også købte et lille Bord og en Stol, der blev anbragt i Kassen på Vognen.

 

Så fortsattes sydpå ad Gram til, men udenfor denne By kom der Uorden med Lastbilen. Der blev så stoppet op for at reparere, men så fortsattes der. I Gram standsede Lastbilen udenfor en Mekaniker, og Lindberg kørte videre i den lille Vogn.

 

Politimændene turde ikke straks køre forbi Lastbilen for ikke at blive set, og tabte således Lindberg af Syne et Stykke Tid. Til sidst turde de ikke vente længere og kørte forbi, mens de andres Opmærksomhed var henledt på den havarerede Vogn.

 

Efter at have søgt på de forskellige Veje, så de pludselig Lindberg stå på Gaden i Gram og tale med en dem ubekendt Herre, der stod med Ryggen til dem. De fik i Forbifarten lige set, at Samtalen var overordentlig hjertelig, og at der blev vekslet Håndtryk, og at den fremmede steg ind i den lille Vogn sammen med Lindberg, der så lod starte og kørte ad Ribe til.

 

Ca. 10 Minutter udenfor Byen standsede den lille Vogn i en Plantage, hvor Politimændene til deres Forbavselse så, at Lastbilen, som de havde tabt af Syne, holdt lige ved Siden af.

Der skete dog intet, og lidt efter fortsattes ind mod Ribe.

 

Ca. 5 Kilometer fra denne By gjordes der Holdt i en Granbevoksning.

Opholdet varede en Times tid, og der var ikke andet at se fra Politibilen end, at de forskellige Personer gik, så vidt man kunne skønne, ganske fredeligt om mellem hverandre.

 

Politimændene tilkaldte nu pr. Telefon fra en Gård Assistance fra Ribe, da man nu var inde i denne Jurisdiktion, og de så noget efter den lille Vogn køre ad den By til, fulgt af Betjenten derfra.

 

Politiet der telefonerede kort efter tilbage, at Vognen var blevet afle­veret til dens Ejer, og at Chaufføren var på Vej tilbage.

Lastbilen, hvori de nu alle havde taget Plads, blev vendt, og man kørte tilbage til Gram.

L over 1 ½  Time holdt de stille lige udenfor Byen. Den ene og den anden gik ind og ud af Kassen, men hvad der foregik, var det ikke muligt for Politimændene at gøre sig Forestilling om.

 

Så kørte Lastbilen videre helt ind i Grams Gader og holdt der, men der skete tilsyneladende intet. Byens Folk og navnlig Børnene betragtede den interesseret og snakkede med Chaufføren.

Så kørte den igen et Stykke ud ad Vejen. Her stod Lindberg ud og gik lidt frem og tilbage. Så kørte de tilbage til Gram.

 

For at søge at få at vide hvad det var, der, foregik, sendte Politimæn­dene en forbipasserende hen til Vognen, Han kom et Øjeblik efter styr­tende tilbage og fortalte, at der var nogle, der havde overfaldet Præsten, der nu sad inde hos Sognefogden.

 

Der sad Præsten stærkt altereret med et 10 – 15 cm bredt Stykke Hefteplaster klistret for Munden.

 

Så snart det var revet af, og han havde fået fremstammet nogle Ord, blev to Mand straks sendt hen, til Lastbilen for at anholde de to Medhjæl­pere, mens to andre blev; sendt ud for at søge efter Lindberg, som Præ­sten havde sagt havde ,forladt Vognen lidt forinden.

 

Den ene gik først ind i Præstegården for at meddele Fruen, at Præsten var i god Behold.

Her traf han Lindberg, som han straks anholdt.

 

Præstefruen forklarede, at Lindberg, der havde kaldt sig Sagfører Rosen, var kommet ind og havde bed om at måtte overnatte der sammen med sin Chauffør. Sagen var, at hendes Mand, der i Øjeblikket opholdt sig i Brøns, havde begået Underslæb og nu ville han som hans Sagfører søge at redde ham for Tiltale. Han gav hende et Brev, hvori Præsten tilstod Bedrageriet.

