Niels Peder Nielsen

(1903)

 og

 Lars Søren Jensen.

(1911)

 

Med udgangspunkt i

S. Tage Jensens

Artikel.

 

 

OLDERMANDEN for Københavns Tømmerlaug gjorde Mandag d. 10. Juni 1901 den højst ubehagelige Opdagelse, at Pengeskabet på Laugets Kon­tor i Studiestræde var åbnet og ca. -29.000 Kr. stjålet.

 

Han gjorde straks Anmeldelse til Opdagelsespolitiet, hvor Overbetjent Marckmann fik Sagen overdraget.

 

Ved Undersøgelsen på Gerningsstedet viste det sig, at der ikke var Tegn til Vold på Låsene på Dørene til Lokalerne, og Pengeskabets Låse var der heller intet i Vejen med, så det var åbenbart, at Skabet var åbnet med de rigtige Nøgler eller særdeles gode Efterligninger af dem.

 

Noget Spor havde Gerningsmanden ikke efterladt sig.

 

Til Lokalerne havde alle Laugets Medlemmer Nøgler, så at de kunne komme og gå, som de ville. I nogle tilstødende Værelser boede der en Enke med Datter og Logerende, men ingen af dem kunne give nogen som helst Oplysning.

 

Om Lørdagen havde Lauget haft Generalforsamling, ved hvilken Lejlig­hed det var blevet meddelt, at Medlemmerne kunne, hente deres Tilgode­havender, Pengene lå klar til Udbetaling på Kontoret.

 

Politiets Undersøgelser førte ikke til noget Resultat de første Måneder. Så hen på Efteråret meddelte Oldermanden, at man efterhånden havde fået Mistanke til Tømrermester Niels Peter Nielsen.

 

Nielsen havde nogle År i Forvejen tabt en betydelig Mængde Penge, vistnok hen ved 100.000 Kr. på et Byggeforetagende. Siden havde han ingen Forretning haft, men desuagtet var han vedblevet at komme på Laugskon­toret, hvor han ikke foretog sig noget Arbejde, og man havde lagt Mærke til, at han ved sine hyppige Besøg, der var så godt som holdt op efter Tyveriet, altid havde søgt at opholde sig i den Stue, hvor Pengeskabet stod, og til hvilket Nøglerne enten sad i eller også lå på et Bord, og en Gang var han set derinde alene efter Kontortid.

 

Medens han i de sidste Par År havde haft det meget småt med Penge, var han de seneste Måneder blevet meget velklædt, og mens han i Foråret gentagne Gange havde bedt om at få et Beløb på under 100 Kr. udbetalt, havde han nu ikke spurgt om at få et Tilgodehavende på over 300 Kr.

 

Endvidere havde han anskaffet sig både Guldur, Brillantring og andre Luksusgenstande.

 

Politiet foretog en Mængde Afhøringer, og derunder fremkom der Oplys­ninger om, at Nielsens Pengesager ikke var blevet meget bedre, det havde således ikke været muligt at få ham til at betale blot et beskedent Afdrag på et Lån, han havde, og Resultatet var, at når alt kom til alt, mente man ikke, der var tilstrækkelig Grundlag for at afhøre Nielsen som sigtet.

 

Årsdagen for Anmeldelsen meddelte Oldermanden, at man havde op­daget ved en foretagen Revision, at der yderligere var stjålet 1200 Kr. fra Pengeskabet. Man mente, det var sket i flere Gange, og man var af den Tro, at Nielsen også var Gerningsmanden til disse Tyverier.

 

Heller ikke det foranledigede Politiet til at afhøre Nielsen, og Undersø­gelsen ebbede efterhånden ud.

 

Men så skete der noget i Sagen.

Lille Juleaftensdag 1903 anmeldte Direktøren for A/S Carl Axelsens Fa­brik i Svendborg, at han i Henhold til et Avertissement i Berlingske Tidende halvanden Måned i Forvejen havde udbudt en Aktiepost i Selskabet.

