Rasmus Pedersen kaldet Mørke.

(1879)

 

Med udgangspunkt i

S. Tage Jensens

Artikel.

 

HERREDSFOGDEN for Rinds-Gislum Herreder, den tidligere Direktør får Det kgl. Teater, Justitsråd H. C. Christensen, modtog den 30. Juni 1879 fra Sognefogeden i Klejtrup en sålydende Indberetning:

"Da jeg i Middags Kl. 1 ½  blev hentet af Gårdmand P. Mortensen, da de ikke havde set noget til hans Farbroder P. Pedersen i dag, og fik flere Mænd tilstede for at se ind af Døren, men den var lukket inden på, og igennem Vinduet kunne man se ham, men ikke råbe ham op.

Så blev der et Vindue taget ud, og et skrækkeligt Syn: 2de Mennesker, Peder Peder­sen og en Mand til, var slaget med en Kølle, som lå i Sengen, i Ansigtet, så det var helt blodig, et skrækkeligt Syn, og med Strikker omkring Hove­det, og der var gjort noget Ild på, men det var ikke lykkes at afbrænde Gården; Nøglen til Døren var borte og Skabet brækket og Pengene stjålne.

 

Herredsfogeden tog sammen med Distriktslæge Magnus straks til Stedet.

Der var ingen Tvivl om, at der forelå et Dobbeltmord.

 

Både Gårdejer Pedersen og hans Gårdskarl Anders Jensen lå med knuste Hoveder i den fælles Seng. Om Halsen havde de begge Strikker, om Pedersen var den strammet fast, medens den lå løs om Anders Jensens Hals. Mordvåbnet, en Trækølle, lå i Sengen.

 

Sengens Fodstykke var en Del forkullet, Ilden havde været påsat i noget Papir og nogle gamle Klæder, der lå under den.

 

Skabet i Stuen var brækket op, og der fandtes ingen Penge.

 

Slagsengen i Stuen var trukket halvt ud, og det kunne ses, at der havde ligget nogen i den.

 

Mistanken fæstnedes straks på en 38-årig arbejdsløs Daglejer Rasmus Pedersen med Tilnavnet Mørke, som jævnlig var kommet hos de Afdøde, og som Gårdens andre Beboere havde set der Dagen før.

 

Han blev derefter eftersøgt og efterlyst, og fire Dage efter blev han an­holdt i Randers, hvor det blev oplyst, at han de sidste Dage havde fartet om og sviret.

 

Han havde ved Anholdelsen over 100 Kroner på sig, Penge, som han påstod, at han havde sparet op i de sidste otte År.

 

Endvidere var han i Besiddelse af en brun Tegnebog, og han var iført gode Klæder.

 

Han blev derefter transporteret til Hobro og blev konfronteret med Li­gene, men nægtede at have begået Mordene.

 

Tegnebogen, han havde hos sig, blev bestemt genkendt som tilhørende den myrdede Peder Pedersen, og de Klæder, han havde på, blev ligeledes genkendt som de Myrdedes, i hvis Besiddelse de var set endnu Aftenen før Mordene blev begået.

 

Trods disse kraftige Indicier, hvormed han blev gjort bekendt, nægtede han fremdeles.

 

Da det havde sin Interesse at finde det Tøj, Rasmus havde haft på, før han tilvendte sig de Afdødes Klæder, blev det efterlyst, så godt man kunne efter Beskrivelsen, og i Slutningen af Juli Måned fandt to Mænd i en Grus­grav i Lindum Skoven Sæk med noget gammelt Tøj.

 

Dette blev bragt til Stede, og bl.a. en Jakke og en Vest blev med Bestemt­hed genkendt som havende været Rasmus Mørkes.

 

Da der var Formodning om, at han ikke havde været alene om Drabene, men havde haft en Medskyldig, blev Undersøgelsen rettet på, hvem det kunne være, og man standsede ved en Gårdskarl Niels Andersen, som man vidste, han havde tjent sammen med, og som Dagen før Mordene var ble­vet bortvist fra sin Plads.

 

Han blev efterlyst og kort efter anholdt på en Gård ved Nibe, hvor han den sidste Måned havde haft Arbejde.

 

I det første Forhør hos Herredsfogden nægtede han at have set eller hørt noget til Rasmus i lange Tider og nægtede at have nogen Andel i For­brydelsen.

 

Efter at have siddet arresteret et Par Dage fremkom han med en Til­ståelse, som med enkelte Rettelser, han gjorde i den den følgende Dag, gik ud på, at 'han den Eftermiddag, som Mordene blev begået om Aftenen, tilfældigt havde truffet Rasmus, der havde bedt ham om at møde sig om Aftenen.

