Peter Ludvig Thorvald Tofte.

(1865)

 

 Med udgangspunkt i

S. Tage Jensens

Artikel.

 

 

CESARE Lombrosos Teori om, at der findes Mennesker, der er, prædesti­nerede til at blive Forbrydere, kunne i Peter Toftes Liv og Levned finde en Støtte.

 

Bortset fra, at han i det første ¾  År af sit Liv var under forfærdelige Forhold, er der i hans Barndom eller tidligere Ungdom ingen ydre Om­stændigheder, der skulle gøre ham til forbryder - tværtimod

 

Og dog begyndte han at stjæle, da han var 8 År gammel, og fortsatte dermed, indtil han i en Alder af 19 År blev anholdt for aldrig at blive løsladt mere og 26 År gammel at afslutte sit Liv efter at have begået to Mordforsøg og en Ildspåsættelse, ved hvilken flere Mennesker omkom.

 

Han var født på Fødselsstiftelsen i 1839 af en ugift Moder; hvem Fa­deren var, vides ikke.

Han blev straks sat i Pleje hos et Kvindfolk, der beboede et Kvistkammer i Vognmagergade, og som udelukkende levede af Betleri.

 

Når hun gik ud på sine Betlervandringer, medbragte hun, for at vække Medynk, det spæde Barn, der kun var klædt i nogle Pjalter, og hun veg ikke tilbage for at give det Brændevin, for at det kunne se endnu mere sygeligt ud, eller for, når Folk nærmede sig på Gaden, at knibe og nappe det, så at det gav sig til at klynke.

 

At Barnet under disse Omstændigheder næppe ville have fået nogen lang Levetid, kan man vist. nok betragte som givet.

 

Men disse Forhold varede dog - heldigvis tør man måske knap sige - kun kort.

 

Den 16. Januar 1840, den Aften Kong Frederik VI blev bisat, stod hun på Amagertorv med Barnet på Armen.

 

Blandt de forbipasserende var der et Ægtepar, Skomagermester Tofte og hans Hustru.

Deres Ægteskab var barnløst, og de ønskede sig intet hellere end et lille Barn.

De indledede en Samtale med Betlersken, og på Vejen hjem besluttede de at tage Barnet til sig.

 

Beslutning fulgtes af Handling, og et Par Dage efter havde de fået Bar­net, som de gav deres Navn.

 

De tog sig på det kærligste af den stakkels lille forsømte Skabning, som de betragtede som deres eget Barn, han blev passet og plejet på det aller­omhyggeligste, men "ligesom den unge Plante, der har fået Frost, først langsomt kommer til Kræfter og aldrig bliver så stor og smuk som den, der bestandig har været plejet og vogtet for Kulden", således gik det også her.

 

Drengen var sat tilbage både i legemlig og åndelig Henseende.

 

Han var lille og spinkel, og han lærte først i 8 Års Alderen at tale helt rent.

 

Og på den Tid begyndte han at stjæle.

Først var det kun enkelte Skillinger, han tog fra Moderen, så blev det til hele Markstykker, som han af Frygt for, at hans Tøj skulle blive efterset gik og gemte i Munden.

 

Først efter to Års Forløb opdagede Forældrene disse Småtyverier, som han beredvilligt tilstod.

En ikke alt for alvorlig Revselse gjorde ikke det allerringeste Indtryk på ham.

 

Så snart han var konfirmeret, blev han sat i Blikkenslagerlære på Køb­magergade. Han lærte dog ingen Ting her, da hans væsentligste Beskæfti­gelse var at passe Mesterens Børn, men han fik Lejlighed til at begå en Del Tyverier, og han indskrænkede sig ikke til at bestjæle Mesteren, men også andre i Nabolaget aflagde han Besøg og begik endog Indbrud med falske Nøgler og Dirk.

 

Han fik sig nu en Veninde, Caroline, der var noget ældre end han. Hun havde Mod på Livet, satte stor Pris på Foræringer og ville navn­lig gerne ud at more sig.

 

Udgifterne blev større, og hvor skulle Pengene komme fra andet end ved flere Tyverier.

 

Plejeforældrene, der nok mærkede, at alt ikke var, som det skulle være, særlig efter at de på hans Værelse havde fundet et Bundt Nøgler, skaffede ham nu en Plads i Fredericia hos en Bager, for at han her "kunne afvaske det Smuds, han havde fået på sine Hænder i Hovedstaden, i det hvide mel”. men det sorte i Hjertet kunne ikke afvaskes.

