Børneforsorgens Udvikling

II

Artikel i Tiden

Ugeblad for Politik og folkelig oplysning.

Nr.25 Fredag den 16. September 1910

Skrevet af Landstingsmand N. Johansen

Opdragelsesanstalter oprettede i det attende Århundrede.

Krigen med England, Statens og de enkelte Borgers dårlige økonomiske Forhold, havde lagt betydelige Hindringer i Vejen for Børnesagens Fremme. Først da der var kommet Ro i Forholdene, blev Arbejdet for de ulykkeligstillede Børn taget op.

1825 sendtes to Seminarister: Schmidt og Møller på Statens Bekostning til Svejts for at gøre sig kendt med, hvorledes de der oprettede Opdragelsesanstalter ledes. Efter Hjemkomsten 1827 blev de unge Mennesker sat i Stand til at oprette det nittende Århundredes første Opdragelsesanstalt på Bondegården Chathrinelyst, der indrettedes til at tage mod fattige Drenge fra Landet.

Anstalten var ikke beregnet på at tage mod forvildede Drenge, og da der særlig var Trang for at få disse under Opdragelse, besluttedes det ved kong. Resol. 14. Juni 1830 at købe Bondegården Bøgildgaard, for der at oprette en Opdragelsesanstalt for vanskelige Drenge.

Schmidt, den ene af Lederne af Chathrinelyst, fik overdraget Styrelsen af den ny Anstalt, men det var ingenlunde noget let Hverv, han der gik ind til, thi det var kun en mindre Del af Bøgildgaards 210 Tdr. Land, der var under Plov, så der måtte gøres et betydeligt Arbejde, før Jorden kunne give noget nævneværdigt Udbytte, og da Plejeløn og Statens årlig Tilskud kun var meget ringe, kneb det ofte med at skaffe Føde og Klæder til Plejebørnene.

”Køb ikke, hvad du har Brug for, men kun hvad du ikke kan undvære”, var en Regel, Schmidt i mange År måtte følge. Det var hans store Tro på sit Arbejde med de vanartede Drenge, der hjalp ham i Stand til gennem 55 År at udføre et ganske enestående Opdragerarbejde.

Pengekrisens Virkning var ved at blive trængt tilbage af en økonomisk Opgangsperiode, der gjorde det muligt for Staten og private Folk atter at optage Arbejdet for de Børn, der var kommen på Livets Skyggeside.

Holsteinsmindes Opdragelsesanstalt – det Fiurendalske-Institut, oprettet 1833 – var oprindelig bestemt til at skulle tage mod skikkelige fattige Børn, men af Mangel på Tilgang, omdannedes Børnehjemmet til en Opdragelsesanstalt for vanartede Børn.

Om ved dette Tidspunkt trådte en Del ansete Mænd sammen med det Formål at indsamle Penge til Oprettelsen af en Stiftelse i København, som kunne tage mod forvildede Børn og give dem en Opdragelse, der kunne gøre dem skikkede til efter nogle Års Ophold på Anstalten at gå ud i Tjeneste hos private Folk.

Der blev gjort Forsøg med at anbringe nogle vanskelige Drenge på Holsteinsminde og Bøgildgaard, da det gik godt med disse, kom den dannede Komite til det Resultat, at det var bedre at lægge den påtænkte Opdragelsesanstalt ude på Landet. Til Gennemførelse af den udkastede Plan gav Fr. d. 6te 30.000 Rdl. Og i private Bidrag indkom 15300 Rdl. Denne Kapital var i Året 1836 vokset til 50.000 Rdl.