 

Rasmus havde da bedt ham om at være sig behjælpelig med et Tyveri, som han ville begå hos en gammel Mand i Klejtrup. På Vejen derhen havde Rasmus taget en Kølle, der lå på en Mark, den skulle, sagde han, bruges til at slå Døren ind med.

 

Da de var kommet hen til de Myrdedes Hus, bankede Rasmus på Døren og bad om at blive lukket ind og få Nattelogis. Peder Pedersen lukkede dem ind, og Rasmus så Lejlighed til uset at sætte Køllen fra sig i Forstuen.

De gik så alle fire i Seng, idet han og Rasmus lå i Slagsengen.

 

Efter en Tids Forløb stod Rasmus, der havde afført sig alt sit Tøj, op og sagde, at nu ville han stjæle, hvad han kunne finde. De to Gamle vågnede imidlertid og ville til at gøre Anskrig, men Rasmus løb så ud efter Køl­len, og med den slog han først Gårdskarlen, og derefter snørede han en Strikke om Peder Pedersens Hals og strammede til, og så tog han Køllen og slog også ham med den. Så brød han et Skab op og tog nogle Penge og tog også nogle Klæder, som han puttede i en Sæk.

 

Niels gik nu udenfor, og lidt efter kom Rasmus ud, låsede Døren ud­vendig fra og tog Nøglen med sig.

 

Da de var kommet hen til Lindum Skov, gik Rasmus ind i en Tykning, idet han sagde, han ville gå hen i en Grusgrav og skifte Tøj, men da det varede noget længe, før han kom tilbage, blev han, Niels, utålmodig og gik hjem til sin Moders Hus, hvor der ikke var nogen, der hverken så eller hørte ham komme.

 

Han påstod bestemt, at der ikke havde været nogen Aftale om, at der skulle begås Drab, der var kun Tale om Tyveri.

 

Niels blev Dagen efter ført til Påvisning af det Sted i Skoven, hvor Ras­mus var gået ind for at skifte Tøj, og han påviste et Sted, der var lige i Nærheden af den Grusgrav, hvor Rasmus gamle Klæder var fundet.

 

I Midten af September begærede Rasmus sig fremstillet for Dommeren.

Han aflagde Tilståelse om at have udført begge Drabene. Han erindrede at have slået dem begge ihjel med Køllen, som han allerede den foregående Torsdag havde taget på en Mark og gemt den et andet Sted for at have den klar. Han måtte således indrømme, at han allerede flere Dage i Forvejen havde planlagt Forbrydelsen, men han havde savnet Mod til at udføre den. Efter at han fra Lørdag Morgen ikke havde fået noget at spise, men derimod både den Dag og om Søndagen havde fået rigeligt med Brændevin, hen­tede han om Aftenen Køllen og gik hen til den Myrdedes Hus.

 

Han blev lukket ind og fik Lov til at overnatte. Han tog alt sit Tøj af og lagde sig i Slagsengen. Noget senere stod han op og udførte så Drabene, om de Myrdede sov eller var vågne, om hvem han først dræbte, og hvorledes det var med Strikkene om deres Hals, erindrede han ikke, og han kunne navnlig ikke huske, at Niels havde været med. Der kunne nok foresvæve ham noget om, at der var en anden med, men det stod dog snarere for ham, at han havde været alene, men han havde for øvrigt været så beruset, at han ikke rigtig nu kunne sige, hvad han havde foretaget sig.

 

Som Grund til Forbrydelsen angav han, at han var ganske blottet for Penge og Klæder, noget udestående med de Myrdede havde han ikke, tvært­imod havde de begge altid været venlige mod ham.

Niels Andersen kom derefter i Forhør og gentog sin tidligere Forklaring og Tilståelse om at have været med ved Mordenes Udførelse.

 

To Dage efter begærede Niels en Samtale med Dommeren.

Under Gråd og heftig Bevægelse forsikrede han, at han aldeles ikke havde været delagtig i Forbrydelsen, og at hele hans Forklaring herom var opdigtet.

 

Spurgt om, hvorfor han da så havde påtaget sig så stor en Skyld, er­klærede han, at han havde været bange for at blive belagt med Håndjern, hvis han ikke tilstod, og spurgt om, hvorledes han havde kunnet give så mange korrekte Enkeltheder, sagde han, at han før sin Anholdelse havde læst en Del i Aviserne, og gennem Folk, der havde mødt som Vidner, havde han fået en Del at vide, og yderligere ikendte han de Myrdedes Hus og Omegnen ud og ind, og Resten havde han endelig gættet sig til.

 

Rasmus blev nu fremstillet og forsikrede på det højtideligste, at han nu var blevet klar over, at han ikke den pågældende Søndag og Dagen efter havde set noget til Niels, altså hverken før, under eller efter Drabene, som han nu var aldeles sikker på at have udført uden nogens Hjælp.

