Sagen fra Lægeforeningens Boliger.

(1914)

  

 

Med udgangspunkt i

S. Tage Jensens

Artikel.

 

TIL Politistationen i Nordre Frihavnsgade indløb der den 28. December 1914 Kl. 2 Eftermiddag Anmeldelse om, at den 82-årige Enkefru Dyr­berg Nielsen var fundet myrdet i sin Lejlighed i Lægeforeningens Boliger.

 

Opdagelsespolitiet kom straks til Stede.

Den gamle Kone lå fuldt påklædt på Sengen. I Hovedet havde hun en Række alvorlige Sår. Den højre Arm hang udenfor Sengekanten, Pulsåren var skåret over ved Håndledet.

To Skuffer i en Kommode stod åbne og var gennemrodet, ellers var der ikke nævneværdig Uorden i den lille Stue.

 

Der var ikke Fingeraftryk eller andre brugelige Spor efterladt.

De mange Sår og navnlig Snittet i Håndledet gjorde det klart, at det havde været Gerningsmanden eller Gerningsmændenes absolutte Hensigt, at den Gamle skulle dø.

 

Man sluttede deraf, at han eller de for alting ville være sikre på, at hun ikke skulle kunne angive dem, med andre Ord: hun havde kendt dem.

 

Undersøgelsen blev derfor straks lagt an på at søge at udfinde den Af­dødes Bekendtskabskreds, hvoriblandt Morderen eller Morderne måtte findes.

 

Ved Forhøring i Husene omkring forklarede en ung Pige, at Kl. ca. 1 ½  var der kommet en Mand, som havde sagt, at han var Opdager, og spurgt om, hvor Fru Dyrberg Nielsen boede, da han skulle tale med hende om det Indbrudstyveri, der havde været i hendes Lejlighed en Uge i Forvejen.

 

Under Samtalen havde han trukket et dobbeltkapslet Guldur uden Kæde frem og gjort Bemærkning om, hvad Klokken var.

 

Hun havde lagt Mærke til, at da han tog Uret frem, knappede han ikke sin Jakke op, men stak Hånden ind under den, hvad hun tænkte, var noget besværligt.

 

Hun havde så set ham gå op ad Trappen til Fru Dyrbergs Lejlighed, og hun og en af de andre Beboere var gået derhen og havde hørt ham tale med den Gamle.

 

Hun beskrev ham som værende ca. 25 År, middelhøj, med smalt, magert Ansigt og mørke, stikkende øjne, og hun var sikker på at kunne genkende ham.

 

En anden af Beboerne havde bemærket ham, da han passerede forbi hen­des Vindue nogen Tid efter, og mente også at kunne genkende ham.

 

Blandt de ikke ret mange Bekendte, Afdøde havde haft, standsede man ved en Enkefru Backe, der havde en Søn på 27 År, der kunne passe på Signalementet af den formentlige Gerningsmand, og hun blev derfor i Lø­bet af Aftenen tilsagt sammen med Sønnen.

 

Hun forklarede, at den Afdøde var kommet en hel Del hos hende og havde vist hende megen Fortrolighed, bl.a. havde hun fortalt hende, hvad andre, ikke engang hendes Børn, måtte vide, at hun havde sparet sig en Del Penge sammen, så hun i alt Fald kunne være sikker på, at der var nok til, at hun kunne få en pæn Begravelse.

Pengene havde hun liggende hjemme, og hun ville ikke høre noget om, at hun hellere skulle indsætte dem i en Bank eller Sparekasse.

 

Hun havde, forklarede hun videre, da hun ikke følte sig stærk og var forberedt på at kunne dø når som helst, ment det rigtigst at fortælle sin Søn derom, for at han, i Tilfælde af, at hun var faldet bort, til sin Tid kunne underrette den Gamles Børn om Tilstedeværelsen af Pengene.

 

Da der en Uges Tid forinden en Eftermiddag havde været Indbrud i Fru Dyrbergs Lejlighed, kom hun og fortalte derom og udtrykte sin Glæde over, at Tyvene ikke havde fundet hendes Penge, omtrent 700 Kr. som havde ligget på Bunden af en Kommodeskuffe.

 

Dette havde hun også fortalt sin Søn og tilføjet, at det var skrækkeligt, at den Gamle var så stædig, at hun stadig ikke ville sætte Pengene i Banken.

