Svovlstikke-Drabene.

(1856-66)

 

Med udgangspunkt i
S. Tage Jensens
Artikel.

  

OMKRING 1835 begyndte de første Tændstikker at få almindelig Udbre­delse herhjemme.

De var ret store, og Hovederne, der var røde, bestod af Fosfor, klorsurt Natron og Mønje.

De havde en ækel Lugt, var farlige, for så vidt som de ved en blot ret let Berøring antændtes, og Fosforet var giftigt.

 

At det giftige Fosfor måtte afstedkomme Ulykker, var ikke til at undre sig over, i ikke så få Tilfælde fik Småbørn fat på sådanne Svovlstikker og suttede på dem med det Resultat, at de blev alvorligt syge.

 

Aviserne berettede derom og advarede mod skødesløs Opbevaring og uforsigtig Brug af dem.

 

Og så blev de Årsag til Forbrydelser.

 

Folk, der ikke gad eller måske ikke kunne tænke ret langt, troede her at have fundet et Middel til at blive af med Medmennesker, som de helst så på den anden Side af Graven.

 

At det ikke var den intelligente Del af Befolkningen, der kunne finde på at vælge en sådan Udvej, siger sig selv, det var med en enkelt Und­tagelse kun på Landet og kun blandt de lavere Klasser.

 

De Tilfælde, man kender, viser på et Par enkelte nær, hvor plumpt det hele blev gjort, man begriber næsten ikke, at selv Landbefolkningen den Gang kunne være så tanketomme.

 

Og dog -, hvor mange Tilfælde er der ikke, hvor en snedigere Frem­gangsmåde er anvendt, som man intet ved om?

 

Det eneste Tilfælde, hvor Forsættet lykkedes, var tillige det mest ondartede.

Det var en Indsidder Hans Jensen i Lundby i Vester Flakkebjerg Herred, der i 1856 tog  Livet af to af sine Børn, en 5-årig Pige og en Dreng på 2 ½ år.

 

De var blevet syge om Eftermiddagen, da han var alene hjemme med dem, og næste Morgen, da han var gået på Arbejde, døde de.

 

Den tilkaldte Læge fandt Tilfældet mistænkeligt og underrettede Herreds­fogden.

Ved Børnenes Lig nægtede Faderen at have nogen Andel i deres Død.

 

Af Naboer fik Dommeren imidlertid at vide, at Hustruen nogle Måneder forinden havde vist dem et Fad Tykmælk, hvori forefandtes "en Mængde lyserøde Genstande, der ved Berøring gav Røg fra sig og lyste i Mørket, samt hvis Lugt ligeledes gjorde det utvivlsomt, at det var Phosphor-Afskra­bet af Frietionssvovlstikker", og Hustruen forklarede, at hun allerede den Gang havde haft Mistanke om, at Manden havde villet forgive både hende og Børnene, hvorfor hun havde forbudt dem at spise af Mælken, skønt han havde forsøgt at berolige hende med, at den røde Farve stammede fra noget rød Maling, som den Mand, de havde fået Mælken fra, havde brugt til at male sine Mælkespande med.

Dommeren tog herefter ikke i Betænkning at arrestere Manden.

 

Han fastholdt i de første 14 Dage hårdnakket sin Nægtelse, men så var hans Modstand brudt, og han tilstod, at det havde været hans Hen­sigt at forgive hele Familien med Tykmælken, som han havde kommet Fosfor i.

 

Han påstod, at han også selv ville have spist af den og havde håbet, at også han ville dø deraf, for han fandt ikke Livet værd at leve, da han havde så svært ved at skaffe det nødvendigste til Familiens Underhold.

 

De to små Børn havde han givet noget Puddersukker, hvori han havde blandet pulveriseret Fosfor fra et helt Bundt Svovlstikker.

 

Han havde gjort det, fordi han ville hævne sig på Hustruen, dels fordi hun var så efterladende og doven, dels fordi han - med Urette - troede, at hun var ham utro, og han ville så bagefter have begået Selvmord, og hun kunne så se hvordan hun kunne klare sig selv med det ældste Barn.

 

Ved Underrettens Dom, der blev stadfæstet både af Landsoverretten og, Højesteret, dømtes han til at have sit Liv forbrudt.

