Revalsgade-Branden.

(1925)

  

Med udgangspunkt i

S. Tage Jensens

Artikel

  

SKÆRTORSDAG d. 9. April 1925 blev Brandvæsenet alarmeret til Revalsgade Nr. 10.

Ilden var i en Farvehandel i Stuen og skyldtes en Eksplosion. Flere Per­soner var tilskadekommet og bragt på Hospitalet. Ruden til Butikken var sprængt, og Butik og Bagværelse var fuldstændig raseret, og Ejendommen havde i øvrigt også lidt en Del Skade og flere store Butiksruder og en Mæng­de almindelige Vinduesruder var knust.

 

Opdagelsespolitiet blev alarmeret og foretog Afhøringer.

En Jernbaneportør forklarede, at han ved 10 ¼ Tiden var passeret forbi Ejendommen, da han blev opmærksom på, at der brændte en lille Flamme i Træværket under Butiksruden. Dette Træværk gik skråt nedad og dan­nede et Overdække for Kældernedgangen. Udenfor Butikken stod en Herre og Dame. Han gik hen, og pustede til Flammen, der så gik ud. Den anden Herre strøg nu en Tændstik og holdt den hen i Nærheden af Træværket og en lille Flamme blussede atter op, men de pustede den ud igen.

 

Han gik nu hen til en Forretning i Huset ved Siden af for at ringe til Politiet. I det samme Øjeblik, han var ved at gå ind ad Butiksdøren, hørte han et øredøvende Brag, og da han vendte sig om, så han Damen ligge lem­læstet på det andet Fortov, og Herren stod ved Siden af tilsyneladende til­skadekommet.

 

Foruden den Herre og Dame var endnu en anden Herre og en anden Dame, der alle havde opholdt sig ude på Gaden, da Eksplosionen skete, bragt til Hospitalet.

 

Det blev meddelt, at 10 Minutter før Eksplosionen var det set, at en stor Dreng stod på Trappen ,op til Farvehandelen, og det så ud, som om han kom ned fra Butikken. Drengen var Bud hos Farvehandleren og boede to Huse derfra.

Drengen, Georg, blev så afhørt.

Han forklarede straks, at han var gået Seng Kl. 8 ½ og ikke senere havde været ude på Gaden. Gjort bekendt med, at hans Broder havde forklaret, at han havde set, at han efter at være gået i Seng var stået op igen og havde været borte et Stykke Tid, og at han var set udenfor Nr. 10, indrømmede han, at han var stået op igen for at gå på W.C. der var i Gården, og da han havde været der, var han lige gået ud på Gaden og hen til Nr. 10 for at se, om hans Principal, der om Onsdagen var rejst fra Byen, var kommet hjem.

Han gik Så, da han på Grund af en Svaghed i Blæren atter skulle lade sit Vand, gennem Kældergangen ind i Ejendom­mens Gård, og da han kom tilbage gennem Gangen mærkede han, at noget dryppede ned på hans venstre Ærme. Han tænkte, at det var en eller anden Beholder i Butikken, der var utæt. Han strøg så en Tændstik og holdt den op i Nærheden af Træværket. Han forsøgte at slukke Ilden, men da det blev ved med at brænde, blev han bange og løb hjem.

 

Af de til Hospitalet bragte 11  Personer afgik den ene Dame, om Natten ved Døden af de Brandsår, hun havde fået af de brændende Væsker, der ved Eksplosionen var slynget ud på Gaden, to var indlagt og svært med­taget, og kun den fjerde havde kunnet sendes hjem efter, at være forbundet.

 

Den brandlidte Farvehandler blev Dagen efter sammen med sin Hustru truffet i Kværkeby, hvor han var i Besøg hos sin Svigermoder.

 

Hustruen forklarede, at de var rejst hjemmefra Onsdag Aften. Lige før de tog af Sted, så hun, al hendes Mand lagde en Del Pengesedler ned i en Blikdåse, som han stillede under Disken i Butikken. Da han ikke ville rejse med så mange Penge, Om Natten havde hun haft en grim Drøm; hun drøm­te, at der var Ild løs i Butikken, og at alt brændte, og hun var uhyggelig til Mode, da hun vågnede.

 

Den 22-årige Farvehandler forklarede derefter, at han ikke kunne give nogen Forklaring på, hvorledes Eksplosionen var opstået. Det var rigtigt, som hans Hustru havde sagt, at han havde ladet en Del Penge, ca. 200 Kr., blive liggende i Butikken. Georg, påstod han på særlig Tilspørgsel, havde ikke haft Nøgle til Butikken.

 

Ganske tidligt næste Morgen fik Politiet en Meddelelse gående ud på, at Georgs Moder havde fortalt, at Farvehandleren den foregående Aften havde henvendt sig i hendes Hjem og afkrævet Georg en Nøgle, han havde fået til Butikken, og Georg havde ved den Lejlighed ladet ham høre, at det var efter hans Tilskyndelse og efter Aftale med ham, at han havde foran­lediget Eksplosionen ved at sætte Ild i den Væske, der sivede ud mellem Brædderne i Træværket.

 

Georgs Moder gentog denne Udtalelse og tilføjede, at hun for 3 Uger si­den havde bebrejdet Georg, at han ikke tjente noget ordentligt, og han havde da sagt, at han snart ville tjene 200 Kr. men ved hvad havde han ikke villet sige, da han havde givet sit Æresord på ikke at røbe det.

Da Bran­den nu skete, blev hun bange for, at det var for Påsættelse af den, han skulle have de Penge af Farvehandleren, og talte med ham derom, og han indrømmede så, at det var rigtigt.

Georg blev så anholdt.