 

Sønnen, Christian, kom så for.

Han blev spurgt straks, om han havde et Ur på sig, og han trak så et dobbeltkapslet Guldur uden Kæde op af sin Vestelomme uden at knappe Jakken op.

 

Der gik så Bud efter de to Kvinder, der havde set "Opdageren".

Den unge Pige var aldeles sikker på, at det var ham, hun havde talt med, og den anden udtalte, at han lignede bestemt den Mand, hun havde set.

 

Han blev så visiteret og fandtes i Besiddelse af bl.a. et Cigaretetui, hvorpå der var tydelige Blodpletter, og på hans Vinterfrakke var der fire Pletter, der sikkert var Blod.

 

Han forklarede, at han hele Dagen havde opholdt sig på sit Sølvsmede­værksted i Gothersgade. Om Mordet havde han hørt, da hans Moder ved 3­ Tiden havde ringet til ham, at en Kunde i hendes Butik havde fortalt hende derom. Hvis det virkelig var Blod, der var på hans Frakke, måtte det Være kommet engang, da han havde slået sig på sin Cykle.

 

Opdagere blev så sendt hen til Gothersgade for at foretage Afhøringer i Ejendommen, men ingen af Beboerne havde lagt Mærke til, hvorvidt Backe havde været på sit Værksted om Dagen, da han altid kom Og gik til alle mulige Tider.

 

En Undersøgelse i hans og Moderens Hjem og i hans Værksted gav ikke nogen Oplysninger.

 

Uden at være foreholdt nogen Sigtelse blev han straks næste Morgen som Anholdt indsat i Arresten, og Sagen blev henvist til Retten, hvor den blev tildelt Assessor, nuværende Professor Krabbe.

 

I et Forhør, der blev afholdt nogle Timer efter, tilstod Backe, at han havde været med til Mordet, men at det var hans Medskyldige, Viceværten i Ejendommen i Gothersgade, Vognstyrer Alfred Petersen, der havde ført de dræbende Slag.

 

Han tilstod, at det også var dem, der havde forøvet Indbruddet hos den Dræbte. Han havde hørt af sin Moder, at hun havde mange Penge, og han og Petersen havde så besluttet sig til at stjæle dem. Med en Dirk havde de lukket sig ind i hendes Stue en Dag, da hun ikke var hjemme, men skønt de havde endevendt næsten alting, havde de ikke fundet Pengene.

 

Da så Moderen en Dag havde fortalt ham, at den Gamle havde 700 Kr. liggende i Kommodeskuffen, ærgrede de sig daglig over, at de ikke havde fundet dem, og da de den foregående Dag havde spist Frokost sammen i hans Værksted og fået nogle Snapse dertil, blev de enige om, nu ”da de var i Stødet", at aflægge Enken et nyt Besøg.

 

De aftalte, at han skulle liste sig op ad Trappen og stille sig uden for Døren, medens Petersen skulle udgive sig for Opdager og give sig i Snak med nogle af Beboerne. Det kunne nemlig da se ud, som han havde lovligt Ærinde, de var nemlig bange for, at en Fremmed ville vække Opsigt nu, da Beboerne var opskræmt af det nylig stedfundne Indbrud.

 

For at Petersen kunne gøre et "godt og anset" Indtryk, lånte han ham sit Guldur.

De tog så en svær Jernstang med, for at de kunne have den i Tilfælde af, at det skulle være nødvendigt, hvis den Gamle var hjemme, at bedøve hende, eller hvis de skulle blive overrasket af andre, men de havde håbet, på­stod han, at hun ikke var hjemme, så at de uforstyrret kunne forøve Indbruddet.

 

Han tilstod endvidere straks, at han og Petersen i Forening havde be­gået tre andre Indbrudstyverier og et fingeret Indbrud i hans Værksted, hvorefter han falskelig opgav til Forsikringsselskabet, at der var stjålet Va­rer til en Værdi af 1000 Kr. hvilket Beløb han så fik udbetalt.

 

Petersen blev så eftersøgt og anholdt samme Aften, da han kom tilbage til sit Hjem.

 

I det følgende Forhør aflagde han en Tilståelse, der i det væsentligste stemte overens med Backes, og han forklarede også, at det var ham, der som Opdager havde talt med den unge Pige, og at det altså ikke var Backe, som hun havde ment bestemt at genkende.

