Wilhelmi Møller.

(1893)

 

 

Med udgangspunkt i

S. Tage Jensens

Artikel.

 

 

SAGEN mod Wilhelmi Møller er uden Sidestykke ikke blot i dansk, men også i international Kriminalhistorie.

 

Den giver et Billede af et fysisk abnormt Menneske, der gennem sin Ab­normitet føres til at begå en mindre Forbrydelse for så igennem Tvangs­tanker om den at ledes til at forøve overlagt Drab.

 

Frederikke Wilhelmine Møller var født i København 1845.

Straks efter sin Konfirmation kom hun ud at tjene og efter at have haft mange forskellige Pladser, fik hun i 1881 Ansættelse som såkaldt Plejemo­der på en Børnehjemsafdeling her i Byen.

 

Hun var en stor, groft bygget, bredskuldret Kvinde, der ikke var bange for at tage fat.

I en længere Årrække passede hun sit Arbejde til alles Tilfredshed, det eneste, der måske kunne udsættes på hende, var, at hun var lidt sjusket og uordentlig.

 

Hun var venlig af Væsen, og hvad der var det vigtigste, hun holdt af Børnene, og de holdt af hende, og hun havde deres fulde Fortrolighed.

 

Så skete det, at den 28. Februar 1893 døde et af Børnene, en 15-årig Dreng, Volmer, efter kun nogle få Timers Sygdom.

Børnehjemmets Læge, der først kom til Stede efter Dødens Indtræden, fandt intet mistænkeligt ved Dødsfaldet. Nogen bestemt Dødsårsag kunne han ganske vist ikke finde, men angav efter sin bedste Overbevisning em­bolia (Blodprop).

 

Nogle Dage efter meddelte Moderen til en Dreng, der tidligere havde været på Hjemmet, dettes Bestyrelse, at hun efter Samtaler med Sønnen havde Grund til at formode, at Frk. Møller havde vist forargelig Adfærd over­for Volmer, og hun antydede, om der måske ikke kunne være nogen For­bindelse mellem det og Drengens pludselige Død.

 

Bestyrelsen foretog straks selv en Undersøgelse, men uden andet Resultat end, at Frk. Møller blev så oprevet og hendes Sindstilstand i den Grad gav Anledning til Ængstelse, at de lod hende indlægge på Kommune­hospitalets 6. Afdeling.

Derefter anmeldte de Sagen.

 

Da hun et Par Uger efter blev udskrevet fra Hospitalet, blev hun afhørt af Politiet.

Hun benægtede trods de Oplysninger, der i Mellemtiden var indhentet, Sigtelsens Rigtighed, og blev så anholdt.

 

I et af de første Forhør, som Assessor Thiele, som havde fået Sagen over­draget, afholdt over hende, tilstod hun, at hun havde vist usømmelig Adfærd overfor den afdøde Dreng, men hun nægtede selv under Konfrontation med Liget at have dræbt ham.

Men nogle Dage efter aflagde hun Tilståelse.

 

Forholdet overfor Drengen, forklarede hun, var begyndt 3-4 År tilbage i Tiden, da han altså kun var 10-11 År gammel, og havde varet et Års­tid, men var så hørt op.

 

Det var ingenlunde af særlig graverende Art.

 

Hun havde dog fået stærkt Samvittighedsnag, hendes Liv var, som hun udtrykte det, blevet forgiftet, og de følgende År syntes hun ikke, Livet var værd at leve.

 

Hun nærede en usigelig Ængstelse for, at Forholdet skulle få en skade­lig Indflydelse på Volmers fremtidige Liv, og hun mente i den Henseende allerede at kunne spore en Forværring af hans mindre gode Egenskaber, hans Løgnagtighed og hans Tilbøjelighed til Smårapserier var således taget til.

 

Men desuden nærede hun Frygt for, at han skulle fortælle noget derom, hvad der ikke blot kunne blive til Skam og Skændsel for hende selv, men også til ubodelig Skade for Børnehjemmet.

 

Efterhånden som Tiden gik, og den Dag nærmede sig, da Volmer skulle konfirmeres og så forlade Hjemmet, voksede hendes Frygt, og i sin efter­hånden mere og mere nervøse Tilstand indbildte hun sig, at Volmers Liv var ødelagt, og at det bedste for ham var, at han døde.

 

Denne Tanke voksede sig stærkere og stærkere og beherskede hende til sidst, men nogen Plan om at dræbe ham fattede hun dog ikke.

 

Men så en Dag i Slutningen af Februar talte hun med en af sine Ven­inder, og de kom på en eller anden Måde til at tale om den nylig hen­rettede Tugthusfange Jens Nielsen. Veninden kom med den ytring, at det kunne undertiden være en Velgerning at skille et Menneske ved Livet.

Denne Bemærkning gav hende Tro på, at hun havde Ret med Hensyn til Volmer, og gav yderligere Næring til hendes forrykte Tanke.

 

Et Par Dage efter fandt hun, da hun søgte efter noget i en Skuffe, en Flaske med Kloralmixtur, som hun havde fået ordineret som Sovemiddel.