 

Da Fredericia, som enhver anden By, havde Indbyggere, der var bedre forsynet med Penge end han, fandt han også her Fordelingen af Lykkens Goder noget ulige og søgte derfor efter bedste Evne at rette denne Fejl.

 

Det blev til en Del Indbrud.

 

Omsider kedede han sig i den lille By, pakkede sit Tøj og tog tilbage til København, hvor han ved Ankomsten, foruden at han havde betalt sin Rejse, havde ikke så få Penge i Behold.

 

Nu gav han sig til udelukkende at leve af Tyverier.

Han var så forsigtig ingen Medskyldige at have, men altid at arbejde alene.

Han stjal kun kontante Penge, kun en enkelt Gang tog han et Sæt Tøj, og det kom han til at fortryde.

 

Når han gik ud på sine Tyvetogter, tog han sit pæneste Tøj på for at virke så lidt mistænkelig som muligt, og det var ham også til Hjælp ved flere Lejligheder, hvor han blev overrasket enten i Færd med at bryde Entredøren op eller endog inde i Lejligheden.

Han gav så straks den Forklaring, at han var kommet for at søge efter en Ven, og når han var fundet inde i Lejligheden, sagde han, at Døren havde stået åben, og han sagde det med en så troskyldig Mine, at man ikke fattede Mistanke til det pæne unge Menneske.

 

Foruden Caroline havde han nu fået tre andre Veninder, som han med Gavmildhed forærede Gaver og tog med ud til Fornøjelser.

 

Særlig Kasino-maskeraderne dyrkede han med Liv og Lyst, og det var ikke usædvanligt, at han på en sådan Aften brugte 50-60 Rbd.

 

I 1857 blev han anholdt, sigtet for at have stjålet et Sæt Tøj.

Han havde ved et Indbrud set Tøjet, som han syntes så godt om, at han glemte sin sædvanlige Forsigtighed og tog det med sig.

Da han fik prøvet det, passede det ham ikke, og han var letsindig nok til at sælge det til en Marskandiser, som senere genkendte ham.

 

Da han påstod, at Døren til Lejligheden havde stået åben, og det modsatte ikke kunne bevises, undgik han Straf for Indbrud og slap med 25 Slag Rotting.

Det rørte ham ikke mere, end at han Dagen efter, da han skulle møde på Politikammeret, på Vejen derhen begik et Indbrud.

 

Han var nu imidlertid blevet noget bange og tænkte på at søge hæ­derligt Arbejde i hvert Fald for en Tid.

Han søgte en Plads som Stewart på en Damper, der gik på Kiel, men det blev ikke til noget.

 

Så fortsatte han i Stedet for sine Tyverier, dristigere end før.

Atter blev han nervøs for Opdagelse og søgte og fik en Plads som Op­varter på Klampenborg, men uheldigvis var der en af Køkkenpigerne, der havde genkendt ham fra Tyveriet af Klæderne, hun sladrede, og han blev bortvist.

 

Nye Indbrud fulgte, indtil han i Maj 1858 blev anholdt.

Han tilstod straks ca. 90 Tyverier, de fleste af dem Indbrud, og blev idømt 8 Års Tugthusarbejde, der skulle afsones i Christianshavns Straffe anstalt.

 

Her forfaldt han til Tungsind.

Han havde altid været melankolsk, og allerede som Dreng havde han et Par Gange villet begå Selvmord, den ene Gang med Polervand, den anden Gang med Rottekrudt, men da disse to Ting havde en ækel Smag, opgav han sit Forehavende.

 

Efter en Tids Forløb besluttede han sig til at indrømme, hvad han hidtil havde skjult, og tilstod nu yderligere hen ved 100 Indbrud og 7 Ildspåsæt­telser, som han påstod, han havde begået for under den opståede For­virring at se Lejlighed til at stjæle.

 

Hans Dom blev derefter forhøjet til Tugthus på Livstid.

 

De første tre År opførte han sig mønsterværdigt i Straffeanstalten. Men så skete det .

Forplejningen var ikke god og var utilstrækkelig, og da han over for de andre Fanger på Vævestuen, hvor han var beskæftiget, havde udtalt, at han skulle sørge for, at Bestyreren og Lægen, der førte Tilsynet med Ma­den, kom til at stå til Ansvar derfor, og de andre hånligt havde svaret, hvad sådan en Splejs som han vel kunne gøre, blev han såret i sin For­fængelighed og tog den vanvittige Beslutning at ville begå et Drab.

 

Bestyreren sad altid forskanset på sit Kontor, så det blev Lægen, der skulle undgælde.

