Valby Langgade - Sagen.

(1919)

S. Tage Jensens

Artikel.

PINSELØRDAG den 7. Juni 1919 blev Opdagelsespolitiet ved 15-Tiden om Eftermiddagen alarmeret om, at den 77 årige Enkefru Holm, var fundet liggende dræbt på Gulvet i sin lille Lejlighed i Valby Langgade Nr. 76 i Stuen.

Hun var bundet på Arme og Ben og havde et Tørklæde viklet flere Gange om Halsen og for Munden.

Alt i de to Stuer var endevendt, Skuffer og Skabe åbnet og deres Ind­hold spredt ud over Gulvene, Sengeklæderne var revet af Sengen og kastet hulter til bulter, delvis dækkende den Dræbte.

Hvad der var stjålet, kunne ikke straks konstateres.

Fingeraftryk eller andre brugelige Spor af Gerningsmændene fandtes ikke.

Af den Måde, hvorpå Drabet var sket, gik man ud fra, at det i Mod­sætning til det nogle År i Forvejen begåede Mord i Lægeforeningens Bo­liger, ikke havde været Gerningsmændenes Hensigt at begå Drab, for det havde været den letteste Sag at tage Livet af hende, der var gammel og svag, og de havde ikke behøvet at have Besværet med at binde hende. De måtte derfor antages kun at have villet uskadeliggøre hende, medens de plynd­rede Lejligheden.

Man kunne derfor slutte, at de ikke havde næret Frygt for, at hun skulle genkende dem, med andre Ord, de hørte ikke til hendes Bekendte, men på den anden Side måtte de have noget Kendskab til hende og have hørt noget om, at hun skulle have mange Penge, for hvilken helt Fremmed ville falde på at forsøge Røveri hos en gammel Kone, der boede i en lille 2 Værelsers Lejlighed, og som ernærede sig ved en lille Tråd og Garnforretning.

Undersøgelsen blev derfor rettet mod hendes Bekendtes Bekendte.

Da man endvidere måtte anse det for sandsynligt, at Gerningsmændene - man var ret sikker på, at der var mere end een om det - var blevet set i den stærkt befærdede Gade, fik en større Styrke af de dygtigste yngre Op­dagere den Opgave at gennem travle hele Kvarteret.

De fik hurtigt oplyst, at en Dame, der boede lige overfor Gerningsstedet, Natten før Drabet fandt Sted, havde set to yngre Mandspersoner gå ind i Nr. 76 og først komme ud derfra igen en halv Times Tid senere.

Nærmere Beskrivelse af dem kunne hun ikke give.

Det lykkedes Opdagerne endvidere efter et Par Dages ihærdigt Arbejde at finde en Dame, der utvivlsomt havde set Gerningsmændene, da de forlod Stedet.

Hun forklarede, at da hun om Lørdagen Klokken lidt før 3 passerede Nr. 76, så hun lige i det øjeblik, hun var udfor Indgangsdøren, to Mands­personer, der kom ud fra Ejendommen og ligesom havde Besvær med at komme ud, idet den ene ikke kunne komme hurtigt nok gennem Døren for den anden.

De så begge nervøse og ophidsede ud. De gik rask over Forto­vet og over på den anden Side af Gaden, men hvor de så blev af, så hun ikke.

Hun gav et udmærket Signalement af dem begge og beskrev dem bl.a. som værende 30-35 År og middelhøje, den ene med, et lille lyst Overskæg.

De havde begge haft Handsker på, der ikke var knappet, den enes var grå Stofhandsker, den andens af brunt Skind.

Disse Signalementer blev straks offentliggjort, idet der samtidig af Politi­direktøren blev udlovet en Dusør for Oplysninger, der førte til Gernings­mændenes Pågribelse.

Et herværende Blad bemærkede spydigt, om man i Politiet virkelig var så naive at tro, at Morderne ikke havde fået knappet Handskerne i Mel­lemtiden.

Bladet tænkte ikke, eller ville måske ikke tænke, at det dog var muligt, at andre, der måske endog kendte dem, også havde set dem og bemærket den lille Ejendommelighed.

Den anden Gren af Undersøgelsen bragte den Oplysning, at Afdøde havde en Niece, som hun ikke kom sammen med.

Niecen havde tre Sønner i 30 Års Alderen, af hvilke den ene, efter hvad Afdøde havde fortalt, en Dag havde opsøgt hende og bedt hende om et Lån på 30 Kr. hvad hun havde afslået. Han havde været ret pågående og var fulgt bag efter hende ind i Sovekammeret, og hun havde

været helt uhyg­gelig til mode.

De tre unge Mænd blev afhentet næste Morgen.

De to kunne bevise deres Alibi og blev straks dimitteret.