 

Dagen i Forvejen var han blevet ringet op af en Mand, der kaldte sig C. Rasmussen, der spurgte, om han stadig kunne få Aktierne. Han ville ikke, som Direktøren foreslog, henvende sig i Selskabets Bank, men ville komme ud på Fabrikken, hvor han indfandt sig den Eftermiddag og fik Aktierne udleveret for 8000 Kr. som han betalte i nye Hundredkronesedler.

 

Da Direktøren ikke ønskede at ligge med Pengene Natten over, tog han dem over i Banken, hvor man opdagede, at de var falske.

 

Politiet blev øjeblikkelig underrettet, Eftersøgning blev sat i Gang og Meddelelse sendt telegrafisk til Københavns Politi, hvorfra Overbetjent Marckmann straks blev dirigeret til Svendborg for at være til Assistance.

 

Ved sin Ankomst dertil erfarede Marckmann, at Gerningsmanden alle­rede var anholdt den foregående Aften i Toget til Nyborg, og til sin Over­raskelse fik han at vide, at det var Tømrermester Niels Peter Nielsen fra København, Han var fundet i Besiddelse af en Tegnebog med 5900 Kr. i ægte Sedler og 4400 Kr. i falske Hundredkronesedler.

 

Samme Nat var han fremstillet for Dommeren, overfor hvem han aflagde Tilståelse om, at det var ham, der havde fabrikeret de falske Sedler, hvoraf han havde endnu en Del liggende i sit Logis på Frederiksberg. Værktøj, Klichéer, Plader og andet havde han kastet i Gasværkshavnen.

 

Politiet på Frederiksberg blev anmodet om at foretage Husundersøgelse og fandt i en Kommodeskuffe en Blikæske med 180 falske Hundredkronesedler, og Opdagelsespolitiet fandt ved Hjælp af en Dykker alle de Redskaber og andet, som han havde brugt til Fremstillingen af Sedlerne.

 

I Begyndelsen af Januar Måned det følgende År blev Nielsen overført til Københavns Politi.

På den mest beredvillige Måde forklarede han, meget detailleret, hvor­ledes han havde båret sig ad.

 

Først i Efteråret 1902 havde han fået den Tanke at lave falske Sedler. Han var en dygtig Fotograf og meget fingernem, men han havde intet Kendskab til Ætsning, han havde derfor under Påskud af at kunne få noget Arbejde hos nogle Arkitekter fået Undervisning deri hos et kemi­grafisk Firma, og havde der efter Udtalelse af Firmaets Chef vist stor Dyg­tighed.

 

Hos forskellige Firmaer havde han købt en lille Trykpresse, en Valse­presse, Plader, Typer og Papir og hvad der ellers var nødvendigt.

 

På et Kvistværelse, han havde lejet til det samme, arbejdede han ener­gisk i adskillige Måneder, den ene Række af Forsøg mislykkedes efter den anden, indtil han til sidst fik Held til at fremstille Sedler, der var tilstrække­ligt gode.

 

Medens han således var villig nok til at gøre fuldstændig Rede for Sed­delforfalskningen, nægtede han ethvert Kendskab til Tyveriet hos Tømmer­lauget.

Sagen blev derefter henvist til Assessor Lunn i 4. Kriminalkammer.

 

I den første Tid påstod Nielsen, at hvad han de senere År havde brugt, var Penge, han havde lagt til Side ved det Byggeforetagende, hvor han havde tabt de mange Penge, men efter at han havde hørt, at de Sagførere, der havde finansieret Foretagendet, havde forklaret, at det var umuligt, at han havde kunnet stikke Penge til Side, valgte han at sige, at han i Midten af 1901 havde fået en større Sum Penge af en ven, men hvem den Ven var, og hvor stort Beløb det drejede sig om, nægtede han at udtale sig om, det var nok, mente han, når han havde sagt, at Pengene ikke var erhver­vede ved Tyveri eller på anden ulovlig Måde, og det var Rettens Sag at bevise, at han var skyldig, og det tilkom ikke ham at føre Bevis for, at han var uskyldig.

