Børneforsorgens Udvikling

I

Artikel i Tiden

Ugeblad for Politik og folkelig oplysning.

Nr.24 Fredag den 9. September 1910

Skrevet afLandstingsmand N. Johansen

Opdragelsesanstalter oprettede i det attende Århundrede.

Der har til alle Tider været Mennesker, som havde Medfølelse med  de Børn, der stod ene og forladte, men herfra og så til, at alle Børn, som led Nød, kunde få den Hjælp de trængte til, var et langt Stykke.

Da Kristendommen kom her til Landet, oprandt der bedre Kår for de Børn, der var udsatte for at lide Nød. Klostrene har på dette som på så mange andre Områder øvet en stor Barmhjertighedsgerning, ikke ene ved at føde og klæde de ulykkelig stillede Børn, men især ved at give disse en Opdragelse, der gjorde dem til gode og nyttige Samfundsborgere.

Efterhånden som Fattigplejen blev pålagt Sognebeboerne, måtte disse også overtage Børneforsorgen. Men dette blev langt fra til Gavn for Børnene, thi selv om de fik nok føde og Klæder, så var det hjertelige, der fra først af var det bærende hos Menigheden, nu afløst af en Pligtfølelse, der til enhver Tid måtte tage Hensyn til Sognebeboernes økonomiske Bæreevne.

Endnu kan man høre ældre Folk tale om Børnehuset, der tog Sigte på at værne Samfundet mod yngre Forbrydere. Det gamle Børnehus blev imidlertid erstattet af en til dels kriminal Indretning, der modtog Hittebørn og forældreløse Børn, men den nære Tilknytning til Straffeanstalten på Kristianshavn gjorde, at Fr. d. 4, som viste sin store Interesse for Ungdommens Opdragelse ved at oprette 240 Skoler på Ryttergodserne, tog Sagen op til alvorlig Overvejelse og kom til det Resultat, at de ulykkelig stillede Børn skulle anbringes i en Stiftelse under Fattigvæsenet, men under Påvirkning fra Udlandet skred han 1727 til Oprettelsen af Vajsenhuset, der begyndte – under Ledelse af en Inspektør – med 24 Drenge og 20 Piger, men der skulle kunne optages 100 Børn af begge Køn. Det skulle være et Sted, hvor fattige fader- og moderløse Børn kunne få Forplejning og Opdragelse. Denne Stiftelse, der lykkelig blev fri for at knyttet til Fattigvæsenet, har under mange Omskiftelser kunnet fortsætte sin Virksomhed til denne Dag.

Ved Ejendomssalg, Gaver og Privilegier har Stiftelsen oparbejdet en Kapital på hen ved 1.800.000 Kr.  Elevantallet i Vajsenhusets Skole var i Marta 1904 270, nemlig 135 Drenge og ligeså mange Piger, alle Forældreløse eller Faderløse. En Del af Børnene får fri Undervisning og Bøger, medens så  mange som svarer til de egentlige Vajsenhuspladser får Understøttelse, så de enten kan være hos en Slægtning eller i små Hjem, der er oprettede af Stiftelsen i hvilket en antagen Plejemoder har 6 Børn under sin Varetægt. Efter Konfirmationen anbringes de i Pladser, der passer efter deres Evner og Anlæg.

Opfostringshuset oprettedes i 1753 og erhvervede en Ejendom med Plads til 200 fattige Drenge, der skulle underholdes og oplæres, så de kunne tage Tjeneste enten ved Manufakturvirksomheden eller Skibsfarten. De skulle undervises i Kristendom, Læsning, Skrivning og i så megen Regning, som var nødvendig. Drengene kunne optages på Stiftelsen, når de kunne undvære kvindelig Hjælp, og efter at have været der til 12 eller 15 Års Alderen, blev de overladt Fabrikanter, Handlende eller Søfarende, der for hver Dreng de modtog skulle betale 50 Rd., mens Drengen til Gengæld skulle tjene for Kost og Klæder alene uden anden Løn til sit fyldte 24 År.

