Søren Peter Jensen Bech.

(1897)

  

Med udgangspunkt i

S. Tage Jensens

Artikel.

  

DEN 65-årige forhenværende Garvermester A. W. Thaulow anmeldte d. 24. August i897 Kl. 1 ½ om Eftermiddagen på Svendsgades Politista­tion, at han kort forinden i sit Hjem på Vesterbrogade Nr. 71 var blevet overfaldet af en af ham ubekendt Mand, der havde tildelt ham et Slag i Ho­vedet.

 

Hvad Manden hed, og hvor han boede, vidste han ikke. For et Årstid siden var han kommet op til ham og havde solgt ham et Litografi af Kon­gen og senere havde han gentagne Gange besøgt ham, og de havde siddet og snakket sammen.

 

Manden havde aldrig fortalt noget om sig selv, noget mistænkeligt havde han ikke fundet ved ham, udover at han engang, da Pengeskabet i Stuen stod åbent, havde været meget interesseret i de mange Sølvting, Præmier for Kapsejlads, som stod der, og ved en senere Lejlighed havde han spurgt om, hvor Nøglen til Skabet opbevaredes, hvad han dog ikke fik Svar på.

 

Nogle Dage før havde han også været på Besøg og havde da sagt, at han i Øjeblikket sad meget dårligt i det, og spurgt, om han ikke kunne låne 1500 Kr., hvad han fik blankt Afslag på, og så var der ikke mere Tale om det.

 

Forinden Overfaldet skete, havde der ikke været nogen Uenighed eller Skænderi imellem dem, og han var ganske uforberedt på, hvad der skete. Han var ved at tage sine Støvler på, da han skulle ud, da han pludselig mærkede Slaget i Hovedet. Det var dog ikke værre, end at han greb fat i den anden og fik ham trukket hen til Yderdøren og kastet ham ud.

 

En Lægeattest, han medbragte, lød på, at der fandtes et stjerneformet uregelmæssigt kvæstet Sår, hvis længste Udstrækning var ca. 2 ½  Tomme og som overalt gik igennem Huden. Der kunne ikke påvises noget Brud af Kraniet. Det var næppe sandsynligt, at Læsionen ville have varige Følger.

 

Litografen, hvis Navn stod på Billedet, Thaulow havde købt, kunne oplyse, at han havde leveret en Serie deraf til en Kaptajn Bech på Vester­brogade.

 

Det Signalement, han gav af ham, stemte nøje med den Beskrivelse, Thaulow havde givet af sin Besøgende.

Bech blev derefter anholdt.

 

Han nægtede bestemt at have forøvet Overfaldet. Det var rigtigt nok, at han havde solgt Billedet til Thaulow, og det var også rigtigt, at han senere havde besøgt ham, men det var dog næsten et År siden, han var der sidste Gang.

 

Thaulow kom så til Stede og genkendte Bech som den, der havde overfaldet ham.

Bech indrømmede nu at have slået Thaulow, men påstod, at han havde handlet i Nødværge.

 

Da de havde siddet og snakket sammen lidt, begyndte, forklarede han,­ Thaulow at fortælle Historier, og da de syntes at være ganske utroværdige, sagde han det lige rent ud til ham.

Thaulow blev så hidsig og for ind på ham, og for at værge sig tog han en eller anden Genstand op fra et af Bordene - hvad det var, han fik fat i, vidste han ikke - og med den slog han Thaulow. De kom så i Håndgemæng med hinanden, og det endte med, at Thaulow fik ham skubbet hen til Døren, som han satte ham ud af med et kraftigt Spark.

 

Bech blev derefter sat i Arresten og arresteret Dagen efter i Grundlovs­forhøret.

 

Sagen blev henvist til 1. Kriminalkammer, Assessor Winther.

I det første Forhør fastholdt Bech sin Forklaring om at have handlet i Nødværge og påstod, at han ikke vidste, hvad det var, han havde slået med. Selv nægtede han at eje nogen Todtenschläger eller andet lignende Våben.

 

Efter at Assessoren havde meddelt ham, at det lød ganske utroværdigt, indrømmede han, at det Våben, han havde brugt, var en såkaldt Selvfor­svarer, som han havde haft det sidste Årstid.

Det var et læderomspundet Håndtag med en Blyklump i den anden Ende.

 

Han havde købt den, fordi der skete så mange Overfald i Byen.

Men ellers fastholdt han at have handlet i Nødværge.

Thaulow mødte og benægtede bestemt Bechs Forklaring.

Han tilføjede, at han på Yderdøren, der foruden en almindelig Lås, som han kun aflåsede om Aftenen, tillige var en udvendig Smæklås. På den havde han lavet en særlig Mekanisme af Træ, som han, når han var alene hjemme, skød ned, hvorved han forhindrede, at Låsen kunne åbnes ud­vendig fra. Når han havde Besøg, slog han derimod Mekanismen fra. Da de efter Overfaldet var nået hen til Døren, havde han lagt Mærke til, at Mekanismen var slået for, hvad den ikke havde været, da han åbnede Døren for Bech, der efter hans Mening måtte have set sit Snit til at trække den for.