Den tredje, Henry forklarede til Overbetjent, senere Kriminalassistent Liktner, at han kunne huske, at Afdøde nogle År i Forvejen havde besøgt hans Moder, man senere så han ikke noget til hende. For nogle Måneder siden var han et Ærinde i Valby, og han fik da den Tanke at gå ind og hilse på den Gamle. Han havde ikke nogen bestemt Hensigt med Besøget, der kun varede i 10 Minutter, og under hvilket han ikke var længere end i den forreste Stue.

Gjort bekendt med, at det var Usandhed, indrømmede han, at han også havde været inde i Soveværelset, men det var, fordi hun gik derind for at gå ud i Køkkenet, og på yderligere Forehold indrømmede han, at det var for at få Penge til et Sæt Tøj, at han havde besøgt hende.

Med Hensyn til sin Færden Pinselørdag forklarede han, at han havde væ­ret hjemme det meste af Dagen, en Ven af ham, Carl, havde besøgt ham, og de havde kørt en Cykeltur sammen, og bagefter var han kørt alene. Da han på denne sidste Tur kom igennem Valby Langgade, var der Opløb udenfor Nr. 76, og han hørte, at Fru Holm var blevet myrdet. Dette omtalte han ikke hjemme. (!)

Overbetjent Liktner foreholdt ham på sin stille og rolige, men indtræn­gende Måde, at hans Forklaring måtte anses for usandfærdig, og at han måtte mistænkes for at være Deltager eller i hvert Fald Medvider i For­brydelsen, men han besvor grædende og med oprakte Hænder sin Uskyldig­hed deri.

Da han var blevet roligere, fik han stillet det Spørgsmål, om det da ikke var Carl, der var Gerningsmand, og han svarede da jo, det var det, og der havde været en anden ved Navn Osvald med, men selv havde han ikke haft Del deri.

Hans Forklaring, med nogle uvæsentlige Ændringer, han senere kom med, gik ud på, at han og Carl Fredag Aften havde været ude i Valby for at se Lejlighed til at begå Indbrud hos nogle Skuespillere, som de troede optrådte på den Tid. Der var imidlertid på deres Opringning blevet svaret i Telefonen, og de havde så opgivet deres Plan.

På Vejen hjem, da de passerede Fru Holms Hus, fortalte han Carl, at der boede en gammel Dame, der havde mange Penge, som det ville være rart at få fat i.

De blev hurtigt enige om at ville gøre Indbrud hos hende og aftalte, at det skulle ske samme nat.

Ved 12 ½ Tiden indfandt de sig i Ejendommen, men nu svigtede Modet ham, og han undlod at fortælle Carl, at der stod et Vindue åbent til Gården i Fru Holms Lejlighed, og da de ikke turde begynde på at bryde ind af Frygt for Støj, opgav de Planen og aftalte, at de så i Stedet for skulle komme igen næste Dag, Pinselørdag.

For ikke at risikere at blive genkendt, havde han medbragt en sort Maske, som hans Søster havde brugt på Maskerader, og Carl havde forsynet sig med et rødt Tørklæde.

Næste Formiddag ringede Carl på hos ham, men da han fortrød at have givet Tilsagn om at være med, lukkede han ikke op.

Ved 3-Tiden om Eftermiddagen kom Carl igen op til ham, og han fortalte da, at han og Osvald havde "lavet den hos Enken" og bad ham om straks at komme hen og møde dem på en Beværtning i Nærheden.

Da han kom derhen, fortalte de to andre, at de havde bundet den gamle Kone, men hun var i Live, da de gik derfra, sagde de, og de havde eftersøgt hele Lejligheden, men kun fundet 40 Kr. kontant og så tre Sparekassebøger, som de nu bad ham om at forsøge at hæve Pengene på.

Han kørte af Sted, men da han kom hen i Valby Langgade, hørte han, at Fru Holm var død, og han blev så bange og kørte tilbage til Beværtningen, hvor de andre ventede, og fortalte dem det, og de tog så alle tre til Carls Lo­gis, hvor de brændte Sparekassebøgerne i Kakkelovnen .

På Beværtningen fik han 1 Kr. af hver af de andre, mere kunne de ikke undvære, sagde de.

Han blev så kørt ud til Østerbrogade, hvor han påviste det Hus, hvor han vidste, Osvald boede.

Carl og Osvald blev anholdt samme Eftermiddag på deres Værelser, hvor der havde været holdt Vagt.

Efter en Del Udflugter, som han hurtig indså var forgæves, tilstod Carl, at han og Osvald, og de to alene, havde forøvet Overfaldet på Fru Holm.

Han forklarede, at da han ikke havde kunnet få fat på Henry, og han havde bestemt, at det skulle udføres den Dag, da han stod og manglede Pen­ge til Pinse, var han gået ned til Flæskehallen for at søge at få Osvald, som arbejdede der, til at være med.

