Wilhelm Güttig.

(1913)

  

Med udgangspunkt i

S. Tage Jensens

Artikel.

  

BANKRØVERIER, der for en Del År siden var en om ikke dagligdags så dog en meget almindelig Begivenhed i Amerika, havde vi ikke haft herhjemme. Det var derfor en Sensation, da det skete.

 

Det var den 18. August 1913, at to Mænd Klokken et Par Minutter i 3, lige før Lukketid, kom ind i Sparekassen for København og Omegen's Filial på Hjørnet af Østerbrogade og Nøjsomhedsvej.

 

Den ene af dem blev stående henne ved Indgangsdøren, hvor han "be­skæftigede sig med noget", den anden gik frem i Lokalet, helt hen til Skranken, hvor han med en Revolver i hver Hånd pegede på Filialens sam­lede Personale, en ung Kasserer og en endnu yngre Assistent, og komman­derede: "Ruhig, nur ruhig!"

 

De to unge Sparekassefunktionærer adlød Ordren uden at kny.

Den anden kom nu også frem i Lokalet, og med en Revolver i Hån­den sprang han over Skranken og gav sig til med nogle Stykker Sejlgarn at binde Funktionærerne på Hænder og Fødder, hvad de roligt fandt sig i.

 

Så samlede han fra Pengeskuffen og fra nogle Bakker, der stod på Skranken, en Del Guldmønter og Sedler sammen og lagde dem ned i en Håndtaske, han havde haft med.

Så bar han først den ene og så den anden af de skrækslagne unge Mænd ned i Kælderen og satte dem ind i Boksen og lukkede Døren til.

 

Han forsøgte først at låse Døren, men det kunne han ikke, da det dertil var nødvendigt at have Nøglerne, og dem havde Kassereren i Lommen, og til alt Held blev han ikke tvunget til at udlevere dem. Boksen var ganske lille, og der var ikke nogen Ventilation i den, så en Indespærring der ville have været absolut livsfarlig.

 

Efter en 5 Minutters Tids Forløb vovede de Indelukkede at skubbe Dø­ren op. Alt var tyst og stille. Efter at det var lykkedes dem at befri sig for Båndene, gik de op i Lokalet og telefonerede til Politiet.

 

Det viste sig, at det, den ene af Røverne havde været beskæftiget med henne ved Indgangsdøren, var at bore et Vridbor skråt igennem den ind i Karmen, så at den ikke kunne åbnes udefra.

 

Ved den af Forstander Bugge fra Centralbureauet for Identifikation fore­tagne Undersøgelse fandtes på Skranken på det Sted, hvor Røveren var sprunget over, et utydeligt Aftryk af en Del af en venstre Hånd, og på Håndbøjlen på Boksdøren en Fjerdedel af et friskt Fingeraftryk.

 

I Håndaftrykket var Linierne meget svage, men Bugge kunne dog ud­tale med nogenlunde Sikkerhed, at det ikke hidrørte fra de to Funktionærer, og Brudstykket af Fingeraftrykket var sikkert ikke afsat af nogen af dem.

 

De kunne begge give ret gode Beskrivelser af de to Forbrydere. Den ene havde et karakteristisk Ar under det ene øje, og den anden havde et stort lyst Overskæg.

 

Ved Opgørelsen viste det sig, at der var stjålet 8863 Kr. På nogle af 100 Kr. Sedlerne havde man Numrene.

 

Signalementerne blev straks udsendt og et stort Eftersøgningsarbejde sat i Gang, men noget Resultat gav det ikke.

 

Efterhånden som Dagene gik, var der ikke så få, der troede, at det hele var en "Film" fra de to Funktionærers Side; idet man fandt det påfaldende, at de havde været så lidet heltemodige, at de overhovedet ikke havde for­søgt blot at gøre den ringeste Modstand. Men i Politiet var man sikker på, at deres Anmeldelse var rigtig. Det var det lille Stykke Fingeraftryk Vidne nok om.

 

Så den 29. 11 Dage efter Overfaldet, fik Politiet Medddelse om, at en Mand, der kaldte sig Richard, og som skulle bo i Sundevedsgade sammen med en Tysker, Dagen før to Gange havde været ude i Damhuskroen i Sel­skab med to Kvinder, der boede i Absalonsgade. Han havde givet en hel Del Penge ud, og da han var blevet noget beruset hen på Aftenen, havde han trukket en skarpladt Revolver op af Lommen og vist den frem til hvem, der havde Lyst til at se den.

 

Kvinderne blev hurtigt fundet. De forklarede, at de ganske rigtigt havde været i Damhuskroen med en Mand, der hed Richard. Han havde haft 400 Kr. på sig i Guld og Sedler. Han boede, vidste de, i Sundevedsgade Nr. 2 sammen med en Tysker, der kaldte sig Willy.

 

Richard blev straks identificeret som en arbejdsløs Glarmestersvend. Åge Richard Larsen og Willy som Maskinarbejder Wilhelm Güttig.

 

Det blev oplyst, at Larsen havde besørget Vinduespudsning i Sparekassefilialen.

Güttig blev så anholdt på en Fabrik på Blegdamsvejen, hvor han ar­bejdede, og hvor han havde det allerbedste Skudsmål.

 

Han var kaldt op på Direktørens Kontor, hvor to Opdagere ventede.

Da det blev sagt ham, at det var Politiet, der ville tale med ham, blev han hvid i Ansigtet som et Lagen.

