Truels Hansen, Barbara Hansen og Ane Hansen.

(1874)

 

 Med udgangspunkt i

S. Tage Jensens

Artikel.

 

  

Det har åbenbart været nogle rent ud sagt lede Kællinger, der i sin Tid var anbragt på Fattiggården på Samsø.

 

I 1859 forsøgte som tidligere omtalt Ane Mette Jensdatter og hendes Svigermoder at forgive en af de andre Beboere med Fosfor fra Svovlstik­ker, kun fordi de var blevet Uvenner med hende, og i 1874 havde to Kvin­der den bedste Hensigt til at brænde Fattiggården af for at indebrænde den tredje Beboer, blot fordi de var blevet misundelige på hende.

 

Brandfogden i Koldby Sogn på Samsø indberettede den 15. Oktober 1874 til Herredsfogden, at han ved sit Tilsyn i Fattighuset i Permelille havde opdaget, at en Loftsbjælke var forkullet, hvilket ikke kunne hidrøre fra Skorstenen.

 

Herredsfoged Schubart tog Dagen efter Stedet i øjesyn og afhørte de tre Beboere.

 

Maren Sørensen forklarede, at hun i længere Tid havde været syg og sengeliggende. En Dag et Par Uger i Forvejen var en af de andre Beboere, den 62-årige Barbara Hansen kommet ind til hende og havde grædende fortalt, at hun oppe på Loftet havde fundet en forkullet Tot Blår, der lå på den ene Loftsbjælke. Hun havde sagt, at det ikke var værd at tale om det, da der jo ingen Skade var sket.

 

Barbara indrømmede Rigtigheden af Marens Forklaring og tilføjede, at da kun hun og den tredje Beboer, den 56-årige ugifte Ane Hansen, havde Adgang til Loftet, og hun ikke selv havde noget med det at gøre, måtte hun mene, at det var Ane, der havde villet sætte Ild på Huset.

 

Ane nægtede at have forsøgt Brandstiftelse og forklarede, at Barbara havde en Søn på 24 År, der hyppigt opholdt sig og også overnattede i Fattighuset, og han plejede  da at ligge inde hos hende, da han ikke ville ligge hos Moderen, da hun havde utøj, og hun vidste, at han tit havde været oppe på Loftet også i den senere Tid.

 

Barbara nægtede, at Sønnen nogensinde havde været oppe på Loftet, men gjort bekendt med Ane Forklaring og foreholdt, at hun således som det er udtrykt i Forhørsprotokollen, havde "debiteret en Usandhed", måtte hun indrømme det.

 

Både hun og Ane blev arresteret.

Truels blev derefter afhentet.

 

Han nægtede, at det var ham, der havde forsøgt at sætte ild på Huset, men måtte indrømme, at han gentagne Gange rundt omkring på Går­dene havde stjålet nogle Stykker Værktøj samt nogle Stykker Træ, som han havde bragt hjem til Moderen, der havde brændt det i Kakkelovnen.

Han blev så indsat i Arresten.

 

Om Forholdet mellem de tre Kvinder blev det oplyst, at Barbara og Ane var meget misundelige på Maren fordi de syntes, at hun havde det bedre end de, navnlig fordi Sognets Folk kom med Fødevarer og andet til hende, mens de selv ingenting fik, og Ane var særlig blevet opbragt over, at Maren havde fået en Kakkelovn sat op i sit Værelse, så hun nu ikke længere behøvede at komme ind og sidde hos hende, hvad hun før havde måttet gøre mod at give Brændsel til.

 

Efter en Måneds Tids Forløb tilstod Truels under Gråd, at det var ham, der havde lagt Blåret op på Loftet og antændt det for at brænde Huset af.

 

Så snart han havde set det fænge, var han gået sin Vej.

Han havde gjort det, fordi både han og hans Moder og Ane tit havde talt om, at det ville være bedre for dem, at komme hen og bo et andet Sted.

Hvad der plagede dem mest, var den Mængde Rotter, der var i Huset.

 

Barbara indrømmede derefter, at de alle tre så ofte havde talt om, at det ikke ville være nogen Synd at brænde Huset af, så at de kunne komme hen et andet Sted at bo, men hun påstod, at der ingen Aftale var om, at Truels skulle sætte ild på, og navnlig ikke, at han skulle gøre det den Dag, da hun og Ane var ude og den syge Maren var alene hjemme.

 

I et senere Forhør tilstod Ane, der havde været syg i nogen Tid, at det havde været Aftale mellem de tre, at Truels engang ved Lejlighed skulle svide Huset af, da de hellere ville være på Arbejdsanstalten, hvor de dog fik Føde og Klæder.

 

Juleaftensdag aflagde Truels endelig Tilståelse om, at den egentlige Grund til Aftalen om at brænde Fattighuset af, var, at de var misundelige på Maren, fordi hun fra flere Steder modtog Foræringer, mens de intet fik. Da de vidste, at Maren på den Tid var syg og sengeliggende, fattede de den Beslutning at benytte dette Tidspunkt til at sætte Ild på Huset, og det var navnlig Ane, der opfordrede ham til at lægge Ilden oven over Marens Kammer. Han selv var for øvrigt også fornærmet på Maren, fordi hun altid havde så meget på ham at sige, og det forekom ham derfor, at han bedst kunne hævne sig ved at indebrænde hende. Dette var i alt Fald en fælles Aftale mellem dem alle tre.

 

Ane og Barbara måtte indrømme Rigtigheden af Truels Forklaring og måtte således også tilstå, at det havde været deres Hensigt at indebrænde Maren.

 

Ved Dommen blev de alle tre for Brandstiftelse idømt Tugthusarbejde, Truels i 10 og Barbara og Ane hver i 6 År.

 

Ifølge Kendelse fra Overretten blev der afholdt et Reassumptionsforhør. Der blev ikke herunder oplyst noget om, hvorvidt den Lueild, der givet har været, havde fat i Loftsbjælken eller anden fast Del af Huset, eller den blot stammede fra Blårtotten.

 

Derimod blev det godtgjort, at Maren på den Tid, Brandstiftelsen fandt Sted, havde været så syg og svag, at hun ikke kunne gå ved egen Hjælp.

 

Endelig indrømmede alle Arrestanterne, at de alle tre samme Morgen, som Ildspåsættelsen fandt Sted om Eftermiddagen, havde aftalt det nøj­agtige Tidspunkt for den.

 

Overretten anførte i sin Dom, at da de Tiltalte har vedgået, at der blev sat Ild på Fattighuset for at indebrænde et Menneske, og idet der ikke foreligger tilstrækkelige Oplysninger til at antage, at der har været Ild i Loftsbjælken, vil de være at straffe for Forsøg på Mord og Forsøg på Brandstiftelse, for Arrestantindernes Vedkommende under Henvisning til Paragraf 54 (Komplot), og Straffen for disse tos Vedkommende blev forhøjet til 10 År.

 

Højesteret udtalte i sin Dom, at med Bemærkning, at den omhandlede ildspåsættelse i Medfør af Straffelovens Paragraf 283 må betragtes som fuldbyrdet, og således Dommens Citat af Paragraffen om Forsøg, for så vidt den er sat i Forbindelse med Brandstiftelsesparagraffen (280), må bort­falde, vil Dommen være at stadfæste.