 

Han tilstod nu at have anstiftet Branden og fortalte, at hans Principal 2-3 Uger før en Dag havde spurgt ham, om han ville tjene 200 Kr. og lidt efter lidt havde han sagt, at han Skærtorsdag Aften så blot skulle sætte en Tændstik til det lille Hul, der var i Træværket over Kældergangen.

 

En halv Snes Dage før var der til Forretningen indkøbt 3 Dunke Benzin a 15 Liter, skønt der ellers ikke blev solgt ret meget deraf.

 

Når Træværket var antændt, skulle han efter de givne Ordrer gå, ind i Butikken for at se, om det brændte ordentligt, og i den Anledning fik han Nøglen udleveret.

 

Så påsatte han Ilden som aftalt, og som han allerede havde forklaret, men han gik ikke ind i Butikken bagefter, det turde han ikke, da han jo ikke kunne vide, hvordan Ilden ville udvikle sig.

 

Farvehandleren blev så straks eftersøgt, og han blevet Par Timer efter truffet i Kværkeby, hvortil han var taget tilbage.

 

Gjort bekendt med Georgs Forklaring benægtede han bestemt Rigtigheden af den, for så vidt ham angik. Det var fuldstændig urigtigt, at han havde lokket Georg til at begå Brandstiftelse, påstod han, og det var heller ikke rigtigt, at han havde udleveret ham en Nøgle til Butikken.

 

Havde han en, måtte han selv have ladet den lave. Det var rigtigt, at der var købt en Del Benzin for nogen Tid siden, men det var efter Bestilling af en Kunde, der havde fået det allermeste deraf leveret.

Han udtalte, at ved hans Besøg i Georgs Hjem den foregående Aften havde Georg sagt, at han, før han satte Tændstikken til, havde været inde i Butikken og hældt hele Gulvet over med Benzin, men han hævdede fremdeles, at hvis Georg havde anstiftet Bran­den, så var det ikke efter hans Opfordring eller efter Aftale med ham.

 

Georg forklarede nu, at han, hvad der var Aftalen, havde været inde i Butikken først og hældt Indholdet af 3 Dunke "formentlig Benzin" udover Gulvet. Dunkene indeholdt tilsammen 40 Liter, mente han, men han på­stod, at det havde han ikke sagt noget til Farvehandleren om den fore­gående Aften.

Farvehandleren nægtede fremdeles enhver Andel i Forbrydelsen. Han blev så indsat i Arresten.

 

Begge de anholdte blev samme Dag arresteret i Grundlovsforhør. Næste Dag, 1. Påskedag, afholdt Politiassessor, nuværende Opdagerchef Krenchel, Forhør.

 

Til at begynde med fastholdt Farvehandleren stejlt sin Nægtelse af at være Anstifter til Branden, men efter at Georg i hans overværelse detailleret hav­de gentaget sin Forklaring, aflagde han Tilståelse om, at det var efter hans Ønske, Opfordring og Plan, at Georg satte Ild på.

 

Han forklarede yderligere, at hvad der efter hans Mening havde frem­kaldt den voldsomme Eksplosion var en Dunk med Benzol, som han havde lagt lige ovenover Træværket, idet han rigtigt havde regnet med, at Væsken, når Proppen på Dunken var brændt, ville flyde ud og få Ilden til at blusse stærkere.

 

Han havde dog ikke i Forvejen tænkt sig Muligheden af, at det ville frembringe en så voldsom Eksplosion, og han hævdede, og det fastholdt han gennem de senere Forhør både i Undersøgelseskammeret og i Ret­ten, at han ikke havde tænkt sig, at Branden kunne medføre Fare for Men­nesker, idet han gik ud fra, at Brandvæsenet ville komme så hurtigt til Stede, at de meget hurtigt ville kunne få Bugt med Ilden, hvad jo også var Tilfældet.

 

Fra Chefen for Københavns Brandvæsen forelå en Erklæring gående ud på, at Branden måtte anses som særdeles farlig af Hensyn til de store Mængder brandfarlige Væsker.

Da der forelå Tvivl om Georgs Tilregnelighed blev han indlagt til observation på Kommunehospitalets 6. Afdeling.

 

Overlægen, der, Professor Wimmer, udtalte om ham, at hans åndelige Udvikling var som en 12-13 Års Drengs.

Forundersøgelserne blev derefter hurtigt afsluttet.

 

Sagen kom for østre Landsrets Nævningeting i Oktober Måned samme År.

 

Nævningene kendte Farvehandleren skyldig i Anstiftelse til Ildspåsæt­telse under sådanne Omstændigheder, at han måtte indse, at andres Liv udsattes for åbenbar Fare, samt i Assurancesvig, og Georg blev kendt skyl­dig i Brandstiftelse under samme Forhold.

 

Til Spørgsmålet, om Georg måt­te anses for at være afsindig eller i øvrigt ikke sine Handlinger bevidst, sva­rede de nej, hvorimod de svarede ja til Spørgsmålet om han var Tåbe.

 

Straffen blev derefter fastsat til 14 Års Tugthus for Farvehandlerens Vedkommende, og Georg idømtes 18 Måneders Forbedringshus.

 

Georg modtog Dommen, men Farvehandleren begærede den påanket til Højesteret, da han fandt Straffen for hård. Kort efter erklærede han imid­lertid, at han alligevel ikke ønskede Appel og blev så indsat til Afsoning.

 

Et År efter ansøgte han i en Skrivelse til Justitsministeriet om at få Sagen appelleret. Højesterets Anke udvalg afviste hans Andragende med den Motivering, at han ved sin tidligere Erklæring om at acquiescere ved Dom­men havde givet bindende Afkald på Anke.