Der var altså Midler til Erhvervelse af en Stiftelse, og allerede 1835 indkøbtes Bondegården Flakkenbjerg, som ombyggedes og indrettedes til at kunne modtage 40 Elever.. Til Forstander valgtes Lærer C. C. Møller, som hen ved 40 år udførte sin Gerning med en sjælden Kraft og Nidkærhed, der var forenet med et lykkeligt Greb på at omgås disse vanskelige Børn. Da Børneantallet 1860 var steget til 59, opførtes en ny Skolebygning, hvorved det blev muligt at skaffe Plads til 60 Elever, men denne Udvidelse var heller ikke tilstrækkelig, thi der kom stadig Anmodninger om at få optaget Drenge. I Vinteren 1862 – 63 var Elevantallet nået 74.

Bestyrelsen kom nu til det Resultat, at det ikke kunne gå an at samle flere Drenge på samme Sted, og for at skaffe Plads fattedes Planen om at oprette en Hjælpeanstalt i Jylland. Da denne Tanke vandt Tilslutning såvel hos Private som fra Statens Side, blev det muligt til dette Brug at erhverve en større Bondegård, Landerupgaard, hvor der efter de nødvendige Byggeforandringer begyndtes 12. Novbr. 1868 med 31 Elever, der var udvalgte blandt de flinkeste på Flakkenbjerg. Der udnævntes en Bestyrer for Landerupgaard, men så længe C. C. Møller levede, var han den egentlige Leder af begge Anstalter.

Selv om Drengeopdragelsen var kommen stærkt i Forgrunden, så klarede det sig mer og mer, at de mange Piger, der straks efter Konfirmationen forgreb sig på fremmed Gods og derfor blev straffet, måtte hjælpes, når de kom ud af Fængslerne, dersom de ikke skulle gå til Grunde.

Fængselsselskabet tog sig nok af disse Piger, men det var som Regel kun dårlige Pladser, der kunne skaffes til dem.

For dog i nogen Måde at råde Bod på disse uheldige Forhold, oprettedes 1877 Lindevangshjemmet, som fra først af var beregnet til at kunne modtage 12 unge løsladte Fanger, senere er Hjemmet udvidet til at kunne tage mod 20 Piger.

Før Pigebørnene optages på Hjemmet får de at vide, hvad de går ind til og kan de vælge, om de vil på Hjemmet, men har de så gjort deres Valg må de forpligtige sig til at blive der 1 År. Efter den Tid står det dem frit for, om de vil blive der et År eller to, og glædeligt er det, at de allerfleste vælger at blive på Hjemmet i to År.

Arbejdet med disse Pigebørn udelukker ikke Skuffelser, men Glæden er dog større, idet mange af de Pigebørn, der er gået ud fra Hjemmet, er bleven gode og dygtige Mennesker, der er bleven afholdt af de Familier, som har taget dem i deres Tjeneste, og senere, når de har indgået i Ægteskab, er bleven gode Husmødre og Ægtefæller.

Da Ledelsen af Holsteinsminde så det uheldige i at have Drenge og Piger, hvoriblandt mange havde vist usædelige Tilbøjeligheder, samlede på samme Sted, erhvervedes 1889 Ejendommen ”Skovgaarden”, som indrettedes udelukkende for vildfarne ukonfirmerede Piger. Denne Ordning bevirkede, at Frøken Jessen, som tidligere havde været knyttet til Holsteinsminde, oprettede 1894 tre kvart Mil fra Nørre Alslev St. Gunslev Pigehjem, der har Plads til 20 Elever. For at kunne få nogen god Indflydelse på disse vanskelige Piger, modtoges de ikke på kortere Tid end to År, thi det er ikke ene det, at de skal vænnes til at følge Sandheden og til at lade fremmedes Ejendom i Fred, nej, der er mange andre Uvanner, som skal bekæmpes, blandt andet er der mødt Pigebørn, som led af en sådan Ødelæggelseslyst, at så snart de var ene, rev de deres Tøj itu, og særlig gik det ud over Forklædet.

Børnehjemsforstander Frydenberg havde i sin tidlige Ungdom gjort Forsøg på at få et Børnehjem i Gang, men da dette ikke lykkedes tog han fat på Lærergerningen uden dog at tabe sit Ungdomsmål af Sigte.