 

Det slog da ned i hende, at en tilstrækkelig stor Dosis ville virke dræ­bende på en Dreng.

Samme Eftermiddag skulle i Anledning af en Fødselsdag de mindre Børn have Chokolade, medens de større skulde trakteres med en Drik bestående af Saft og Vand tilsat en lille Smule Rom.

 

I Volmers Glas hældte hun Koralmixturen.

Han sagde, at det smagte væmmeligt, men da de andre Drenge sagde, at de godt kunne lide Drikken, fik hun ham til at drikke Glasset ud.

Kort efter klagede han over, at han blev "underlig i Hovedet", og blev bragt til Sengs.

Efter et Par Timers Forløb, da han var faldet i Søvn, lagde hun to Uld­tæpper over hans Hoved, fordi hun mente, at det ville fremskynde hans Død.

 

Da hun kom tilbage noget efter, havde han fået skubbet Tæpperne bort, men han var nu død.

 

Straks efter følte hun ingen Anger, og det var nærmest først, da hun blev bekendt med Bestyrelsens Mistanke, at hendes Handling stod for hende i al dens Gru.

 

Forhørene blev hurtigt sluttede.

Under en Samtale i Arresten med Fængselslægen hævdede hun, at hvad der havde ført hende ind på det usømmelige Forhold til Drengen, var, at hun var abnormt skabt.

 

Hun blev så underkastet en grundig Undersøgelse af Professor Gæde­ken og Overaccoucheur Professor Stadfeldt, der korn til det opsigtsvækkende Resultat, at hun i Virkeligheden var en Mand.

 

Da Retten fik Underretning herom fra Lægerne, blev Sagen reassumeret, og da der var givet Indberetning til Justitsministeriet, blev der udfærdiget en Bevilling for den arresterede til at føre Navnet Wilhelmi Møller.

 

Ved Sagens Bedømmelse var Spørgsmålet om Tilregneligheden natur­ligvis af største Betydning.

 

Overlægen ved Kommunehospitalets 6. Afdeling, Professor Pontoppidan, havde tidligere under Sagen efter gentagen Undersøgelse afgivet en Erklæ­ring om, at Møller måtte anses for at være et i sjælelig Henseende normalt Individ.

 

Denne Erklæring, var blevet støttet af Udtalelser fra Børnehjemmets Læge og andre, der dér havde været i stadig Forbindelse med Møller, og som, alle havde udtalt, at de havde sporet nogen Nervøsitet, men ikke fundet noget Tegn på Sindssyge.

 

Sundhedskollegiet udtalte nu i sin Erklæring, at "Spørgsmålet om Arre­stantens Tilregnelighed i denne Sag burde ses under Belysning af hans fy­siske Defekter og af den Livsførelse, han var ført ind i ved Miskendelsen af hans Køn, samt af hans Frygt for, at hans Abnormitet skulle blive be­kendt."

 

Ved Dom af 3. Marts 1894 blev Møller, da Drabet måtte anses for at være udført forsætligt og med Overlæg, og der ikke var Grund til at betvivle, at han, da han forøvede Drabet, havde været i fuldkommen tilregnelig Tilstand, anset efter Straffelovens § 190 med Livsstraf.

 

For Højesteret var Højesteretssagfører Asmussen Aktor og Højesteretssag­fører Ch. Shaw Defensor.

Defensoratet blev naturligvis særligt sat ind på Tilregnelighedsspørgs­målet.

Dommen blev en ganske kort Stadfæstelse af Kriminalrettens Dom i Hen­hold til de anførte Grunde.

Ved kongelig Resolution blev Straffen ændret til Tugthusarbejde på Livstid.

 

Efter at have afsonet i 1 År, blev Møller benådet for Resten af Straffe­tiden.

Umiddelbart efter sin Løsladelse giftede han sig med en af sine Fange­vogtersker fra Christianshavns Arresthus.

Hun havde i sin Tid fattet God­hed for ham, og siden havde de brevvekslet så ofte, Straffeanstaltens Reg­lement tillod ham det.

 

De tog Ophold her i Byen, hvor han fik en Ansættelse som Bud i en Sag­førervirksomhed.

Han passede sin Plads samvittighedsfuldt i mange År og var ved sit stille og rolige Væsen afholdt af alle, han kom i Berøring med.

 

Hustruen havde opsparet en lille Kapital, men også på anden Måde bidrog hun til Hjemmets Opretholdelse. I en Film, der blev optaget i 1919, havde hun således en lille Rolle som Marie Antoinettes Fangevogterske.

Samme År, da han var blevet for gammel til at passe sin Plads, søgte og fik de et Værelse i Vartov, og her boede de indtil hendes Død.

 

Han tog så Ophold hos nogle Slægtninge.

Selv hen til sine sidste År havde han Reminiscenser fra sin Kvinde­tilværelse.

Når han f. Eks. skulle over en Gade i Regnvejr, kunne det hænde, at han rent ubevidst løftede op i sit højre Bukseben, ganske som var det en af de lange Kjoler, han i sin Tid havde gået med.

Han døde i 1936, 91 År gammel.