 

Hvor han havde fået Strikken fra, kunne han stadig ikke huske, heller ikke, hvorledes han havde benyttet den, men derimod kunne han huske, at han havde taget to Lysestumper og sat dem tændt under Sengen, for at Huset skulle blive brændt af.

 

Engang sent hen på Efteråret så Rasmus Lejlighed til at undvige fra Arresten.

Håndjernene, som han bar Dag og Nat, havde han fået smøget af sig, han havde nemlig ualmindelig små Hænder, og han havde så dirket Celle­døren op.

 

Hans Undvigelse vakte Bestyrtelse hos Folk ude på Landet. Man låsede nu sine Døre af om Aftenen, hvad der ellers ikke var Sædvane, og mange turde overhovedet ikke sove af Skræk for, at han skulle aflægge dem et Besøg.

 

Gentagne Gange fik Herredskontoret de følgende Dage Meddelelse om, at nu var han set her eller hørt der, "man havde tydeligt hørt, hvor det smattede, når han var løbet forbi på sine Strømpesokker på den regn­våde Jord."

 

Så en Nat hen ad Morgenstunden bankede det på hos en Ledvogter. Da han spurgte om, hvem det var, fik han Svaret, at det var Rasmus, men der var ingen Grund til at være bange.

Han kunne nu ikke klare sig længer og var kommet, for at Ledvogteren, der altid havde været god mod ham, kunne få den Dusør, der var udlovet for hans Pågribelse. Når han blot måtte blive lukket ind og få et Måltid Mad, så ville han gå med ind til Her­redsfogden.

Han fik sit Ønske opfyldt og holdt sit Ord. Et Par Timer efter gik han fredeligt tilbage til Arresten.

 

Distriktslægen erklærede, at Rasmus måtte anses for fuldt tilregnelig. Præsten, der havde besøgt ham i Arresten, udtalte, at han på ham ikke gjorde Indtryk af at være en Forbryder, men derimod et ulykkeligt Men­neske, der i et vildt Fortvivlelsens Øjeblik havde gjort en forfærdelig Ger­ning, som nu piner hans Samvittighed og fylder hans Sjæl med Uro og Frygt for at han ikke kan finde Nåde hos Gud.

 

Han var dog klar over, at den Anger, Forbrydere ofte viser, kun er Be­drøvelse over, at de har bragt sig selv i Ulykke, men det mente han dog ikke var Tilfældet her, ”dertil er hans øje for frit og for godt, og han er alt for blød af Hjerte".

 

Præsten sluttede dog med at sige, at hans Opfattelse muligvis var urigtig. da han ikke var vant til at komme i Berøring med dem, der har gjort sig skyldige i store Forbrydelser, og derfor også lettere kan lade sig skuffe.

 

Ved Underretsdommen, ved hvilken Meddomsmænd medvirkede, blev Rasmus Mørke idømt Livsstraf, og Niels Andersen for Meddelagtighed til 2 Års Forbedringshusarbejde.

 

Ved Viborg Overrets Dom blev Straffen over Rasmus stadfæstet, hvor­imod Niels Andersen blev frifundet for Meddelagtighed, idet det udtales, at der uanset Bestemmelsen i L. 1-15-1 ikke kan lægges afgørende Vægt på hans først afgivne Tilståelse, og skønt der er adskillige Ting i hans Forklaring, der tyder på, at han har været til Stede ved Forbrydelsens Ud­førelse, kan der dog ikke anses at være fremskaffet tilstrækkeligt Bevis for, at han har været delagtig deri.

 

Højesteret, hvortil Sagen blev appelleret for Rasmus Mørkes Vedkom­mende, og hvor Højesteretsadvokat Klubien var Aktor og Højesteretsadvokat Halkier Defensor, stadfæstede Overretsdommen.

 

Kun een af de 10 voterende Dommere stemte for Benådning.

 

Da heller ikke Ministeriet fandt Anledning til at indstille til Benåd­ning, stadfæstede Kongen Dødsstraffen.

 

Henrettelsen fandt Sted den 5. Januar 1881 på Klejtrup Mark.

 

Skønt det var en isnende kold Morgen, havde der samlet sig flere Tu­sinde Tilskuere.

"Den Domfældte besteg rolig Skafottet, men man kunne," hedder det i en samtidig Beretning, "se, at han var dybt bevæget.

Efter at Herredsfogden havde oplæst Dommen, talte Præsten med Dom­fældte, der knælende bad Fadervor.

Nu trådte Skarpretteren til, og Øksen, der hidtil havde været skjult, kom nu frem.

Domfældte lagde sit Hoved på Blokken, og Hugget skete hurtigt og sikkert.

Et Øjeblik efter den uhyggelige Scene stod Solen op over Heden."