 

Lindberg fandtes i Besiddelse af bl.a. 3 "Certifikater".

Det ene var maskinskrevet på Justitsministeriets Papir og underskrevet med den daværende Justitsministers Navn og lød på, at "P. Rosenkrans, Komm. af Dbr. & Dbmd. pp., var ansat ved Kongelig Resolution som Politi­chef ved Justitsministeriet for Specialsager med uindskrænket Fuldmagt til at foretage Undersøgelser og Anholdelser af alle dem, som efter politi­chefens Mening er indviklet i Sager af ulovlig Art.

Politichefens Embede nødvendiggør mange Slags Forklædninger som får Mennesker til at tvivle på, at det er en højtstående Embedsmand, når Politichefen for Eksempel har påklædt sig som en fattig Arbejder eller Tigger, derfor er Politichefens Fingeraftryk afsat på denne - Legitimationsattest; så enhver kan forlange Fingeraftrykkene af den, som fremviser dette  Dokument, for at sammenligne Fingeraftrykkene, thi der er ikke 2 Mennesker på Jorden, som har samme Slags Fingeraftryk." Tre af Lindbergs Fingeraftryk fandtes for neden.

 

Det andet, der var trykt med ikke mindre end 9. forskellige Typer; og som var forsynet med ret gode Efterligninger af Kongens, den daværende Statsministers og Udenrigsministerens Navnetræk, lød på, at palle Ro­senkrans, S.C., L.d'H, V.C., pp., fhv. dansk Charge d'Affiers i

London yard udnævnt til Chef for det af de Allierede Magter oprettede Hemmelige Inter­nationale Politikorps med carte Blanche til at anholde og dømme i alle de Lande, som er Medlem af Nationernes Forbund, hvori Danmark er indlemmet." Dokumentet var forsynet med Lindbergs Fotografi og var gennem­draget med et rødt-hvidt Silkebånd med et stort Laksegl.

 

Det tredje, der ligeledes var trykt, var udstedt af The Allied Powers "at our Court of st. James the fifteenth day of December, in the year of Our Lord One Thousand Nine Hundred and Nineteen and in the Tenth year of Our Reign" og underskrevet George R. 1., D. Lloyd George, Ard. Briand, L. Sforza, Hayashi og Henri Jaspar og gik ud på, at Sir Palle Rosenkrans, V. C. L. d'H., Danish Charge d"Affaires i London udnævntes til "Commander-in-Chief of the International Secret Police-Force with Certá Blánche to arrest and condemn all suspicious in every Nation of the League", samt at "Those who prevent, frustrate or resist the orders given by the Chief of the International Secret Police are liable to prosecution for High Treason."

 

Præstens Forklaring gik ud på følgende:

Ved 1 ½ Tiden var Lindberg kommet ind i Præstegården. Han havde præsenteret sig som Sagfører Rosen fra Esbjerg og havde sagt, at han kom for at bede Præsten om at tage med til Brøns, hvor en Advokat Ravn fra Flensborg lå syg ramt af en Hjerneblødning.

 

Advokaten havde i Bil været på Vej fra Flensborg, men var blevet syg un­dervejs og havde ladet telefonere til ham med Anmodning om at formå Præsten til at komme til ham, da han havde noget meget vigtigt at berette.

 

Præsten, der ikke fattede nogen som helst Mistanke, erklærede sig villig til at følge med og steg ind i den lille Vogn, der blev ført af en Chauffør.

 

Et Stykke ud ad Vejen til Ribe beordrede Lindberg Vognen standset, og Chaufføren gav han Ordre om at stige ud. Da de så var alene i Vognen, tog han sine "Certifikater" frem og sagde, at han var Chef for det hem­melige Politi i Danmark, lidt efter tilføjede han, at han for øvrigt var inter­nationalt ansat.