Så længe Greve J. H. E. Bernstorff, der særlig var interesseret i Oprettelsen af denne Stiftelse, havde Ledelsen, gik alt godt, men efter at han var fratrådt, optårnede der sig så mange Vanskeligheder, at det så ud til, at Stiftelsen helt skulle gå til Grunde. Den kom en Tid under Fattigvæsenet, hvorved Forholdene i det hele taget blev meget værre, først da den atter blev befriet fra Forbindelsen med Fattigvæsenet, kom der en Opgangsperiode, der Tid efter anden bragte Stiftelsens Økonomiske Forhold på Fode, så at den med et Elevantal på hen ved 100 kunne fortsætte sin Virksomhed. Der er 13 Legatpladser, ligesom Private ved at betale 350 Kr. årlig kan få anbragt Drenge nå disse i øvrigt opfylder de af Stiftelsen stillede Betingelser.

Børn optages om Foråret ved en afholdt Prøve og må efter de gældende Regler ikke være under 10 År og ikke over 11 År gamle. Opholdet er beregnet på 4 År og er for fattige Drenge vederlagsfri, når undtages lidt Tilskud til den første Beklædning. Efter Konfirmationen anbringes de i passende Pladser. For så vidt det er gavnligt for Drengene, søger Stiftelsen at opretholde og styrke Forbindelsen mellem disse og deres tidligere Hjem.

Kammerherreinde v. Plessen, f. Berckentin, oprettede 1755 et Pigehjem på Kristianshavn, Ledelsen deraf overdroges til Sognepræst Lorch og Midlerne til Hjemmets Drift tilvejebragtes fra en Kreds af fornemme Damer. Der begyndtes med 25 Piger i et lejet Lokale. Børneantallet steg hurtig og nåede op til 120 Pigebørn, som modtoges i 6 Års Alderen og udskreves som Regel ved det fyldte 16 år. De fik fri Underhold i Hjemmet og undervistes i de almindelige Skolefag og i kvindelig Håndarbejde. Formålet var at uddanne disse Pigebørn til dygtige Tjenestepiger.

Stiftelsen ejede ingen Kapital, og da den skulle have sine Indtægter fra en snævrere Kreds, formåede den ikke at holde det gående, men måtte efter 30 års Forløb indstille sin Virksomhed.

For at modvirke Barnemord og Fødsel i Dølgsmål oprettedes i 1770 d. kong. Opfostrings- eller Plejestiftelse, som årlig skulle modtage 100 nyfødte Børn, der var forladte af deres Forældre.

Stiftelsen skulle sørge for at få Børnene sat i Pleje hos pålidelige Folk på Landet og yde Plejeløn indtil Barnet var fyldt 6 År. Efter den Tid skulle Plejeforældrene uden Vederlag  føde og klæde Barnet, men til Gengæld var Barnet så undergivet Plejeforældrenes Myndighed, til det var fyldt 25 År, og de kunne stille Plejesønnen til Soldat i Stedet for deres egne Sønner. Myndighedsretten kunne de overdrage til andre. Trods de for Plejeforældrene ret gode Betingelser, var det ikke muligt at skaffe Plejehjem til så mange Børn, som Stiftelsen modtog til Forsørgelse. Det blev da nødvendigt at yde Plejeløn til det fyldte 14 År med Tilskud til Konfirmationen. Myndighed over Barnet indskrænkedes så til 20 År, men med Bibeholdelse af Retten til at stille Plejesønnen til Militærtjeneste i Stedet for deres egen. Hvordan der end ses på denne Stiftelses Virksomhed, må det dog indrømmes, at her er en Forløber for den i vore Dage så vel gennemførte Plejehjemsanbringelse.

Handskehandler Johan Mathias Lahn oprettede 1799 Lahn Stiftelse i Odense og tillagde den foruden en Ejendom en Kapital på 100.000 Kroner, hvilket Grundfond ved senere tilkommende Gaver er forøget så den nu ejer omkring 318.000 Kr. Stiftelsen begyndte først sin Virksomhed 1804 og var udelukkende bestemt til at skulle tage sig af fattige og nødlidende Børn, især fader- og moderløse Børn fra Odense Købstad.

Eleverne kunne ikke få Forplejning på Stiftelsen, men blev på denne Regning anbragt hos skikkelige Folk, der ikke var fattige og selv trængte til Hjælp. Denne Stiftelse har som de øvrige Opdragelsesanstalter, der oprettedes i det 18. Århundrede, gennemgået Forandringer, der svarer til de indvundne Erfaringer, og til de Krav Tiden fordrede med Hensyn til Børneopdragelse.

Selv om der ikke opnåedes store Resultater, så var Arbejdet for at hjælpe fader- og moderløse Børn et Krav, som det 19. Århundredes Kvinder og Mænd ikke kunne skyde fra sig.