Efter at han havde været Lærer ved Vajsenhuset en 12 – 13 År, samlede han nogle Plejebørn i sit Hjem i Ordrup, men vedblev samtidig med sin Lærervirksomhed. Dog det gik snart op for ham, at denne dobbelt Gerning ikke i Længden kunne gå, hvorfor han opgav sin Plads ved Vajsenhuset for udelukkede at virke for sine Plejebørn.

Han gjorde imidlertid den Erfaring, at Ordrup ikke var det rette Sted for Børnehjemsvirksomheden, thi for det første manglede han Jord, og det var nødvendigt for at kunne skaffe Beskæftigelse til Børnene uden for Skoletiden, og dernæst var der ikke Ro nok, der var for meget i denne By, der fangede Børnenes Interesse.

Frydensberg fik Underretning om, at et gammelt Hus i Tisvilde var til Salg, og da Huset med Jord lå et Stykke fra Alfarvej langs med Skovridergaardens store træbeplantede  Have, fandt han, at der var Stedet, købte Huset 1892 og flyttede dertil med sine Plejebørn. Men Forholdene var trange, og da der stadig kom Anmodninger om at tage mod flere Drenge, gjaldt det om at skaffe Plads, men der var ingen Penge at bygge for.

Efter en Del Overvejelser kom Frydensberg til det Resultat, at det ville være det billigste at rejse nogle Træbygninger, og ved gode Venners Hjælp fik han omsider så mange Penge skrabet sammen, at der kunne købes en Del Byggemateriale.

Han og de store Drenge tog fat, og ved forenede Kræfter rejstes den første Træbygning. Da dette Forsøg faldt heldigt ud, blev der År efter År bygget, så der kunne tages 60 Elever. Nu er der opført en tidssvarende Bygning, der giver Plads for 60 forvildede Drenge.

Forfatter Budde havde en særlig Evne til at vække Interesse for Børnesagen. Han kunne få Folk, som ellers ikke interesserede sig derfor, til at gå med ind i Arbejdet for at hjælpe de ulykkelig stillede Børn.

Under hans Ledelse af Holsteinsminde samlede der sig endogså på en Gang hen ved 180 Elever. For nu at det hele ikke skulle få et kaserneagtigt Præg, gennemførte han – efter at Pigebørnene var flyttede til Skovgaarden – den Ordning at inddele Eleverne på Holstensminde i Grupper, der hver for sig kom til at bo i små Hjem under Opsyn af en Lærer.

Trods det, at alt gik så godt på Holsteinsminde, indtrådte der Forhold, som gjorde, at Budde fratrådte Stillingen som Forstander og drog over til Jylland, hvor han 1897 købte Himmelbjerggaarden, og der indrettede en Opdragelsesanstalt, der i sit Anlæg kom til at ligne Holsteinsminde.

Drengene fordeltes nemlig efter Alder i tre Hjem under Ledelse af Plejeforældre. Der var Fællesundervisning på det Hjem, hvor Budde boede.

Foruden de nævnte Opdragelsesanstalter opførte Sognekommunerne: Hørsholm, Birkerød, Bloustrød og Karlebo 1865 i Fællesskab en Fattiggård, hvori der indrettedes en særskildt Børneafdeling.

Og i 1878 lod Odense By indrette en Opdragelsesanstalt i Kommunens Fattiggård, hvor Børnene var fuldstændig afsondret fra Fattiglemmerne.

Odense Amtsråd skilte 1886 Forsørgelsesanstalten ved Knarreborg, hvor der ordnedes til at kunne optage 150 Børn, såvel Piger som Drenge fra Amtsrådskredsens Sognekommuner. Trods den skarpe Sondring mellem Fattiglemmerne og Børnene har denne nære Forbindelse med Fattiggårdene været utilfredsstillende, thi Odense By har flyttet sit Børnehjem til Landsbyen Balbro, og de andre to kommunale Anstalter er ophørt at eksistere.