I Højesteret indstillede kun to af de voterende Dommere ham til Benå­dning.

Justitsministeriet fandt ikke Anledning til at følge denne Indstilling, og Dødsdommen blev derefter stadfæstet af Kongen og fuldbyrdet.

 

Det næste Forsøg på Drab med Svovlstikker blev gjort i 1858 af den tidligere nævnte 14-årige Trine Pedersen, der efter sin Madmoders Opfordring kogte Svovlstikker i den Kaffe, hendes Husbond skulle drikke, og som derfor blev idømt Livsstraf, og Året efter valgte den ligeledes tidligere nævnte Ane Nielsdatter denne Metode som en af de tre, hvormed hun for­søgte at forgive sin Mand, før det endelig lykkedes hende at få ham taget af Dage ved Kærestens Hjælp.

 

To År efter forsøgte en Arbejdsmand Søren Christian Christensen i Odense at forgive sin Hustru ved at stikke Svovlstikkehoveder ind i Kirse­bær, der var på noget Sagosuppe, som hun havde sat til Side til sig selv.

Da hun havde spist et af Bærrene, blev hun syg og opdagede så, hvad han havde gjort.

 

Han tilstod overfor Politimesteren, og kunne som Motiv kun angive, at han var led og ked af hende, fordi hun altid var syg, og han måtte ind­rømme, at det havde været hans Håb, at Forgiftningen kunne forværre hendes Sygdom så meget, at hun ville dø.

 

Han blev idømt Livsstraf, men blev benådet mod at hensættes i Tugt­huset for Livstid.

 

I Højesteret havde 7 af Dommerne voteret for Livsstraf dog med Ind­stilling om Benådning, tre havde stemt for Tugthusarbejde, den ene for Livstid, den anden for 12 År og den tredje for 8 År.

 

I Begyndelsen af 1864 stod den 33-årige Ane Mette Jensdatter ved sin Mands Død uden Subsistensmidler og blev indlagt på et Fattighus på Samsø.

 

Længe var der ikke gået, før hun blev i den Grad Uvenner med en af de andre Kvinder, der boede der, Karen Marie Christensdatter, at hun fik den Tanke, at det var bedst at få hende aflivet, og da hun nævnede det for sin Svigermoder, Kirsten Marie Poulsdatter, syntes denne også, at det var det eneste rigtige at give hende noget ind, som kunne "kradse Livet af hende".

 

De talte noget frem og tilbage om, hvordan det nu bedst kunne gøres, og hvad de skulle bruge, og de blev så enige om, at Fosfor fra Svovlstikker sikkert ville være udmærket, for det var jo godt, vidste de, til at fordrive Rotter og Mus med.

 

Store Bededag kom Svigermoderen, der boede ved Siden af, ind med en halv Snes Svovlstikker, som Ane Mette skrabede Fosforet af og derefter blan­dede det i noget Pandekagedej, som Karen Christensdatter havde sat fra sig i det fælles Køkken.

 

Da Karen havde spist to af Kagerne, blev hun heftigt syg og Distrikts­lægen blev hentet. Han så med det samme, at det drejede sig om en Forgiftning, og tog de tre tiloversblevne Pandekager med sig. Ved Undersø­gelsen blev der konstateret Tilstedeværelse af Fosfor.

 

En Anmeldelse til Birkedommeren førte straks til Ane Mettes Arresta­tion. Hun tilstod fuldt ud sin Brøde, og Svigermoderen måtte gøre hende Følge i Arresten, hvor hun kort efter så Lejlighed til at hænge sig.

 

Ane Mette forklarede, at hun havde slået de første Samtaler med Svi­germoderen ud af Tankerne, og hun forsikrede, at hun Store Bededag egent­lig slet ikke tænkte på, om Karen Christensdatter ville dø eller ikke dø af det, hun kom i hendes Mad.

 

Underretten tog intet Hensyn hertil, men anså Overlæg for at foreligge og dømte hende til at have sit Liv forbrudt.

 

Overretten var derimod af den Mening, at hendes Forklaring ikke gan­ske turde forkastes, og at det da ikke kunne anses for bevist, at hun i Ger­ningens Øjeblik havde handlet med den overlagte Hensigt at forøve Drab, og idømte hende 2 Års Forbedringshusarbejde.