 

I Forhøret den følgende Dag gjorde Bech atter en Indrømmelse. Han tilstod nu, at han havde slået først. Han forklarede, at Thaulow var begyndt på at fortælle en Historie, som lød så fantastisk, at han blev irriteret over at høre på den, og til sidst blev han så hidsig, at han for op og slog ham i Hovedet. Det var den eneste Grund til, at han slog ham.

 

Først i et Forhør d. 30. Oktober fremkom Bech med en ny Indrømmelse. Han forklarede, at hans økonomiske Forhold i mange År havde været meget dårlige, så dårlige at han næsten mente, at han den sidste halve Snes År egentlig havde levet af Gæld.

 

Han ejede nok nogle Grunde, en i Lyngby og to i Sletten. Men dem havde han ingen Indtægter af, og Terminsydelserne var han så langt tilbage med, at der nu var gjort Eksekution i dem alle. En Klasselotterikollektion, som han havde fået et halvt År i Forvejen, havde han et Underskud i på 800 Kr.

 

Alle Reserver i Hjemmet tilhørende ham selv, hans Hustru og deres to Døtre var gået på Lånekontoret.

 

Den sidste Tid havde han løbet fra den ene til den anden for at få et Lån, så at han kunne dække Underskuddet i Lotterikassen, men alle Steder havde han fået Afslag.

 

Så var det, han besluttede sig til at besøge Thaulow for at få Penge der. Han havde tænkt sig at tage de Penge, han havde på sig, og så se at finde Nøglen til Pengeskabet og tage, hvad der var i det.

 

Han havde ikke Begreb om, hvor mange Penge Thaulow lå inde med, men han håbede, der var så mange, at han i hvert Fald kunne få bragt sin Lotterikasse i Orden. Han var nok klar over, at Todtenschlägeren var et meget farligt Våben, men han påstod, at det ikke havde været hans Hensigt at slå Thaulow ihjel. Det var kun hans Mening at bedøve ham. Havde han villet slå ham ihjel, havde han slået ham i Tindingen.

 

Dagen efter kom den næste Indrømmelse.

Han tilstod nu, at hans økonomiske Stilling havde været så fortvivlet, at han måtte have Penge, koste hvad det ville.

 

Da han gik op til Thaulow, havde han derfor til Hensigt at skaffe sig Penge lige meget, hvad Følgen måtte blive for Thaulow af det Slag, han gav ham, og han ønskede vel også nærmest, at Følgen måtte blive, at Thau­low ikke levede op igen.

 

Han indrømmede også nu, hvad han tidligere havde nægtet, at det var ham, der havde slået Mekanismen for Låsen, for at de kunne være ufor­styrret.

 

I et Par Dage efter afholdt Forhør kom han med en ny Indrømmelse. Han tilstod, at han allerede i et halvt Årstid havde syslet med Tanken om at slå en eller anden ældre velhavende Person ned, og i den Hensigt var han gået ud for at besøge en rig gammel Enkefru Petersen, som han kendte ganske flygtigt.

Da der imidlertid ikke blev svaret på hans Ringen, gik han igen, og der blev så ikke mere ud af det.

 

I et senere Forhør tilføjede han, at han den sidste halve Snes Gange, han besøgte Thaulow, havde haft til Hensigt at slå ham ned, men hver Gang havde han, når han sad overfor ham, af egen fri Vilje opgivet det.

 

Efter at Fængselslægen, Dr. med. Friedenreich, havde udtalt, at Arre­stanten var hysterisk-hypokonder, men at han ikke nærede Tvivl om, at han ikke led af egentlig Sindssygdom, blev Sagen optaget til Doms.

 

Ved Dommen blev Bech efter Straffelovens § 190 og 243 begge sammen­holdt med § 46 idømt 10 Års Tugthusarbejde.

 

Bech, der mente, at Straffen var alt for hård, appellerede Dommen til, Højesteret. Medens Sagen var under Forberedelse tilbagekaldte han sin Til­ståelse.

 

Han påstod, at hans første Forklaring om at have handlet i Nødværge var den rigtige, og at de senere Indrømmelser nærmest var aflokkede ham, efter at han havde forstået Assessoren således, at ville han blot tilstå, ville der ikke ske ham noget videre, idet Sagen så måske kunne sluttes med Politi direktørens Samtykke, d. v. s. uden Tiltale.

 

Det hele nyttede ham dog ikke noget.

Advokat Nelleman var ham en meget energisk Defensor, men det lykke­des ham dog ikke at stemme de høje Dommere blidere.

Dommen blev en ganske kort Stadfæstelse af Kriminalrettens Dom.