 

Dommeren gav ham til Kende, at når han havde noget nyt at fremføre, kunne han begære sig fremstillet, men indtil en sådan Begæring fremkom, ville han få Lov til at sidde i Arresten.

 

Begæringen kom ikke, men efter over en Måneds Forløb tog Dommeren ham for, men han nægtede fremdeles.

Han nægtede bl.a. også, at han havde været til Stede på Laugets Ge­neralforsamling, han havde nok været derhenne, men han havde kun været ude i Garderoben og ikke inde i Salen og havde således ikke hørt Med­delelsen om, at Pengene lå klar til Udbetaling på Kontoret, og denne For­klaring fastholdt han, uagtet 4-5 Vidner under Ed påstod at have set ham inde i Salen.

 

I August Måned 1904 sluttedes Forhøret.

 

Ved Kriminalrettens Dom blev han dømt både for Tyveriet og for Falsk­møntneriet, idet det for Tyveriets Vedkommende udtaltes, at der måtte findes at være ført et efter Omstændighederne tilstrækkeligt Bevis for, at han havde begået det.

 

Hans Straf blev sat til Forbedringshus i 6 År.

Højesteret stadfæstede Dommen.

 

EN anden Sag om falske Hundredkronesedler var ikke så lidt af en Tragedie.

Gerningsmanden var alt andet end en Forbryder i dette Ords egentlige Forstand, han var en halvthundredårig, noget forhutlet Kunstmaler, hvem Kunsten ikke havde bragt det her i Livet, som han havde ventet, men kun Skuffelser og Modgang, og som nu, da han ikke så nogen Udvej til at skaffe den ringe Terminsydelse for det lille Hus, han i lidt bedre Tider havde købt sig i en Landsby på Fyn, begik sit Livs store Letsindighed.

 

Om han for øvrigt nogen Sinde var blevet opdaget, hvis han ikke plaget af Samvittighedsnag havde meldt sig selv, men derimod havde forholdt sig ganske i Ro, er ikke så lidt tvivlsomt.

 

Sagen begyndte med, at en Urmager i den indre By en Aften i Begyn­delsen af Januar Måned 1911 telefonerede til Politikammeret og meddelte, at han kort forinden i sin Butik havde solgt et Sølvur og som Betaling mod­taget en 100 Kr. Seddel, som han bagefter havde opdaget var falsk.

Da Manden, der havde givet Sedlen ud, havde sagt, at han var fra Odense og skulle rejse hjem, var Urmageren straks taget ud til Hovedbanegården til det afgående Jyllands tog, men havde ikke kunnet finde Manden.

 

Politiet satte straks et stort Eftersøgningsarbejde i Gang, og på Grundlag af det Signalement, Urmageren havde givet, konstateredes det samme Aften, at den Eftersøgte havde boet et Par Dage på et af de mindre Mis­sionshoteller, hvor han havde opgivet sit Navn som L. R. S. Jensen, Maler, fra Odense.

 

Navnet blev skåret ud af Hotelbogen, og Dagen efter bragte alle Landets Aviser Signalementer og Billede af Håndskriften.

 

Fra Frederiksberg Politi indløb der Meddelelse om, at man også der havde fået en falsk 100 Kr. Seddel, den var givet ud i en Boghandel i Silke­gade kort før Urmageren fik sin. I Løbet af to Dage havde den skiftet Ejer fire Gange, og endnu flere havde haft fat i den, alle havde nok syntes, at den så lidt underlig ud, men ingen havde tænkt på, at den var falsk.

 

At det var den samme Mand, der havde udgivet begge Sedler, var der ingen Tvivl om efter Signalementerne, og Sedlerne var også ganske ens.

 

Det var ualmindelig dårlige Efterligninger teknisk set, man var straks klar over, at de var tegnede, men så gode var de dog, at de ved en rent flygtig Betragtning ikke havde vakt direkte Mistanke.