Han fulgte roligt med til Politikammeret.

 

Han nægtede at have nogen Andel i Røveriet eller at kende noget som helst dertil.

Nogen særlig Grund til, at han ikke havde været på Arbejde den 18. den Dag, Røveriet fandt Sted, kunne han ikke give. Han havde ikke følt sig helt vel om Morgenen, sagde han.

 

Ved Undersøgelse i hans Logis fandtes to små skarpladte Revolvere, men ingen Penge eller andet mistænkeligt.

 

Fra Fabrikken kom der derimod Meddelelse om, at der ved Eftersyn af hans Gemmer der var fundet en Pakke i Papir indeholdende 2700 Kr. hvor­af 2000 i 100 Kr. Sedler.

 

Det var en anden Maskinarbejder, der havde fået Besked på at samle hans Værktøj sammen og lægge det på Plads, der havde fundet Pengene, og han havde tilstået, at han, fristet ved Synet af de mange Penge, selv havde taget 590 Kr. af dem, men han havde så fortrudt det og afleveret dem igen.

 

Af 100 Kr. Sedlerne var der nogle med Numre, som kunne konstateres at stamme fra Sparekassen.

 

Trods Indicierne nægtede Güttig fremdeles, og han fastholdt sin Nægtelse i de første Forhør i Retten.

 

På en af 100 Kr. Sedlerne var der med Blyant skrevet 4400. Kassereren oplyste, at det var ham, der havde skrevet det. Det angav, at Kassebehold­ningen den Dag havde været det Beløb i 100 Kr. Sedler

 

Kassereren og Assistenten tog derefter Güttig i, øjesyn. De mente begge, det var ham, der

havde truet dem med Revolverne. men det Ar, de havde lagt Mærke til, havde han ikke

Dagen efter aflagde Güttig Tilståelse.

 

Han forklarede, at det var Larsen, der havde fået Ideen til Røveriet, og som havde planlagt det i alle Enkeltheder og også købt Revolverne og Patronerne, og at han selv kun efter store

Overtalelser var gået med til det.

 

Forinden de tog hjemmefra, havde Larsen med rød Farve malet et Ar på hans ene Kind under øjet, og selv havde Larsen taget et stort falsk Over­skæg på.

 

Før de forlod Sparekassen efter Kup'et, tog Larsen Skægget af, og så snart de var kommet

hjem, blev Arret vasket af.

 

Han havde, det måtte han indrømme, nok ikke protesteret, da Larsen havde sagt, at de skulle skyde, hvis der blev ydet Modstand, men han på­stod, at det havde han aldrig villet gøre.

 

Han var nok klar over, at det var Frygt for, at han skulle gøre Brug af Revolverne, der fik de to Funktionærer til i den Grad at finde sig føjeligt i den Behandling, de blev udsat for, så at de ikke forsøgte at yde den rin­geste Modstand eller blot forsøgte på at tilkalde Hjælp.

 

At det kunne være blevet absolut livsfarligt for dem, hvis Boksdøren var blevet låset, havde han slet ikke tænkt på. Forholdene nede i Boksen havde han overhovedet ikke set.

 

Richard Larsen var stadig på fri Fod. Trods energisk Eftersøgning havde han ikke været til at

finde.

 

Men sent en Aften blev der telefoneret til Politikammeret, at han lige var set ude på Jagtvejen.

En stor Opdagerstyrke blev hurtigst samlet og dirigeret derud.

 

Hele Kvarteret og de omliggende store, dengang ubebyggede Arealer blev gennemtrawlet.

 

Om Morgenen fandtes Larsen som Lig, i Ladegårdsåen. Han havde skudt sig i Tindingen. Han havde 3690 Kr. på sig.

 

Forstander Bugge kunne efter at have taget Finger- og Håndaftryk af Liget udtale, at det var Larsen, der havde afsat Fingeraftrykket på Boksdø­ren, og at det sandsynligvis også var fra ham, det utydelige Håndaftryk stammede.

 

En Våbenekspert erklærede, at Güttigs Revolvere var af meget tarvelig Kvalitet. Deres Skudsikkerhed var meget ringe selv på kortere Afstande, og "i Fald, den der vil skyde med Revolverne, skal have sin Opmærksom­hed henledt på f. Eks. den Persons Bevægelser, han sigter imod, er der så godt som ingen Sandsynlighed for, at han kan ramme ham, idet Revol­veren, når han trækker af, altid såfremt han ikke er en meget dygtig Revolverskytte, vil få så megen Afdrift til Siden, at Projektilet vil gå ved Siden af den Person, hvorpå der sigtes.

 

Projektilerne vil kunne dræbe et Menneske på 35-45 Meters Afstand, hvorimod de på ganske kort Af­stand unde i Meter vil være mindre farlige, for så vidt som de blot ved at ramme en Knap, Urkæde eller Lommebog eller lignende fast Genstand, straks vil prelle af, idet den egentlige Kraft først udvikles, når Projektilet er ca. 3-4 Meter fra Løbets Munding."

 

I Slutningen af September var Sagen færdigbehandlet, og Dommen faldt en Måned senere. Den lød på Forbedringshusarbejde i 6 År og Udbringelse af Riget.

 

Højesteret, hvortil der appelleredes af det Offentlige, forhøjede Straffen til Tugthusarbejde i 8 År.