 

Han udtalte, at hele Historien i Virkeligheden drejede sig om hemme­lige Papirer som kunne, bringe den danske Stat i Fare, og at Præsten havde disse Papirer i Forvaring i Præstegården og desuden havde mod­taget en større Pengesum for at være Mellemmand i denne statsfarlige Aktion.

 

Præsten svarede selvfølgelig herpå, at det var noget Vrøvl, og at han ikke havde noget Kendskab til noget sådant.

 

Lindberg tilkaldte så sine tre Medhjælpere, nemlig Chaufføren og de to fra Lastbilen, der var fulgt efter, og beordrede Præsten over "Kassen", hvor han sagde, der var Bord og Stole og Skrivemateriel.

 

Han opfordrede så Præsten til at skrive en Erklæring om, at han intet havde med de hemmelige Papirer at gøre, og Præsten begyndte at skrive, men blev straks efter afbrudt og igen spurgt, om han alligevel ikke ville indrømme, at det var rigtigt med Papirerne.

 

Da Præsten naturligvis atter benægtede dette, blev de tre Mænd kaldt ind og stod truende ved Siden af.

Lindberg bandt derefter Præsten på Hænder og Fødder med nogle Reb, der lå i Vognen, hvad Præsten fandt sig i uden at gøre Modstand, da han indså, at dette ville være formålsløst.

 

Lindberg fremtog så af en Kuffert en Rulle 10 cm bredt Hæfteplaster, som han viklede tre Gange om Præstens Hovede, så det dækkede Munden fuldstændigt og ganske forhindrede ham i at tale.

 

Så forlangte Lindberg, at han skulle skrive et Brev til sin Hustru, idet han truede ham med, at hvis han ikke ville det, skulle han få Lov til at ligge 5-6 Dage i Vognen. Brevet skulle gå ud på, at Præsten for mange År siden af en dansk Dame i Kiel havde modtaget hendes Formue til Forvaring, men havde spekuleret den bort.

 

Præsten protesterede energisk, det foregik skriftligt, men til sidst følte han sig i den Grad truet, bl.a. fordi Lindberg sagde, at hans tre Medhjæl­pere var Folk uden Følelse i Livet, at han gik med til at skrive Brevet, der sluttede med en Anmodning til Præstefruen om i et og alt at rette sig efter Sagfører Rosens Anvisninger.

 

Så blev Præsten lagt hen i noget Halm på Vogngulvet, og Lindberg bandt ham et Bind for øjnene.

 

Rebet, som hans Arme var bundet med, blev fastgjort til en Hylde, der var i Vognen, og han fik Ordre til at sove. Rørte han sig, ville Plankerne i Vognen, blev der sagt ham, falde ned, og de tre Medhjælpere ville høre det, og hvordan deres Behandling af ham så ville blive, var det ikke beha­geligt at tænke på.

 

Efter at de så var kørt frem og havde gjort Holdt nogle Gange, gik Lind­berg ud af Vognen.

Det lykkedes Præsten at få sin ene Arm fri, men i det samme kom Lindberg ind igen, og han opdagede straks, at Præsten havde løst Båndet, og bandt det så endnu fastere. Så gik han igen.

 

Nu lykkedes det Præsten med meget Besvær at få Arme og Ben fri og at få Bindet bort fra øjnene. Yalelåsen for Døren kunne åbnes ind­vendig fra, og med Hæfteplasteret for Munden styrtede han ud af Vognen og satte i Løb hen til Sognefogden, der boede lige i Nærheden af det Sted, hvor Vognen holdt.

 

Lindberg, der straks ved Anholdelsen havde benægtet sin Identitet og var sat i Arrest, var Dagen efter mere medgørlig.

Han måtte naturligvis indrømme Bortførelsen. Som Grund til denne fantasifulde Forbrydelse, angav han først, at det hele var lavet, for at han derved kunne henlede Folks Opmærksomhed på sig, han var nemlig uskyl­dig dømt i 1921 og ville have sin Sag genoptaget.