Højesteret var enig i denne Opfattelse, men forhøjede dog Straffetiden til 4 År.

 

I 1866 havde Højesteret ikke færre end 4 Tilfælde til Behandling, de var alle begået i Slutningen af det foregående År i hver sin Del af Landet.

 

I det første Tilfælde havde den 40-årige Maler Johan Peter Schjæfer i Vennebjerg Herred i Jylland kommet en Snes Svovlstikker i en Flaske, hvori der var noget Brændevin, og ladet det henstå nogle Dage, hvorefter han hældte Indholdet over på en anden Flaske.

Han opfordrede så sin Hustru til at invitere hendes Moder på Kaffe og traktere hende med Brændevin deri.

 

Hustruen havde imidlertid opdaget Flasken med Tændstikkerne og end­ dog vist den til nogle Nabokoner, Moderen frarådede hun at komme, idet hun gjorde hende bekendt med Mandens skumle Hensigter, og Moderen an­meldte så Sagen.

 

Schjæfer indrømmede, at det havde været hans Hensigt at tage Livet af Sin svigermoder, da hun altid havde været så ond mod ham, men han kunde dog ikke fragå, at også Udsigten til at arve hende havde været betydeligt medbestemmende for ham.

 

Han havde læst, at Fosfor af Svovlstikker var meget giftigt, men hvor meget der skulle til for at dræbe et Menneske, vidste han ikke, ligesom han naturligvis havde været uvidende om, at Fosfor ikke kan opløses i Brændevin, således at den Drik, han havde tilberedt til Svigermoderen, i Virkeligheden var ganske ufarlig, da det giftige Fosfor, der mulig var blevet løsnet, i hvert Fald var blevet liggende på Bunden af den Flaske, hvorfra han havde hældt over.

 

Ved Underretsdommen, der blev stadfæstet af Viborg Overret og af Høje­steret, blev han under Hensyn til, at hans Hensigt ikke var blevet bragt sin Udførelse nær, og at det Middel, som skulle have været anvendt til at be­virke Døden, ikke havde kunnet have denne Virkning, idømt Forbedrings­husarbejde i 4 År.

 

I samme Måned som Schjæfer ville tage sin Svigermoder af Dage, for­søgte en Husmand Lars Nielsen i Sæddinge på Lolland at ombringe sin Hustru.

 

De havde levet sammen i 26 År, men efterhånden var Samlivet blevet en Plage for dem begge, han var begyndt at drikke og havde fået sig en løs Forbindelse, og når han var hjemme, var der altid Rivninger, der under­tiden endog gik over til Håndgribeligheder.

 

Tanken om at skille sig af med Hustruen opstod hos ham, og jo mere han spekulerede over den, des fastere blev hans Forsæt.

 

Han havde talt med Kæresten om det, og hun havde sagt, at efter hvad der var fortalt hende; skulle Vitriol være et hurtigt virkende Middel.

Han faldt imidlertid til Ro et Stykke Tid, men så en Aften, da han var kommet hjem, og der opstod et voldsomt Skænderi, vågnede hans gamle Beslutning op i ham igen, og han bestemte sig til, at nu skulle der handles.

 

Da han havde hørt, at Svovlstikker var giftige og kunne dræbe Rotter, tog han et helt Bundt og kastede dem hele ned i en Kaffekande, hvori der var noget Kaffe levnet, som han vidste, Hustruen ville drikke næste Mor­gen, og så gik han i Seng.

 

Senere på Aftenen, da hun ville varme Kaffen og lukkede Låget op på Kanden, så hun straks Svovlstikkerne svømme rundt i den.

 

Hun var klar over, hvad Meningen havde været og anmeldte ham. Under Hensyn til, at hun, selvom hun havde drukket Kaffen, næppe ville have haft skadelige Følger deraf, da Fosforet ikke ville være blevet opløst, men være sunket til Bunds i Kaffegrumset, blev Tiltalte, der også havde gjort sig skyldig i Anstiftelse af Fosterfordrivelse, idømt 10 Års Tugt­hus.