Med en Hammer, som han havde taget med fra Vævestuen, gemt i Ærmet, lod han sig

fremstille for Doktoren, og medens denne sad foroverbøjet over sit Bord, slog han ham med fuld Kraft et Slag i Hovedet.

 

Slaget var til alt Held ikke dræbende og endog kun mindre farligt. Nogen Anger viste han ikke, og han modtog sin derpå følgende Døds­dom med Ro og Beherskelse.

 

Han var træt af Livet, og nogen Glæde var det ham ikke, da han fik Meddelelse om, at han var blevet benådet til livsvarigt Tugthus under streng Bevogtning.

Han blev så overført til Horsens Tugthus og anbragt i Enecelle.

 

"Nå, var det dig, der ville slå Doktoren ihjel? Sådan en Fyr kunne jeg putte i Lommen."

Det var den Velkomsthilsen, han i Horsens fik af en af Fængselsbetjen­tene, noget af det mest sårende, der kunne være sagt til ham, det nagede ham, og han tænkte stadig på Hævn.

Et År gik imidlertid. Betjenten var flyttet til en anden Afdeling, men så kom han tilbage til Enecellerne.

Tanken om at hævne Fornærmelsen blussede atter op, og en Dag slog han Betjenten et Tinkrus i Hovedet.

Det skulle koste 27 Slag Kat.

Skrækslagen ved Udsigten til denne korporlige Straf spekulerede han på, hvorledes det kunne være muligt at undgå den, han havde fået Af­slag på at få den forvandlet til Vand og Brød.

Så forsøgte han Selvmord.

 

Han hængte sig op i sine Seler, men han havde anbragt dem forkert, så Forsøget mislykkedes.

Så mente han ikke, der var andet at gøre end at føre sin Hævn til Bunds. Da han en Morgen passerede forbi Betjenten, jog han en Kniv, som han havde stukket til Side under sit Arbejde, i Halsen på ham.

 

Såret var dog ufarligt, og inden længe kunne Betjenten atter komme til Tjeneste.

Da han af sin Defensor under den nu rejste Sag erfarede, at han denne Gang næppe ville undgå at få sin sikre Dødsdom eksekveret, aflagde han for, som han sagde, at rense sin Samvittighed, Tilståelse om, at det var ham, der i 1858 havde påsat en Ildebrand i Studiestræde, hvorved fire Men­nesker, to Voksne og to Børn, omkom, og for hvilken en anden havde sid­det arresteret som mistænkt i lang Tid.

 

Branden havde han påsat i et Snedkerværksted, hvor han var brudt ind for at stjæle, men hvor han ikke havde fundet noget. Hvorfor han satte Ild på, kunne han ikke forklare, det var, så vidt han kunne sige, en pludselig Lyst, der var kommet op i ham og at de Mennesker, der boede i Lejligheden ovenover, ville kunne komme i yderste Livsfare, havde han ikke skænket en Tanke.

 

Ved Horsens Købstads Ekstrarets Dom blev han dømt til at have sit Liv forbrudt, og denne Dom stadfæstede Højesteret.

 

Justitsministeriet fandt ikke Anledning til at indstille ham til Benåd­ning, og Kongen resolverede derefter, at Livsstraffen skulle fuldbyrdes.

Direktionen for Horsens Tugthus havde indberettet til Ministeriet, at Overholdelse af Bestemmelsen i Plakat af 31. August 1813 § 6, hvorefter Straffe enten på Livet eller med legemlig Revselse, der er idømt Fanger, altid skal eksekveres i de andre Fangers Påsyn, i dette Tilfælde ville være i høj Grad utilrådelig såvel af Hensyn til de andre Fanger som navnlig i Betragtning af de lokale Forhold, der ville gøre det nødvendigt under Eksekutionen at samle Anstaltens 383 Fanger i Fængselsgården.

 

Ministeriet var ganske enigt i denne Anskuelse, men udtalte i øvrigt, at der heller ikke var nogen Nødvendighed for at bringe Bestemmelsen til Anvendelse, da den for så vidt angik de Fangerne idømte legemlige Disci­plinærstraffe var ændret ved en senere Lov af 3. December 1850, og denne Ændring ikke kunne være uden Indflydelse på Paragraffens øvrige Ind­hold.

Ministeriet meddelte da Amtmanden over Skanderborg Amt, at Henret­telsen ville være at foretage på Horsens Købstads sædvanlige Rettersted.

 

Her endte Skarpretteren den 20. Februar 1865 om Morgenen Klokken 8 Peter Toftes ulykkelige Liv.