 

Senere udtalte han, at i alle de År, han havde siddet i Tugthuset, havde han kun været besjælet af den ene Tanke at finde den virkelige Gernings­mand til de Forbrydelser, han var blevet dømt for, og samme Dag, han var blevet løsladt, var han begyndt på sin "Undersøgelse".

 

Men hvem det var, der var den Skyldige, ville han dog ikke straks sige, men efterhånden korn det dog ud af ham, at han havde søgt efter Olga, som havde været i Sag med ham sidst, men han havde dog ikke fundet hende, og den virkelige Gerningsmand, havde han fundet ud af, var en Grosserer Nielsen, der boede et Sted i Nærheden af Gram.

 

Hele Bortførelseshistorien havde han egentlig kun iscenesat for at få Præsten bort fra Præstegården, så at han kunne tage den i Besiddelse et Par Dage.

 

Så ville han derfra hente Grosserer Nielsen til Afhøring og se at få en Tilståelse ud af ham, for det var hans Erfaring, at Folk lettere lader sig bluffe i et gejstligt Hjem end andet Steds.

 

Da han var klar over, at han ikke kunne udføre Bortførelsen alene, var det, at han havde indrykket Avertissementerne efter Chauffører og Kontor­damer, han havde fået omkring ved 800 Billetter fra Chauffører, men ingen Kontordame, og hende skulle han bruge til at skrive Grosserer Nielsens Tilståelse ned.

 

Af alle Ansøgerne udvalgte han de mest indskrænkede og kun sådanne, som han var sikker på ikke kunne gennemskue hans Planer. Til dem for­talte han, at han var Chef for det hemmelige Politi, og at det var hans Opgave at uskadeliggøre politiske Forbrydere. De blev så efter at have aflagt Ed indrulleret i det hemmelige Politi.

 

Han havde nok lagt Mærke til, at han blev "skygget", men desuagtet ville han gennemføre sin Plan. Han blev dog i sidste Øjeblik noget betæn­kelig, og satte sig så ned i Vognen, mens Præsten lå bundet på Gulvet, og affattede en længere Beretning om, at han havde til Hensigt at bortføre Biskoppen i Ribe og en Bankdirektør i Esbjerg og forlange store Sum­mer i Løsepenge. Den Beretning skulle Politiet så finde, hvis det gik galt, og benytte den mod ham, så at han igen kunne blive dømt uskyldig til 16 År.

 

Hvor forvirrede alle hans Forklaringer var, fremgår bl.a. også af, at han i Begyndelsen påstod, at der i Vognen havde ligget 12.000 Kr., som han havde hentet i Sverige, og som Politiet havde taget. Først efter at han var klar over, at alle hans Skridt var blevet fulgt, fra han kom ud af Straffeanstalten, indrømmede han, at det ikke var rigtigt, hvad han så­ledes havde sagt.

 

Hvor han havde fået "Certifikaterne" fra, ville han ikke sige, men det blev oplyst, at han må have set Lejlighed til at fremstille dem i Straffe­anstalten, hvor han en Tid arbejdede i Trykkeriet.

 

Retslægerådet udtalte, at Lindberg "hverken er sindssyg eller åndsvag, men en udpræget Psykopat af den fantastiske, mytomane og amoralske Type. På Grund af sin konstitutionelle Psykopati og dennes særlige Art må han anses for uegnet til Påvirkning gennem Straf, og da det med næsten fuldstændig Sikkerhed vil kunne ventes, at han på fri Fod stedse vil gøre sig skyldig i nye Lovovertrædelser af forskellig Art lige indtil de allerfarligste, må det anbefales, at han anbringes i Forvaring, rettest i en Psykopatforvaringsanstalt, men bl.a. hans overordentlig store Farlighed gør det berettiget at anvende Sikkerhedsforvaring, såfremt sådan Anbringelse måtte findes nødvendig.