Ved Overretten nedsattes Straffen til 8 År, men Højesteret forhøjede den atter til 10 År.

 

Et Par Måneder efter de to Tilfælde forsøgte en Husmand på Møen sig også med at forgive sin Hustru med Svovlstikker.

Han var blevet ked af at leve sammen med hende og ville hellere giftes med en yngre Pige, som han i nogen Tid havde gjort voldsomme Tilnær­melser til.

 

Flere Gange havde han opfordret Hustruen til at drukne sig sammen med ham, da han sagde, han var træt af Livet, men det var hans Hensigt, når hun var druknet i Tørvegraven, så at vade i Land.

 

Da hun ikke ville følge hans Opfordring, tænkte han over, hvilket Mid­del han så skulle finde til at blive af med hende.

Og han valgte så Svovlstikker.

 

Han var så fornuftig at nippe Hovederne af dem og kun komme dem i noget The, han havde købt.

 

Hustruen drak også noget af en Kop, men fik straks Opkastninger og opdagede de røde Svovlstikkehoveder i Thedåsen.

 

Hvorvidt hun tilgav ham, skal ikke kunne siges, men hun anmeldte ham da ikke.

Og hun blev forsigtigere.

Kort efter opdagede hun, at der igen var Svovlstikkehoveder i hendes The, men denne Gang var de sorte.

Manden indrømmede, at han for at de ikke skulle kunne ses, havde svær­tet dem med Seletøjssværte.

Han bad om hendes Tilgivelse, men nu var hendes Tålmodighed slut, og hun gik til Herredsfogden.

 

Ved Underretten blev han dømt (efter de gamle Lovbestemmelser) til at have sit Liv forbrudt.

Denne Straf ændredes af Overretten til 7 Års Forbedringshusarbejde (i Henhold til den da nye Straffelov) og Højesteret satte Straffen op til 10 År.

 

Også en Kvinde forsøgte det År at begå Mord ved Hjælp af Svovl­stikker.

Det var en 46-årig Gårdmandskone Birgithe Kirstine Johansdatter i Hammerum Herred i Jylland, der ville af med sin Mand.

Hun var om muligt mere naiv end de andre.

Hendes Mand så en Morgen, at hun inde i Spisekammeret skar Hove­derne af nogle Svovlstikker og stak dem ind i en Skive Brød, hvorefter hun kom ind i Stuen og omdelte et Stykke Smørrebrød til dem, der var til Stede, nemlig foruden ham selv deres 4 Børn og to andre Mænd.

Manden advarede straks de andre mod at spise Brødet, men der var ikke noget i Vejen med de Stykker, de havde fået, kun i hans Stykke var der stukket et Svovlstikkehoved ind.

 

Da Sagen kom Myndighederne for Øre, blev hun arresteret, og hun ind­rømmede, at hun efter en pludselig ond Indskydelse havde haft til Hensigt at dræbe Manden, men noget særligt Motiv kunne hun ikke anføre, og hun ville ikke indrømme, at det var, fordi hun mente, hun ville komme til at sidde bedre ind det, når Manden var død, og Gården blev solgt.

 

Da hun kun kunne anses for at have handlet efter et øjeblikkeligt fattet Forsæt og i Betragtning af, at hun kun havde anvendt Hovedet af en enkelt Svovlstik, der ikke kunne antages at ville have haft skadelig Virkning, blev hun idømt 4 Års Forbedringshusarbejde.

Overretten nedsatte Straffen til 2 År, men ved Højesteret blev den atter sat op til 4 År.

 

Den næste Sag kom fra Tåsinge.

Karen Jacobsdatter i Vemmenæs var så fortørnet over, at hendes 20­årige Søn havde ladet hånt om alle hendes Formaninger, Bønner og hårde Ord, men havde fastholdt sin en Gang tagne Beslutning om at gifte sig med hendes Tjenestepige, som skulle have et Barn med ham, at hun kun så en eneste Udvej, nemlig at Pigen døde.

 

Hun tænkte nu på, hvorledes det bedst kunne lade sig arrangere. Så en Dag, den 22. August 1867, stod hun og bagte Pandekager. Det slog da ned i hende, at der havde hun den ønskede Lejlighed, for hun kunne jo bare komme noget Svovlstikkegift i den Kage, Pigen skulle have.