Osvald var straks villig, og da han var færdig med sit Arbejde, gik de hjem til hans Logis, hvor de aftalte det fornødne.

Aftalen gik ud på, at Osvald skulle gå først ind og købe noget Garn.

Så skulle han komme ind og dreje Nøglen om i Døren, Osvald skulle så gribe Fru Holm om Halsen og vælte hende om, og han skulle så binde hende og stoppe noget i Munden på hende for at hindre hende i at skrige.

Ved 2 ½ Tiden tog de af Sted, og Overfaldet blev udført ganske efter Aftalen, Fru Holm gav kun et ganske svagt Skrig fra sig, da Osvald greb hende. Til at binde hende med for Munden tog han et Tørklæde, der lå der, og viklede det 2-3 Gange om Halsen og op for Munden på hende.

De havde medbragt to Stykker Reb, og de havde, for ikke at efterlade Fingeraftryk, begge taget Handsker på, Osvald et Par brune Skindhandsker og han selv et Par grå Trådhandsker.

Han påstod bestemt, at Fru Holm, da hun lå på Gulvet, trak Vejret, og at hun stadig gjorde det, også da de efter en Snes Minutters Forløb forlod Lejligheden. Det havde ikke på nogen Måde været deres Hensigt at dræbe hende, og de havde ikke tænkt sig den Mulighed, at hun kunne dø af den Behandling, de havde givet hende.

I de første Forhør ved 1. Kriminalkammer, Assessor, nu Højesteretsdommer, Gammeltoft, hvortil Sagen var blevet henvist, gentog Henry og Carl deres Tilståelser med enkelte Rettelser.

Osvald fastholdt sin Nægten, og først efter nogle Dages Forløb, efter at han havde påhørt Carls Tilståelse og set, at det Alibi, han påstod at have, var slået i Stykker, indrømmede han sin Medskyld i Gerningen.

Han afgav derefter en Forklaring, der stemte overens med Carls.

Også han hævdede bestemt, at det ikke havde været deres Hensigt at dræbe Fru Holm, og at hun var i Live, da de gik.

Dette fastholdt såvel han som Carl stadig under de påfølgende Forhør, og de påstod også bestemt, at Dynerne ikke dækkede hendes Hoved, da de forlod Lejligheden, men kun lå over hendes Ben og op til Brystet eller Halsen.

Der blev foretaget en Prøve med det Tørklæde, Afdøde havde haft viklet for Munden, og det viste sig, at selvom det blev viklet tre Gange omkring og bundet stramt, var det muligt at ånde derigennem, om end med noget Besvær.

Fra Aktors Side blev det naturligvis hævdet, at der forelå Drabs hensigt. Forsvareren hævdede herimod, at der kun kunne blive Tale om at straffe for uagtsomt Manddrab, og at § 188 heller ikke kunne anvendes, da denne Paragraf foruden en forsætlig udført Legemsbeskadigelse tillige forudsætter, at den Skyldige, skønt han ikke har villet Døden, dog har måttet forudse denne som en rimelig eller ikke usandsynlig Følge af Gerningen.

Efter det med Tørklædet anstillede Forsøg måtte det imidlertid anses for godtgjort, at Brugen af det på den anførte Måde var ufarlig, og det syntes i det hele uforståeligt, at Fru Holm skulle være død af den hende til­føjede Overlast.

I Dommen, der blev afsagt den 30. September, udtales for så vidt an­går Osvald og Carl, at efter alt foreliggende findes der vel ikke aldeles til­strækkelig Grund til at antage, at de har handlet med Drabsforsæt, hvorimod de utvivlsomt må have forstået, at Fru Holms Død må have været en nær­liggende Følge af den af dem hende tilføjede Overlast, og de vil derfor være at anse efter Straffelovens §§ 188 og 243 (Røveri).

Straffen ansattes til 16 Års Tugthus for hver.

Om Henry udtaler Dommen, at han efter det oplyste ikke ville kunne gøres ansvarlig for Fru Holms Død, hvorimod han ville være at anse for meddelagtig i Røveri.

Hans Straf blev 6 Års Forbedringshusarbejde.

For Højesteret mødte Rigsadvokaten som Anklager og Højesteretssagfører Møldrup som Forsvarer.

I Dommen udtales, hvad angår Carl og Osvald, at da de behandlede Fru Holm som sket, måtte de særlig under Hensyn til hendes høje Alder være klare over, at det var aldeles overvejende sandsynligt, at denne Behand­ling måtte føre hendes Død med sig, og det måtte endvidere anses for bevist, at de herved havde forvoldt hendes Død.

Herefter ville de være at anse efter Straffelovens § 186 (forsætligt Drab) og § 243 med Tugthusarbejde på Livstid.

Henrys Straf blev stadfæstet.

Carl og Osvald blev i 1936 benådet for den resterende Del af Straffene mod 5 Års straffri Vandel.