 

I Juni Måned kom Sagen for Nævningetinget i Sønderborg. Nævningerne kendte Lindberg Skyldig i Frihedsberøvelse (Straffelovens § 261, i. Stk.) samt i Falsk, og Dommen lød på, at han ville være at anbringe i Psykopatforvaring.

 

I 1940 ansøgte Lindberg, der stadig var utilfreds med Dommen, om Ophævelse af eller Ændringer i de mod ham trufne Foranstaltninger, men ved Vestre Landsrets Kendelse blev hans andragende afslået.

 

Så søgte han om Genoptagelse af Sagen, men dette blev afslået af den særlige Klageret.

I Begyndelsen af indeværende År, 1942, ansøgte han atter om Ophæ­velse eller i hvert Fald Ændringer af de Forhold, hvorunder han hensad, men også denne Gang afslog Vestre Landsret hans Ansøgning.

 

Overlægen ved Psykopatanstalterne i Herstedvester havde udtalt, at han, dersom en Ændring i Dommen overhovedet kunne komme på Tale, han da måtte anbefale Sikkerhedsforvaring.

 

Mozart Lindberg er en af de ejendommeligste Forbrydere, vi har haft herhjemme, i hvert Fald i det sidste Århundrede.

 

Hans eneste og store Tanke, mens han afsonede sin sidste lange Straf i Horsens, var sikkert ikke at ville finde den virkelig skyldige i de For­brydelser, han var dømt for, for han vidste meget vel, at det var ham, der havde begået dem, og han var også klog nok til at vide, at der ikke var nogen, der troede et Ord på hans lange Forklaringer om hans Efter­søgning af "Grosserer Nielsen".

 

Hvad hans Tanker stadig kredsede om, var at udføre den store sensa­tionelle Forbrydelse, den Forbrydelse, som han mente, at han alene var i Stand til at gennemføre.

 

I den Måned, han nu sidst var ude, fik han Tilbud om, at der ville blive sørget godt for ham Resten af hans Liv, men på den bestemte Be­tingelse, at han lovede ikke oftere at begå Lovovertrædelser.

 

Han afslog Tilbudet, da han ikke ville afgive Løftet.

Ganske betegnende er det, at han med sin Indstilling valgte at udgive sig for Politi. Det er, som havde han trods alt en vis Respekt og Beundring for Politiet og dets Gerning, en vis dybtliggende Trang til at være på den rigtige Side af Loven.

 

Men det er det samme, man i sin Tid kunne være Vidne til i de små Forstadsbiografer, når der der opførtes en rigtig knaldende Gangster- eller Wild West Film.

 

De ungdommelige Tilskuere, hvoraf mange måske ikke var kommet helt ærligt til de Penge, Billetten havde kostet, og hvoraf endnu flere, om Politiet blot havde haft Beviser i Hænde, kunne være lukket inde i nogen Tid, de hylede af Begejstring, når Lovens Håndhævere i de allersidste Scener stormede ind og uskadeliggjorde Forbryderne.

 

Men samtidig med, at Mozart Lindberg var en ejendommelig Forbryder, var han en af de allerfarligste, vi har haft.

 

Ganske uberegnelig, fuldkommen hensynsløs og besjælet af Tanken om at udføre den virkelig geniale, fuldendte Forbrydelse, der satte alle andre Forbryderes Gerninger i Skygge, var han en stadig Fare for Samfundet.

 

Dobbelt farlig var han, fordi han med sine ret gode Kundskaber kunne imponere mange, mindre kritiske, og han med sit høflige og vindende, ja, man kan næsten sige charmerende, Væsen forstod at dække ganske over sine forbryderiske Tilbøjeligheder.

 

Skulle han nogensinde atter komme på fri Fod er der, dersom han da ikke til den Tid er ganske nedbrudt, sikkert al Grund til at frygte, at han ganske uden Hensyn til andre Menneskers Liv vil forsøge endnu en­gang at forøve sit altoverskyggende Kup, som det hidtil ikke lykkedes ham at gennemføre.