 

Som tænkt, så gjort. Hun skrabede Svovlet af en lille Håndfuld Stikker og blandede det i en af Kagerne og smurte noget Æblegrød ovenpå, "som man der i Huset plejede at komme på Pandekager", og gav Pigen den i den Forventning, at hun ville spise den og dø af Giften.

Pigen, der mærkede Smagen af Svovl, spiste kun godt og vel Halvdelen, så fik hun ondt og kastede op.

 

Karen Jacobsdatter, om det nu var, fordi hun fortrød sin Handling eller blev bange for dens Følger, gav hende noget Mælk at drikke, men det hjalp ikke, og hun blev nødt til at sende Bud efter en Læge.

Denne var straks på det rene med, hvorledes Sagen forholdt sig, og gjorde Anmeldelse.

Karens Arrestation og Tilståelse fulgte.

Under Hensyn til, at den Mængde Gift, der havde været i Pandekagen, ikke kunne antages at ville have kunnet dræbe Pigen eller haft varige ska­delige Følger for hende, og da der ikke kunne antages at være handlet med Overlæg, blev Straffen fastsat til Tugthusarbejde i 6 År.

Landsoverretten nedsatte Straffetiden til 5 År, men Højesteret forhøjede den atter til 6 År.

 

Det sidste Drabsforsøg ved Hjælp af Svovlstikker fandt Sted i 1869.

Det var den 19-årige Inger Cathrine Thomsen, der ville tage Livet af sin Mand.

Hun var et halvt År i Forvejen kommet i Tjeneste hos ham, og kort Tid efter havde han giftet sig med hende.

Han var 70 År gammel og svækket af Alderdom og overdreven Nydelse af Brændevin.

Intet Under, at hun hurtigt blev ked af ham, og da der var en Karl, hun holdt af og gerne ville giftes med i Stedet for, tænkte hun på, hvorledes det bedst kunne lade sig ordne.

 

Ligefrem slå Manden ihjel havde hun ikke Lyst til, men kunne hun blot finde et Middel, der kunne svække ham yderligere, så at han hurtigere kunne dø.

 

Hun havde hørt, at ren Spiritus var godt til at "svække en Mands Kræfter", og gav ham så gentagne Gange en halv Snaps deraf blandet i almindelig Brændevin.

Det havde ikke anden Virkning på ham, end at han blev mere fuld end sædvanlig og havde lidt Opkastninger.

 

Da hun også havde hørt sige, at Svovlstikker var giftige, tog hun en Dag et Bundt og rørte det rundt i nogle Minutter i noget Bygsuppe, hun så gav ham.

 

Han fik dog kun ganske lidt deraf, da hun kom til at ryste på Hånden, da hun skulle give ham det.

Nogen Skade skete der ham ikke derved.

Nu indskrænkede hun sig til at give ham al den Brændevin, han for­langte, og Resultatet var, at han henlå i en Afkræftelses- og Beruselses­tilstand, til han et halvt Års Tid efter døde.

 

En venlig Sjæl, en Tjenestepige, hun tidligere havde tjent sammen med, og som hun selv havde haft i sin Tjeneste, anmeldte hende.

 

Hun indrømmede, at det havde været hendes Hensigt at fremskynde Man­dens Død.

Da de afgivne Lægeerklæringer efter Obduktionen gik ud på, at der ingen Forbindelse kunne være mellem hendes Forsøg på at bevirke Man­dens Død og de Årsager, der havde fremkaldt den, blev hun ved Under­retten dømt til 6 Års Forbedringshusarbejde, hvilken Straf Overretten ned­satte til 4 År, men Højesteret atter satte op til 6 År.

 

Hvorvidt Karlen, hun holdt af, ventede på hende, vides ikke.

 

Ved Lov af 14. Februar 1874 blev det forbudt fra 1. Januar 1875 at for­færdige, her til Landet at indføre eller forhandle andre Tændstikker end sådanne, der er bestemt til at afstryges på særlige dertil indrettede Stryge­flader.

Hermed blev der sat en endelig Stopper for Svovlstikke-Drabene.