 

Også han ville påstå, at de ikke var gået hjemmefra i den Hen­sigt at begå Drab, men kun for at forøve Indbrud.

 

Da han var blevet lukket op af den Gamle, der troede på hans Op­givende af at være Opdager, havde han egentlig villet gå igen, men så var Backe kommet ind i Stuen og havde sagt til Fru Dyrberg, at det var ham, der havde foranlediget Politiet til at foretage nye Undersøgelser an­gående Indbruddet hos hende, og hele Situationen var så blevet forandret for ham, han havde taget Jernstangen frem og tildelt den Gamle et Slag med den, og Backe var så blevet nervøs og havde sagt, at hun jo vidste, hvem han var, de var så gået fra Sans og Samling og havde fuldført Gerningen.

 

Stadig af Frygt for, at hun ikke var død, men skulle kunne angive dem, havde han, da Backe sagde, at de måtte gøre noget ekstra, givet hende Snit­tet i Håndledet.

 

Deres Udbytte havde været ca. 470 Kr. som de delte, da de kom hjem til ham.

 

I de følgende Forhør var der nogen Uoverensstemmelse mellem deres Forklaringer om, hvem der havde ført de dræbende Slag, idet Backe ville lægge hele Skylden derfor på Petersen, men han påstod, at han havde sagt:

"Du skal ikke være bedre end jeg, vi skal være lige gode", og så havde Backe også benyttet Jernstangen, hvad han nu indrømmede.

 

Også ved det første Indbrud hos Fru Dyrberg havde de haft Stangen med.

Da de var kommet hjem efter Drabet, havde de naturligvis talt om, hvad der var sket; de havde nok været noget kede af det, men de havde trøstet sig med, at det jo ikke var af Ondskab, de havde dræbt den gamle Kone, men kun "som et Middel til at komme i Besiddelse af hendes Penge".

 

De tilstod yderligere nogle Indbrud, og endvidere havde de begge forgre­bet sig på en mindreårig Pige, Backe tilstod desuden at have forfærdiget falske 2 Kr. og 25 øre Stykker, af hvilke Petersen indrømmede at have givet en Del ud.

 

I de følgende Forhør fastholdt de, at det kun havde været aftalt, at de skulle begå et Indbrud, og at de kun havde talt om, at de skulle bedøve Fru Dyrberg, hvis det var nødvendigt, men at der ikke havde været nogen Tale om, at hun skulle dræbes.

 

Det foreholdtes dem bestemt, at det måtte synes uundgåeligt, at de når de medbragte en 41 cm lang, tung Jernstang, på Forhånd måtte have talt om eller dog tænkt sig Muligheden af, at Fru Dyrberg kunne blive slået ihjel, eller at Situationen kunne udvikle sig således, at dette ville blive nødvendigt til Gennemførelsen af deres Forehavende, men de hævdede, at det først var under den fremkomne Ophidselse, da Overfaldet var begyndt, at det blev klart for dem, at hun måtte slås helt ihjel, og havde de da Forsæt til at dræbe.

 

I Kriminalrettens Dom udtales, at medens det findes betænkeligt at an­tage, at Arrestanterne har handlet efter en forudfattet Plan om at dræbe Enken Dyrberg, findes det tilstrækkeligt godtgjort, at de i Forening forsæt­lig har skilt hende ved Livet.

 

Fængselslægen har om dem begge udtalt, at de ikke har frembudt noget abnormt under Arrestopholdet, og at deres Gerninger ikke skønnes sygeligt begrundede, samt at de begge forstår Gerningen og Straffens Betydning.

 

Der findes efter det således foreliggende ikke Grund til at drage Arrestanternes fulde Tilregnelighed i Tvivl.

 

For det under særdeles skærpende Omstændigheder begåede Drab vil de begge være at straffe med Tugthusarbejde på Livstid.

 

Efter Sagens Indankning for Højesteret blev de begge indlagt til Obser­vation på Kommunehospitalet.

 

Højesteretssagfører C. B. Henriques var Aktor og Højesteretssagfører Winther Defensor for Backe, medens Højesteretssagfører Asmussen for­svarede Petersen.

 

Retten stadfæstede Kriminalretsdommen.

 

I 1916 så Backe Lejlighed til at aflive sig i Straffeanstalten i Horsens.

Pedersen blev overflyttet til Sikringsanstalten ved Nykøbing Sj., hvor han endnu er. (1942)