 

Eftersøgningen fortsattes særlig her i Byen og på Fyn, men uden Re­sultat.

Så den 19. Januar indfandt der sig en fynsk Husmand på Politikam­meret og meddelte, at han havde fået et Brev fra Slesvig fra en af sine Venner, en Kunstmaler Søren Jensen, der deri fortalte, at det var ham, der havde lavet de falske Sedler.

Han var nu pint af sin Samvittighed flygtet ud af Landet, men bad Vennen underrette Myndighederne.

 

I Brevet gav han en detailleret Redegørelse, der gik ud på, at han et halvt Års Tid i Forvejen ved Optagelse af et Lån i sit Hus havde fået en af de grønne 100 Kr. Sedler, der nu skulle inddrages.

 

Da han fandt disse Sedler betydeligt bedre kunstnerisk set end de nye brune Sedler, tog han fotografiske Plader af Sedlen, dels for at have et Slags Minde om dem dels for at have dem i Tilfælde af, at der senere skulle blive udbudt til en Konkurrence om andre Sedler, i hvilken han kunne deltage.

 

Det havde ikke været hans Hensigt at bruge Fotografierne til Eftergørelse af ægte Sedler, først da han ikke så nogen Udvej til at skaffe Penge til Terminen, slog den Tanke ned i ham, at han måtte kunne tegne en Seddel, når han blot kunne få Fotografiet overført på tilstrækkeligt tyndt Papir.

 

Det sidste lykkedes ham, men da han ikke havde tilstrækkelig Ro hjem­me, tog han her til Byen og indlogerede sig på et lille Hotel, hvor som han skrev, det prægtige elektriske Lys, der stod til hans Rådighed, tillod ham at arbejde Dag og Nat.

 

Ved Hjælp af nogle spidse Penne, en Flaske Tusch, lidt grøn Vandfarve og noget Fotografiklister, hvormed han sammenklæbede For og Bagsiderne, fik han i Løbet af to Dage lavet de to Sedler, som han så gav ud.

 

Så snart han var kommet hjem, fortrød han bitterligt sin Handling, og hans stærke Religiøsitet bidrog i høj Grad til at vække hans Samvittig­hed så stærkt, at han til sidst ikke kunne finde Ro, og da han slet ikke vidste, hvad han skulle gøre og ikke kunne bekvemme sig til at betro sig til hverken sin Hustru eller sine Venner, flygtede han ud af Landet for, som han udtrykte sig, at blive Globetrotter og traske Jorden rundt fortje­nende til Opholdet undervejs ved at male Småpartier af de Egne, han kom igennem.

 

Men så var Tanken om og Længslen efter hans Hustru og Børn blevet for stærk.

 

Det havde hele Tiden været hans Tanke i Fremtiden under lykkeligere Forhold at tilbagebetale de 200 Kr. hvis ikke til de Bedragne, så til en Institution, som tager sig af ulykkeligt stillede Børn, og derved få sin Sam­vittighed for Gud frelst.

 

Da Husmanden havde fået det Brev, talte han med Præsten, der hen­viste ham til at søge Råd hos en af sine Venner, en Overretssagfører her i Byen, der naturligvis ikke kunne give andet Råd end straks at lægge Sagen klar for Politiet.

 

Nogle Dage efter telegraferede Husmanden hjemme fra, at Jensen nu på et Brevkort havde opgivet sin Adresse i Kiel.

 

Samme Aften blev han på telegrafisk Begæring anholdt der, og et Par Måneder efter udleveret ad diplomatisk Vej.

 

Sagen, der blev henvist til Kriminalretsassessor, senere Højesteretsdom­mer Riise, blev hurtig færdigbehandlet.

 

Der indkom et Andragende, underskrevet af så godt som alle Beboerne i Sognet, hvor Jensen havde boet, om en så lempelig Straf for ham som muligt, og ved Dommen blev da også alle de Omstændigheder, der talte til Gunst for ham, taget i Betragtning, og han blev idømt Minimumsstraffen, 2 Års Forbedringshusarbejde.